Prøv avisen
Udstilling

Jim Lyngvild har kastet sig over kongerækken. Han lykkes nogenlunde, men museet svigter

3 stjerner
Kirsten Munk var gift med Christian den Fjerde, men havde en affære med Rhingreven af Salm. Det er de to, der er genfortolket på dette billede taget i Kronborg Slotskirke. Slotskirken viser, hvordan Kronborg så ud indvendigt i sin storhedstid. – Foto og fortolkning: Jim Lyngvild.

Kronborg har inviteret den kontroversielle designer og modemand, Jim Lyngvild, indenfor i et håb om at støve kongerækken af og gøre den nærværende og vedkommende. Det lykkes, men desværre kun delvist

Siger man kongerækken, vil tankerne givetvis straks drage på langfart til den sorte skoles stive udenadslære, før reformpædagogik og projektmageri indtog folkeskolen. ”Kongerækken lyder ved Gud så kedeligt, at man har lyst til at stikke en loddekolbe i øjet,” som Lyngvild fremturer med vanlig sans for exces i udstillingens introvideo. I lang tid har kongerækken været et mosgroet fortidslevn, man ikke har behøvet at kende. Men det er en skam, for monarkiets historie er en guldgrube af dramatisk danmarkshistorie, af blodige slag, højforræderi, jalousidrama og sammensværgelser, som et sandt shakespearsk drama, der er Hamlets hjemsted værdigt. Derfor er det glædeligt, at Kronborg Slot, der hører under Nationalmuseet, nu slår et slag for at vække kongerækken til live og i samme åndedrag fortælle historierne om den enestående stribe af konger og dronninger, der har gjort Danmark til Danmark.

Så langt, så godt. I denne ædle bestræbelse har man klogt allieret sig med kunstner og designer Jim Lyngvild, som tidligere har bevist, at han kan få folk på museum. Vi så det i 2018, da Nationalmuseet første gang indgik samarbejde med den farverige multikunstner om at bidrage til museets vikingeudstilling med gigantiske fotoportrætter af vikinger, som Lyngvild forestillede sig dem. Udstillingen var allerede inden sin åbning genstand for fornuftig polemik blandt fagfolk og historiepuritanere om, hvorvidt man nu gik på kompromis med fagligheden. Men udstillingen blev også en stor publikumssucces, der lokkede især mange unge og nye museumsgængere til.

Nu forsøger man sig så med en gentagelse af succesen. Denne gang er det kongerækken fra Gorm den Gamle til i dag, der har fået sig en tur i den lyngvildske vridemaskine med afsæt i designerens bog fra 2019 ”Danmarks konger og dronninger – fra Gorm til Margrethe II”. Grebet er velkendt. Vi mødes af store iscenesatte fotoportrætter sat på lærred og indrammet i, hvad der skal ligne dekorerede guldrammer. Fototableauerne er Lyngvilds betagende og effektfulde fabuleren over de originale Kronborgtapeter, som blev vævet til Frederik II’s store dansesal i det nyrestaurerede renæssanceslot Kronborg i årene 1581-1584 af nederlandske tapetmagere efter fortegninger af den hollandske kunstner Hans Knieper. Af de i alt 43 oprindelige vægtæpper med portrætter af over 100 danske konger – fra sagnkongen Dan til Frederik II selv med den lille Christian IV ved sin side – er kun 15 bevaret, hvoraf otte er en del af Nationalmuseets samling, mens syv andre stadig befinder sig på Kronborg og indgår i den aktuelle kongerækkeudstilling.

Rekonstruktionerne udmærker sig ved ikke at være rene gengivelser af de originale gobeliner, men snarere frit inspireret heraf. Derfor ser vi som noget nyt et særligt fokus på de fremtrædende danske dronninger i historien. I udstillingens første rum mødes vi således af et imponerende helfigursportræt fra 1400-tallet af dronning Dorothea af Brandenburg, der stolt skuer ud over sit land med rigsæble og scepter i hænderne. Den ledsagende billedbeskrivelse fortæller, hvordan Lyngvild har gjort det til sin livsmission at indføje den glemte dronning Dorothea i kongerækken og desuden fremstille hende uden det forstummende hvide slør om munden, som hun ellers altid er afbildet med. At vise hende som den kloge og dygtige dronning, der ledte sit land i et helt år mellem to konger. Det er en flot og ærværdig ambition, og man kan kun bifalde, at vi får nogle af historiens stærke dronninger frem i lyset.

Men under Lyngvilds erklæring kan man også læse historiker og forfatter Poul Grinder-Hansens historisk korrekte udlægning af Dorotheas levnedsbeskrivelse, hvori det fremgår, at dronningen altså aldrig officielt var nationens overhoved, sådan som Lyngvild ellers hævder. På den måde fungerer Grinder-Hansen som et tiltrængt korrektiv til de indimellem lovlig fantasifulde ”lyngvildfarelser”.

Et andet eksempel finder man i skildringen af Harald Blåtand. I udstillingen får han lov at optræde i en stor tønde ved sin egen dåb, men med udstrakte arme som Jesus på korset. Messias-posituren er Lyngvilds egen kreative teori om, at det er Blåtand selv, der optræder på Jellingstenen, og altså ikke Kristus. Men igen må Grinder-Hansen rømme sig korrigerende i billedteksten.

Det er fint med fantasiens frie spil, al den stund det er åbent deklareret som her. Sådan udgør Poul Grinder-Hansen og Jim Lyngvild et umage, men ikke desto mindre vellykket, makkerpar. Lyngvild er uomtvisteligt en dygtig formgiver, kostumedesigner og iscenesætter med en veludviklet historiebevidsthed og stor kærlighed til stoffet. Det får man for alvor syn for i udstillingens store sal, hvor en betagende parade af de i billederne brugte kostumer er opstillet. Her genopstår historiens store konger og dronninger næsten som ægte levende mennesker i alt deres stoflige nærvær. Derfor er det også så ærgerligt, at man ikke rigtig får udnyttet den opmærksomhed og oprigtige nysgerrighed, som fotostater og kostumer vækker. Alt for meget får lov at stå underligt ukommenteret hen, mens de ledsagende billedtekster mest bare handler om den kreative proces bag billederne og i mindre grad om de historiske personer, der optræder på billederne.

Museerne står over for et afgørende valg disse år. Skal man tage kampen op mod alverdens flimrende skærme og lokkende Netflix og være deres lige i fart og spænding, eller skal man i stedet insistere på den fordybede, langsomme læring? Og udelukker det ene nødvendigvis det andet?

Hvor man med vikingeudstillingen synes at finde en passende balance mellem det spektakulære og det dybe, rammer ”Kongerækken på Kronborg” aldrig rigtigt samme sobre ligevægt. Udstillingen formår ikke i væsentlig grad at bruge Lyngvilds kreative sans for iscenesættelse til rent faktisk også at lære os noget om kongerækken. Dertil savner man en mere dybdegående tekstlig formidling, som de korte videoklip undervejs i udstillingen samt den lyd-app, man har udviklet til lejligheden, kun i ringe grad kompenserer for. Man kunne også med fordel have indhentet nogle af de virkelige bevarede effekter fra de afbildede konger og dronninger, sådan som man eksempelvis gjorde i Koldinghus’ kongerækkeudstilling sidste år. Det ville have skabt en interessant udveksling i spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion, fakta og fantasi, som udstillingen i forvejen afsøger.

Lyngvild lykkes for så vidt med sin del af projektet, men museet svigter sin. Når man gør sig så store anstrengelser for at fange folks opmærksomhed, må man saftsuseme sørge for at have noget at fortælle. Det er her, udstillingen desværre savner at forløse sit ellers så store potentiale.

Museerne står over for et afgørende valg disse år. Skal man tage kampen op mod alverdens flimrende skærme og lokkende Netflix og være deres lige i fart og spænding, eller skal man i stedet insistere på den fordybede, langsomme læring?

Sophie af Mecklenburg var Frederik den Andens dronning. Efter kongens død blev Sophie en magtfuld enkedronning og rig godsbestyrer. – Foto og fortolkning: Jim Lyngvild.
Moderne genfortolkning af Frederik den Andens kronborgtapet, der afbildede kongen på tigerjagt. – Foto og fortolkning: Jim Lyngvild.
Portræt af Frederik den Anden, som byggede Kronborg Slot og fik vævet ”kronborgtapeterne” til Dansesalen på slottet. – Foto og fortolkning: Jim Lyngvild.
I udstillingens første rum mødes man af et imponerende helfigursportræt fra 1400-tallet af dronning Dorothea af Brandenburg, der stolt skuer ud over sit land med rigsæble og scepter i hænderne. Lyngvilds fortælling om Dorothea stemmer dog ikke helt overens med den virkelige historie. – Foto og fortolkning: Jim Lyngvild.