Prøv avisen

Fokus på Carl Nielsen i pianistkonkurrence

60 unge klaverspillede børn og unge fra hele verden har søgt om at komme med i Aarhus International Piano Competition. Her ses de konkurrerende fra sidste år. - Privatfoto.

18-årige Kristian Riisager er som eneste dansker udtaget til Aarhus International Piano Competition i næste uge. Flest unge talenter kommer fra Asien og Østeuropa

150-året for Carl Nielsens fødsel fejres mange steder i disse måneder. I næste uge kommer turen til Aarhus, hvor den fynske komponist er på programmet ved en stor international konkurrence for unge pianister mellem 11 og 21 år.

160 unge klaverspillende børn og unge fra hele verden har søgt om at komme med i Aarhus International Piano Competition, og de har alle skullet levere en lydfil med et klaverværk for at blive optaget. 40 fremførelser fra 19 forskellige lande er sluppet gennem juryens skarpe udvælgelse, der er foregået anonymiseret, og blandt dem er der kun en enkelt dansker, nemlig 18-årige Kristian Riisager.

”Det er stort og betydningsfuldt for mig at blive udvalgt, så ja, jeg er meget glad,” siger den unge pianist, der er opvokset i Ulstrup ved Langå i Østjylland, hvor han stadig bor.

Han har spillet klaver, siden han var syv år, og efter at han for halvandet år siden gik ud af 10. klasse på Orkesterefterskolen i Holstebro, har han tilbragt det meste af sin tid ved de sort-hvide tangenter. Syv-otte timers øvning er det blevet til om dagen, og her i ugerne op til konkurrencen i Aarhus har han intensiveret klaverspillet yderligere, så han nu er oppe på at øve sig op til ti timer dagligt. Et af de musikstykker, han øver sig på, er Carl Nielsens ”Chaconne”, opus 32, som han skal spille for dommerne i første runde. Alle deltagere skal spille værker af Carl Nielsen.

”Det er et stort program, jeg skal levere, og et fornemt selskab af pianister, jeg er oppe imod, så det gælder om at være godt forberedt,” siger Kristian Riisager, der også øver sig ved at spille koncerter op til konkurrencen.

I en verden, der er domineret af asiater og østeuropæere - kun tre procent af de optagne i konkurrencen er fra Vesteuropa - er det også vigtigt for ham at bevise, at en dansker også kan gøre sig gældende.

Ifølge Rune Maahn Christensen, der er projektkoordinator for Aarhus International Piano Competition, er der i Danmark ikke tradition for at arbejde så målrettet med den klassiske musik, som der er eksempelvis i Kina og Rusland. Netop derfor er en konkurrence som den i Aarhus, der nu afholdes for tredje gang, vigtig, mener han.

”Vi håber, at eksemplet fra de mange dygtige udlændinge kan smitte af og på længere sigt være med til øge niveauet i Danmark. I år har vi kun en enkelt dansker med, men om 10-15 år har vi forhåbentlig en del flere,” siger han.

Rune Maahn Christensen, der selv er uddannet pianist, fik idéen til Aarhus International Piano Competition, da han selv deltog i en lignende klaverkonkurrence i den hollandske by Enschede for nogle år siden.

For at understrege det danske islæt har det fra begyndelsen været et krav, at ansøgerne skulle spille musik af Carl Nielsen. Den del af det er der så lagt særligt vægt på i år, hvor der ud over selve konkurrencen også vil være koncerter med Carl Nielsens musik på repertoiret.

De unge pianisttalenter konkurrerer foruden æren om en præmiesum på 250.000 kroner. Den sum håber arrangørerne at kunne hæve i 2017, hvor de i anledning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus ønsker at gøre konkurrencen større og mere festivalagtig, eventuelt ved at tilføre en masterclass for klassiske pianister.

Pengepræmierne betyder især meget for de unge, der kommer fra lande, hvor uddannelse ikke er gratis, men derudover er en god placering i konkurrencen også med til at skabe kontakter til koncertarrangører rundtomkring i verden.

Kristian Riisager, der indtil videre går på den private klaverskole Gardus og forbereder sig på at søge optagelse på konservatoriet, har allerede deltaget i flere konkurrencer, hvilket også har givet ham mulighed for at spille koncerter i udlandet, blandt andet i Tyskland og Georgien.

”Det er vigtigt at komme ud og opleve det pres, det er at spille koncerter og deltage i konkurrencer,” siger Kristian Riisager, hvis ambition er at blive solopianist, selvom han erkender, at konkurrencen er utrolig hård.

I forbindelse med pianistkonkurrencen inviteres en skoleklasse fra 4.-6. klassetrin på de aarhusianske skoler hver dag til at komme og overvære de unge musikeres optræden.

”Mange af dem kommer til at høre musik, de aldrig har hørt før, og samtidig oplever de børn på deres egen alder spille på et højt niveau. Det kan forhåbentlig være med til at hjælpe fødekæden af nye, klassiske musikere på vej,” siger Rune Maahn Christensen.