Første sæson af DR’s historieserie sluttede på fint niveau

DR har med de første fem afsnit af ”Historien om Danmark” leveret et filmisk flot produkt, der vil øge kendskabet til udvalgte begivenheder og fænomener fra fortiden

”Historien om Danmark” har imidlertid også sine svagheder, og den mest tydelige er den måde, serien bruger sine dramatiserede scener.
”Historien om Danmark” har imidlertid også sine svagheder, og den mest tydelige er den måde, serien bruger sine dramatiserede scener. Foto: Fra serien.

Med femte afsnit af ”Historien om Danmark” nåede vi senmiddelalderen, som DR præsenterede for os i en fortælling med tre helt centrale hovedpersoner: Valdemar Atterdag, Dronning Margrete I og Den sorte død, der hærgede Europa i 1300-tallet. Herudover var der afstikkere til sildemarkedet i Skåne, mordet på Erik Klipping i Finnerup Lade samt Kalmar-unionen mellem de nordiske lande.

Det var et afsnit, der fungerede fint inden for seriens egen ramme, men også et afsnit, der afslørede, at DR’s tag på historien fra vikingetiden og fremefter primært er konge- (og dronninge-)historie fortalt med skuespillere, der opfører scener, hvor majestæter rider på heste, leger med børn og kigger betydningsfuldt ud af vinduer, hvor lyset altid falder skråt ind på æstetisk favorable måder.

Søndagens afsnit var også det sidste i seriens første sæson, og man kan derfor nu også begynde at se, hvilket billede der samlet set tegner sig af den store historiesatsning. Her må man helt overordnet sige, at DR har leveret et filmisk flot produkt, der givetvis vil øge kendskabet til udvalgte begivenheder og fænomener fra fortiden. Og særligt i de tidligere afsnit viste serien, at den valgte kombination af fortæller, drama og eksperter kunne fungere rigtig godt.

”Historien om Danmark” har imidlertid også sine svagheder, og den mest tydelige er den måde, serien bruger sine dramatiserede scener. Det virkede i forhistorisk tid, hvor det primært var unavngivne karakterer, der skulle illustrere dagligliv. Her følger der dog også uhensigtsmæssigheder med, som eksempelvis at alle ”almindelige mennesker” tilsyneladende altid har været organiseret i kernefamilier med 1-3 børn, hvis man skal tro seriens fremstillinger, som igen og igen viser små rørende familiescener.

I takt med, at serien bevægede sig op i middelalderen, og serien begyndte at fokusere på navngivne historiske personer, har dramatiseringerne imidlertid taget overhånd og holder visse steder helt op med at give mening for seriens emne.

De utroligt mange klip med Margrete I i femte afsnit er et godt eksempel. Med den evigt påtrængende underlægningsmusik og optagelser i slowmotion iscenesættes hun som noget, der mest ligner elverdronningen Galadriel fra ”Ringenes Herre”, og det er vanskeligt at få øje på, hvilken indsigt i senmiddelalderen det giver at se på det.

Foruden de ufokuserede dramatiseringer virker den overordnede stofprioritering ikke altid helt sammenhængende. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vi for eksempel skal høre om lige præcis en Ingeborg i fjerde afsnit i stedet for så meget andet. Eller hvorfor man ikke har brugt de meget vellykkede computeranimationer noget mere til at vise bygninger og landskaber. Årsagen hertil skal måske findes i tv-seriens forhold til eksperterne, der synes reduceret til leverandører af 10-sekundersindspark, som skal legimitere manuskriptets fortælling.

Med ”Historien om Danmark” har DR selv overdraget sig forfatterskabet til en danmarkshistorie, hvilket er et modigt valg, når man tænker på, hvor politisk sprængfarligt det kan være at påtage sig at definere, hvad vi egentlig er for en størrelse. Og man kan ikke undgå tanken, at ”Historien om Danmark” har skævet til, at der skal være noget for enhver smag.

Kan man lide at se ting, der kommer udefra, er der små fortællinger om landbrug, eg-tvedpiger og flag, der bliver importeret fra ”udlandet”. Mener man, at kvindernes rolle er underkendt i historien, får man Ingeborg og Margrete I. Anser man kristendommen for at have været en afgørende faktor i danmarkshistorien, kan man finde meget om kirkens betydning for menneskene og samfundet. Vil man have sammenhængskraft, er der masser af ”vi” og ”vores”.

Og er man typen, der blot gerne vil have lidt tv med production value til kaffen søndag aften, får man Lars Mikkelsens bløde, dybe stemme akkompagneret af smukke kamerapanoreringer. Det er godt tv, og man får også spændende ting at vide undervejs. Men for at nå helt i mål mangler der lidt nerve, mod, uenighed eller overraskende perspektiver. Bare et eller andet der anerkender, at fænomenet historie er så meget mere end bare ”en god historie”.