Prøv avisen
Bog

Følsom forelskelse

Ny bog kobler forelskelse og det at være særlig sensitiv. Foto: Forlaget Borgen

Du skal forstå dig selv, før du kan forstå din forelskelse - især hvis du er særligt sensitiv, skriver Elaine N. Aron i sin bog om særligt sensitive og kærlighed

Vi bærer alle rundt på en sækfuld egenskaber. Nogle skyldes arv, andre miljø, nogle er positive og sympatiske, andre er det diametralt modsatte. Uanset hvad skal vi - og vores omgivelser - lære at leve med dem, og hvis vores særlige egenskab er at være særligt sensitiv, så er der hjælp og gode råd at hente, især i en forelskelsesfase, hos Elaine N. Aron, psykoterapeut, forsker, forfatter til bøgerne ”Særligt sensitive mennesker” og ”Særligt sensitive børn” og sidst, men ikke mindst, selv særligt sensitiv.

Særligt sensitiv: Hvad betyder det egentlig?

Hver bogsæson har sine tematiske darlings, og i år skal man ikke stå længe foran et boghandlervindue, før blikket falder på en bog om begrebet særligt sensitiv. Men hvad er det egentlig? Er det rigtigt, at det altid rimer på neurotisk? Og kan en særligt sensitiv overhovedet forelske sig i og trives i et forhold med en ikke-sensitiv?

Særligt sensitive mennesker er i Elaine N. Arons definition mennesker, som er født med et nervesystem, der opfanger subtile nuancer, som reflekterer dybt, og som derfor nemt føler sig overvældede - ikke mindst når de forelsker sig, for de lægger nemlig mærke til alle nuancer hos deres partner, der måske, måske ikke, er mere tungnem og tykhudet.

Hvis man er tvivl om, hvorvidt man selv er særligt sensitiv, så leverer bogen en række tests, hvor man selv og ens partner kan få syn for sagn og dermed fortsætte læsningen (og forelskelsen) på et mere oplyst grundlag. Og undervejs kan man også få fejet en række af de fejlslutninger, der ofte hæftes på de særligt sensitive, af banen: De er ikke pr. definition neurotiske, de er ikke pr. definition kvinder, og de skal ikke pr. definition finde en partner, der også er særligt sensitiv. Men de er ofte mere forsigtige med nærhed end gennemsnittet, og det giver særlige udfordringer, når det handler om kærlighed.

For lang og omstændeligt

”Særligt sensitive og kærligheden. Hvordan du trives i parforhold, selv om verden er overvældende” kunne med fordel havde fået et vrid mere gennem den redaktionelle maskine. Den er lang, gentagende og pænt omstændelig, og den sætter sig midt mellem den akademiske, den populærvidenskabelige og den stærkt personlige stol.

Elaine N. Aron er nemlig selv særligt sensitiv med to store s'er, og hun har en lidt uheldig tendens til at dele verden op i et dem og et os, hvor sidstnævnte, som udgør omkring 20 procent af befolkningen, bliver en kende forherliget, hvorfor den, der ikke falder ud til denne heldige side i en af bogens mange tests, bliver lidt træt og trist under læsningen af en bog, der på det eksplicitte plan ikke vil sætte nogen egenskaber over andre, men som på det implicitte alligevel ikke helt kan nære sig.