”Hvilken Woody Allen-film er din favorit?”
Sådan indleder Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow et åbent brev i avisen The New York Times i 2014. Men fortsætter så:
”Før du svarer, skal du vide: da jeg var syv år gammel, tog Woody Allen mig i hånden og førte mig ind på et mørkt, skabslignende loft på anden sal i vores hus. Han sagde, at jeg skulle lægge mig på maven og lege med min brors elektriske tog. Så forgreb han sig på mig seksuelt.”
De ætsende anklager havde også været i omløb før brevet. Men det var først, da MeToo-bevægelsen rejste sig i 2017, at distributørerne af Allens værker begyndte at få kolde fødder. Og nu, hvor Woody Allen fylder 85 år, kan han konstatere, at hans nye film ikke får premiere, og at hans amerikanske forlag ikke vil udgive hans erindringer ”Apropos ingenting”. Det har Gyldendal valgt at gøre herhjemme. Hvilket tjener dem til ære.
Om ikke andet er sagen en øvelse i at adskille kunst og kunstner. Hvilket flere og flere synes at have problemer med. Kunstnernes moralske habitus er blevet det filter, hvorigennem deres kunst ses. Sådan som Dylan Farrows brev også lægger op til.
Men hvad Woody Allen har gjort eller ikke gjort har ikke noget med hans film at gøre. Selvom det er lokkende let at blande tingene sammen, idet han i så mange af sine film spiller samme karakter: en lille bebrillet og intellektuel new yorker-jøde med et skiftevist lystfuldt og angstfuldt forhold til sex og et ironisk-neurotisk forhold til omverdenen.
Sammenfaldet mellem karaktererne og Allen selv har været et bevidst greb siden debuten med ”Mig og moneterne” i 1969. Dengang skrev Woody Allen jokes til tv-shows og var standup-komiker, og hans første film var farcer inspireret af Buster Keatons og Bob Hopes fysiske gakkerier. Men med de lavmælte og fintmærkende ”Mig og Annie” og ”Manhattan” brød han igennem som fortolker af kærlighed og parforhold, der kulminerede i mesterværkerne ”Små og store synder” og ”Mænd og koner”. Her var inspirationen ikke Keaton eller Hope, men europæisk filmkunst og ikke mindst Ingmar Bergman.
Men altså stadig med et tydeligt aftryk fra egen baggrund, og det er oplagt at se de tidlige ”seriøse” film i sammenhæng med den amerikansk-jødiske litteratur, der brød frem i samme tid med forfattere som Philip Roth, Saul Bellow og E.L. Doctorow.
Ud over de fysiske komedier og de bittersøde parforholdsdramaer, hvor legen med det selvbiografiske blev forstærket ved, at hans kærester og ekskærester gerne spillede de kvindelige hovedroller, har Woody Allen dyrket det meta-fiktive. Altså fortællinger om det at fortælle, hvilket lykkes allerbedst i ”Zelig” og ”Harry – stykke for stykke”.
At en instruktør som Allen har fået lov at lave en film om året er bemærkelsesværdigt. En forklaring er, at de er lavet på små budgetter og uden store krav til filmteknik, og hvor han i sit hjemland er for en lille flok filmgængere, er en acquired taste, så har han et stort hengivent publikum i Europa, hvor selv hans knap så vellykkede film – dem er der nogle stykker af – når et publikum.
Men når han er bedst som manuskriptforfatter og instruktør, rammer han lige ned i tilværelsens lys og mørke med en syrlig charme og replikker, der er lige så naturlige, som de er fulde af vid, bid og humor.
Hans tid som standupper har også sat sig spor i hans skuespil, i timingen, og med årene er han gået fra filmkunstner til et ikon, som alle nye stjerner ville arbejde sammen med. Indtil nu. Han kan således fejre sin fødselsdag i en MeToo-tid, der har gjort ham til en slags persona non grata.
Om Allen fortjener udskamningen kan ingen vide. Men det har helt sikkert ikke hjulpet hans sag, at han giftede sig med Soon-Yi Previn, der er ekskæreste Mia Farrows adoptivdatter. Han mener faktisk, Farrow står bag det hele og har kaldt det for ”en ødelæggende manipulation af uskyldige børn med hævngerrige og selviske motiver”.
Han mener med andre ord, at overgrebet, som Dylan Farrow beskriver i sit brev, er det, man i psykologien kalder ”falsk erindringssyndrom”.
Ulykkelig er situationen i hvert fald. Men ligegyldigt hvad der er sket, har det ikke noget med kunsten at gøre. Det må vi insistere på. Og hvis man ikke vil fejre Woody Allen, kan man roligt fejre hans værk, der er så varieret, så morsomt, så legende, så bevægende, og hvor hver eneste film så tydeligt bærer hans signatur. Sådan som det er med de største kunstnere.