Prøv avisen

Fodtur fra Mexico til Canada gennem en livskrise

4 stjerner
”Jeg lever. 4265 kilometers vandring gennem en livskrise” er en kronologisk fremadskridende og ligetil fortælling. Gitte Holtze er elementært velskrivende i sin skildring af en helt igennem imponerende bedrift, og man kan ikke undgå at blive fascineret af det helt enkle liv, hvor man bærer sine ejendele i et tornyster på ryggen. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det er altid fascinerende at læse om mennesker, som gør noget andet end de fleste. Også hos den vandrende journalist Gitte Holtze, selvom man undervejs godt kan blive lidt træt af at læse om vand og vabler

En skilsmisse og et dødsfald kombineret med en uheldig job- og kærestesituation får journalist Gitte Holtze (født 1973) til at tage sit liv op til revision. Hun bliver klar over, at hun i den grad mangler ro og retning i sit liv, så hun bestiller en enkeltbillet til Mexico og begiver sig af sted på en af verdens længste vandreruter, nemlig Pacific Crest Trail, som løber over 4265 kilometer, og som man typisk er fem måneder om at tilbagelægge.

Den løber fra grænsen mellem Mexico og USA op gennem de amerikanske stater Californien, Oregon og Washington, ender på grænsen mellem USA og Canada, og undervejs går man i alt fra ørken og sne til floder, vulkanlandskab og skov, mens man i højdemeter bestiger, hvad der svarer til 16 gange Mount Everest.

”Jeg lever. 4265 kilometers vandring gennem en livskrise” er en kronologisk fremadskridende og ligetil fortælling. Gitte Holtze er elementært velskrivende i sin skildring af en helt igennem imponerende bedrift, og man kan ikke undgå at blive fascineret af det helt enkle liv, hvor man bærer sine ejendele i et tornyster på ryggen, slår lejr, hvor man kommer frem, og lever i pagt med naturen, langt fra civilisationen, hvor der (for det meste) er fred, og hvor folk mødes, vandrer og skilles uden alle de identitetsmarkører, der ellers risikerer at skygge for et mere autentisk samvær.

Der er mange af de vandrende, som Gitte Holtze møder, der som hun selv har noget i bagagen, som tynger, og som er blevet sendt på vandring af en eller anden form for eksistentiel krise. Men de indre forskydninger, der sker i forfatterens sind undervejs, fylder mindre end de ydre begivenheder, hvorfor udviklingen fra rastløshed og ulykke til ro og glæde i perioder kan forekomme en anelse postuleret. For det er primært en historie om en lang vandretur, der er rig på oplevelser, og det kan ikke undgå at blive gentagende og en kende ensformigt, om end selskab og landskab skifter, når man dag efter dag går og går, når tanker om vand og vabler tager over, og når selv forfatteren synes, at dagens dont bliver lidt kedelig.

Når man alligevel hænger på, skyldes det, at Gitte Holtze er en veloplagt fortæller, og at hun forstår at skære sin historie klogt, så der i hvert kapitel opbygges en vis spændingskurve, og at det lykkes hende at få de mennesker, som hun møder undervejs, til at leve.

Og så er hendes historie god. Det er vildt, radikalt og misundelsesværdigt at tage sin eksistentielle krise på sig, at smide alt, hvad man har i hænderne, når mange af de mennesker, som man omgiver sig med, er veletablerede og lever velbehagelige liv, mens man selv – sagt med jordens måske største kliché – rejser ud for at finde lykken og måske rent faktisk også gør det. Ikke i kraft af andre, men i kraft af sig selv. Det vil altid være en god fortælling.