Folk er fanget i historien, og historien er fanget i dem

”Der der” er en nuanceret roman med et brændende hjerte fra en ny stemme i amerikansk litteratur

Tommy Orange har fået et internationalt gennembrud med sin debutroman. Han er født og opvokset i Oakland, Californien, hvor romanen også foregår. – Presse Foto: Politikens Forlag

I amerikansk litteraturhistorie er forfattere ofte blevet berømte ved at skrive om hidtil ukendte områder eller befolkningsgrupper. Forfatterne har dannet fortrop: Ved at benævne stederne og stemningerne omkring eksempelvis Mississippi-floden, som Mark Twain gjorde i ”Huckleberry Finn” (1885), blev denne mægtige søfartsvej gjort tilgængelig for amerikanere ved kysterne, der aldrig havde været inde i landet.

Og ved at skrive om sorte amerikaneres dagligdag og liv, som de selv opfattede det, som Ralph Ellison gjorde i ”Usynlig mand” (1952), kom en hel befolkningsgruppe frem i lyset. Man, det vil sige majoriteten, så nu en ukendt og undertrykt gruppe som individer med selvstændige menneskelige værdier og ikke en ansigtsløs masse, og begyndte at handle derefter med blandt andet borgerrettighedslovgivning.

Eksemplerne er legio: Saul Bellow skrev om jøderne, Amy Tan om kineserne, Joan Didion om det vestlige USA, Flannery O’Connor og William Faulkner om Syden. Befolkningsgrupper og steder: USA er et immigrantland med et gigantisk terræn, og en af litteraturens store fortjenester har været at kaste lys ud i mørket og gøre nye sider af den amerikanske erfaring tilgængelig for flertallet.

Særligt én gruppe har dog aldrig fået hverken opmærksomhed eller fiktion efter fortjeneste. Og det var endda dem, der var der først. De oprindelige eller indfødte amerikanere, eller indianerne, som de blev kaldt engang, er aldrig blevet beskrevet på samme nuancerede måde som andre minoriteter.

Derfor har ”hypen” omkring debutanten Tommy Oranges roman ”Der der” været stor. Endelig får en undertrykt befolkningsgruppe stemme; endelig kommer de oprindelige stammefolk til orde i egen ret. Forfatteren er selv efterkommer af indfødte amerikanere fra Californien og er optaget som medlem af cheyenne- og arapaho-stammerne. Han kender indgående den verden og de mennesker, han beskriver.

Rammen om bogen er den årlige samling af indianerstammerne i Oakland, The Big Oakland Powwow, og den traditionelle dansefest, som bogens 12 personer alle forbereder sig til at deltage i. Det store persongalleri blandes på kryds og tværs – et multiportræt af de glemte amerikanere er bogen meget præcist blevet kaldt. Det er imponerende, hvordan Orange evner at se verden indefra, som den opfattes af ellers meget forskellige mennesker: fra den lille pige, der bor med sin søster og deres alenemor, til den aldrende dranker, der drømmer om et gennembrud i Hollywood.

Det trækker imidlertid lidt ned i troværdigheden, at alle personerne lyder stort set ens, når de taler. Stilistisk er romanen derfor ikke nyskabende. Det nye er, at erfaringerne fra de oprindelige amerikaneres moderne byliv omsider beskrives i fiktionsform, men måden, det sker på, er set før.

Et andet aktuelt eksempel på en flerstemmig amerikansk roman er George Saunders’ ”Lincoln i bardo”, der handler om borgerkrigspræsidentens tab af sin søn. Den fortælles af et væld af stemmer fra et sted i efterlivet, hvor Lincolns søn er på vej hen, og hver person i denne himmel har sin egen, distinkte stemme. Det er givetvis ekstremt svært at håndtere alle disse stemmer, men det lykkes for Saunders. Orange opererer også med mange personer, men deres stemmer og tanker ligner som sagt hinanden, og det gør ”Der der” til en mindre ambitiøs satsning.

Som debut betragtet er det imidlertid imponerende, hvad Orange spiller ud med, og han har tydeligvis store litterære ambitioner. Titlen er hentet fra digteren Gertrude Stein, der om bydelen Oaklands angiveligt manglende særkende sagde: ”Der er ikke noget der der”. Overskriften på tredje del af romanen er fra forfatteren og borgerrettighedsaktivisten James Baldwin, der om sin egen afrikansk-amerikanske befolkningsgruppe sagde: ”Folk er fanget i historien, og historien er fanget i dem”. Det er meget præcist sagt om også de 12 personer og deres omgangskreds i ”Der der”.

Tommy Orange er virkelig overbevisende i sin skildring af, hvordan nutidens urbane "native Americans" er fanget i mønstre af destruktionstrang og frihedslængsler, der er pålagt dem udefra og af fortiden. Det er undertiden trist læsning, men romanen rummer også glimt af håb.

Nok har romanen et politisk-eksistentielt sigte (at give stemme til et undertrykt folk), men den er hverken propagandistisk eller reduktionistisk (a la ”det hele er den hvide europæiske mands skyld”). Nuanceret litteratur med et brændende hjerte fra en ny stemme, der med ”Der der” udvider det litterære amerikanske territorium.