I bogen ”Mennesker og steder. Vestjysk digterrute. Kaj Munk” af Jon Høgh ses ”det 20. århundredes største danske dramatiker” dér, hvor han levede og virkede fra 1924 til sin død 20 år senere: i Vedersø og omegn. Udgivelsen er en opfordring til læserne om at følge sporene efter Munk. På de kortsider, der afslutter bogen, er de omtalte steder angivet.
Anekdoterne sværmer om Kaj Munk, som oftest barokke, men det gribende hører også med. Høgh giver eksempler på både det ene og det andet. Det er en bog om mennesket Munk, ikke om dramatikeren. Heller ikke om hans holdninger fortælles meget. Hovedsagen er hans hverdag, som vi får glimt af i en række fodnoter til historien om ham.
Jon Høgh beklager, at den dramatiske prædiken, som Munk holdt første nytårsdag 1944 – umiddelbart inden mordet på ham – er blevet stående som hans ”endelige farvel til menigheden i Vedersø Sogn, som han i bund og grund holdt uendeligt meget af”. Det er da også en bog, der ud over at være underholdende rummer megen varme.
Først besøges gården Bøsgo i Vedersø. Dér døde i oktober 1925 en kvinde i barselssengen. Kaj Munk blev dybt berørt af dødsfaldet, der angiveligt var en væsentlig inspiration til skuespillet ”Ordet”. Også gården, hvor dette udspilles, Borgensgaard, omtales.
Gamle Maren på Digegården kom Munk hos hvert år på hendes fødselsdag. I marts 1940, da hun fyldte 90 år, begav han sig på cykel af sted til hende med sin gave, et dynebetræk, som han uden for hendes dør pakkede sig ind i.
Man læser også om Kaj Munk som jæger – og om de steder, hvor han var det, blandt andet med hans gode jagtkammerat, forfatteren Poul Hansen.
En tid gik Munk på jagt sammen med sin nabopræst, salmedigteren K.L. Aastrup. Men det ebbede ud. Læseren får beretningen om deres krigeriske uvenskab gennem otte år. På grund af en barnevogn. Da Munk leverede den tilbage til Aastrup efter et lån, havde han ladet den lakere. Det blev Aastrup rasende over.
Sidst i bogen, i afsnittet ”De grå klitter, havet, himlen, søen og heden”, giver Jon Høgh i lange passager ordet til Kaj Munk. Og det gør han ret i. Det er en glæde at opleve ham som poetisk og stemningsfuld naturskildrer.
For læsere med et vist kendskab til Kaj Munk byder bogen ikke på de store nyheder. Men med den sammenhæng, som stoffet er sat ind i, får udgivelsen mening. Det er blevet en sympatisk lille bog, sat indbydende op med mange illustrationer.