Prøv avisen

Foers fantastiske fortællinger

Jonathan Safran Foer er ud af en litterær søskendeflok med en lillebror, der er journalist og forfatter, og en storebror, der har været redaktør hos det ansete ugemagasin The New Republic. Hans kone, Nicole Krauss, er også en anerkendt og rost romanforfatter. – Foto: Liselotte Sabroe.

Forfatteren Jonathan Safran Foers romanerhandler om store emner som holocaust og den 11. september, som han skildrer medlevende og med humor. Nu er han aktuel med filmatiseringen af Ekstremt højt & utrolig tæt på

"Jeg tror virkelig på, at vi føler med hinanden ved at fortælle hinanden historier. Ved at fortælle hinanden, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og hvad vi drømmer om. En stor del af verdens problemer skyldes ikke manglende penge eller konkurrerende idealer, men manglende medfølelse. Der bliver ikke udvekslet nok historier. Samtalen mangler.

LÆS OGSÅ: Sorgarbejde i skyggen af 11. september

Ordene er Jonathan Safran Foers fra et interview med Kristeligt Dagblad i 2005 i anledning af udgivelsen af hans anden roman, Ekstremt højt & utrolig tæt på, der nu er filmatiseret af Stephen Daldry, ligesom hans første roman, Alt bliver oplyst, også er filmatiseret.

Den 35-årige amerikansk-jødiske forfatter fortæller historier som få andre fra hans generation og har med sine tre bøger, de to romaner og den seneste dokumentariske faglitterære bog om at spise dyr, i den grad udleveret sig selv og sin baggrund. Debuten Alt bliver oplyst fra 2002 handler om holocaust og om at søge tilbage til sine rødder, mens Ekstremt højt & utrolig tæt på tager fat i 11. september, men i lige så høj grad familiemæssige relationer.

At Foer fik så stor succes med Ekstremt højt & utrolig tæt på skyldes nok hans særlige evne til at gå til det dystre emne med både humor og en særpræget fortælleteknik, han havde haft held med i debuten, Alt bliver oplyst. Han lader drengen Oskar Schell på ni år fortælle, hvordan det er at have mistet sin far i angrebet og hans følelse af skyld i hans død. Men i stedet for at det ender i melankoli og elendighed, får vi en fin og til tider komisk historie om jagten på trøst i dette tilfælde moderens og en familiehistorie med svigt og tab.

Når Foer skriver om skyld og tab, er det, fordi han selv anser disse emner for de mest betydningsfulde, der findes. Noget alle kan forholde sig til, sagde han til Kristeligt Dagblad dengang: Alle har oplevet tab på den ene eller anden måde. Man mister sine forældre eller sine venner eller idéer. Vi mister alle vores barndom.

Jonathan Safran Foer studerede filosofi på Princeton universitetet, hvor han tog kurser hos forfatteren Joyce Carol Oates, der også blev vejleder for hans afhandling om morfaderen Louis Safran, der havde overlevet holocaust. Han blev færdiguddannet i 1999 og forsøgte sig efterfølgende som medicinstuderende, dog for en kort stund, inden han kastede sig over litteraturen for fuld tid.

Haner ud af en litterær søskendeflok med lillebroderen Joshua, der er journalist og forfatter til en bestseller om kunsten at huske, og hans storebror Franklin har været redaktør hos det ansete ugemagasin The New Republic og er forfatter til en opfindsom og stærkt rost bog om globaliseringen, How Soccer Explains the World. Hans kone, Nicole Krauss, er også en anerkendt og rost romanforfatter. De to bor i dag i New York med deres to børn.

Efter debuten, der egentlig var en omarbejdet version af hans universitetsspeciale, gik der ikke lang tid, før Jonathan Safran Foer blev kaldt et litterært vidunderbarn. Den kun 25-årige debutant fik en kometkarriere, der har gjort ham til en af sin tids mest anerkendte forfattere. Salman Rushdie og John Updike var ikke sene til at udnævne ham som den nye litterære stjerne. Foer har også sine modstandere, der blandt andet kritiserer hans modernistiske stil med brug af grafiske elementer i teksten og romanernes, ifølge kritikerne, undertiden banale formuleringer og pointeløse udsagn.

Det jødiske betyder meget for Foer, der har trukket på sine rødder i de to første romaner og en debatbog om kødindustrien i USA, Om at spise dyr (alle er udkommet på dansk på Tiderne Skifter). Hans jødiske bedstemor spiller en stor rolle i hans forfatterskab, ofte på måder, der først er gået op for ham, når bøgerne er afsluttet.

IAlt bliver oplyst rejser hovedpersonen, Jonathan, til Ukraine for at finde Augustine, som hjalp hans morfar under nazitiden. Der krydsklippes mellem nutiden og Anden Verdenskrigs Ukraine, hvor nazisterne gennemførte etniske udrensninger i de områder, hvorfra Foers egen jødiske familie stammer. Igen et tungt emne, som Foer griber an med stor humor og medrivende fortællerteknik. Romanen om drengen Oskar rummer også et fortællespor med forbindelse til det jødiske folks tragiske skæbne i Europa fortalt gennem Oskars farmoder, der bor overfor.

Den omkring 90-årige bedstemoders oplevelser med sult under krigen, hvor hun flygtede gennem Europa, og hendes efterfølgende traumatiske forhold til mad har inspireret Foer til bogen om at spise dyr. Selv har Foer været vegetar og delvist veganer, siden han var 10 år.

Jonathan Safran Foer er inspireret af jødiske forfattere som Franz Kafka, Bruno Schulz, Philip Roth, David Grosman, Yehuda Armichai og Saul Bellow.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han selv opfatter sig som en jødisk forfatter, lyder svaret: På en måde er det ligegyldigt, om jeg opfatter mig selv som jødisk forfatter. Man kan måske sige, at min første bog var meget mere jødisk, end jeg selv er, og at min anden bog er meget mindre jødisk, end jeg er. Jeg er derfor ret nysgerrig efter at finde ud af, hvordan jødedommen vil påvirke mine fremtidige bøger.