Folk i de allerførste bofællesskaber var fælles om én ting: At undgå madlavning

Allerede omkring år 1900 bosatte folk sig i ejendomme, hvor kvinderne kunne slippe for at lave mad for i stedet at kunne passe et arbejde uden for hjemmet. Seneste kapitel i bofællesskabets historie tilhører især de ældre, viser ny forskning

Billedet er fra kollektivhuset Høje Søborg nær København. Her var der både restaurant, butik og spisesal, hvor beboerne uformelt kunne tilbringe tid sammen.
Billedet er fra kollektivhuset Høje Søborg nær København. Her var der både restaurant, butik og spisesal, hvor beboerne uformelt kunne tilbringe tid sammen. Foto: Gladsaxe Byarkiv.

Legende børn på grønne, bilfri arealer. Voksne, der sludrer i fælleshuset, mens langbordene dækkes op.

Sådan så tilværelsen ud i mange af de bofællesskaber, som blev etableret i starten af 1970'erne, og som var en udløber af 1960’ernes frisind og brud med traditionelle familiemønstre. I dag har den sociale boligform især vundet indpas hos landets ældre, som Kristeligt Dagblad i dag kunne skrive på baggrund af nye tal.

Men ideen om fælleshus og fællesspisning rækker længere tilbage i tiden end til 1970’ernes frisind. Ser man tilbage til begyndelsen af bofællesskabets kulturhistorie, er det allerede omkring år 1900, at kimen blev lagt til det moderne bofællesskab med en helt ny type hus: etkøkkenhuset.

Etkøkkenhusene blev opført som etageboliger med et fælleskøkken i kælderen og madelevator, som kunne hejse maden op til beboerne. Ideen var at udlicitere den tidskrævende madlavning, så kvinderne kunne slippe væk fra gryderne i hjemmet og komme ud på arbejdsmarkedet.

Det første etkøkkenhus hed Centralbygningen og blev opført ved Sankt Markus Kirke på Frederiksberg ved København i 1905.

“Der var intet socialt aspekt over dem. Det var simpelthen bare en rationel måde at bespise folk på. Men de blev aldrig en succes, blandt andet fordi folk skulle spise på forskellige tidspunkter, og der blev kun opført ganske få af dem,” fortæller Michael Asgaard Andersen. Han er lektor i boligarkitektur på Det Kongelige Akademi - arkitektur, design, konservering, og har forsket i bofællesskabets historie.

Fælles om servicepersonale

Fra 1930’erne og frem blev de fælles boformer lidt mere sociale, da de såkaldte kollektivhuse vandt frem med inspiration fra Sverige. Maden var stadig det centrale for fællesskabet, men i kollektivhusene mødtes familier for at spise sammen og være sociale omkring måltidet.

Mange af hverdagens funktioner og gøremål var indeholdt i kollektivhusene. Man havde personale ansat til at kokkerere, vaske tøj og modtage pakker. Nogle havde også børnepasning i bygningen og en lille butik.

Det var med andre ord "den ideelle ramme om familier med dobbeltarbejdende ægtefæller", som daværende journalist og senere manuskriptforfatter til tv-serien Matador, Lise Nørgaard skrev om et af de første kollektivhuse, Høje Søborg, nær København.

I Høje Søborg boede blandt andre forfatter og dramatiker Leif Panduro, som selv har beskrevet det som et "hyggeligt, men tidsrøvende sted at bo".

"Kedede man sig en aften, så gik man blot ned i restauranten, og så var den aften anbragt."

I 1930’erne og 40’erne skød kollektivhusene frem i hele Danmark og resten af Europa. Efter Anden Verdenskrig blev en særlig gren af dem bygget, som var forbeholdt ældre mennesker. En forløber til nutidens seniorbofællesskaber:

“De blev ret succesrige, fordi de ældre kunne blive boende i eget hjem og passe på hinanden, samtidig med at de fik hjælp udefra til rengøring og madlavning,” siger Michael Asgaard Andersen.

Det helt store skift til det, som de fleste i dag forstår ved et bofællesskab, skete i slutningen af 1960’erne. Samfundsomvæltninger som ungdomsoprør og brud med traditionelle familiemønstre betød blandt andet, at folk fik lyst til at bo på nye måder. Man gik fra at betale sig fra praktiske opgaver til at beboerne i fællesskab løste og fordelte husarbejdet.

En afart af etkøkkenhuset, som stadig står i dag, er Clara Raphael Hus fra 1920 på Østerbro i København. I husets restaurant i stueetagen, blev der taget imod bestillinger fra beboerne, som alle var kvinder. Herefter blev maden anrettet og sendt op med madelevatoren.
En afart af etkøkkenhuset, som stadig står i dag, er Clara Raphael Hus fra 1920 på Østerbro i København. I husets restaurant i stueetagen, blev der taget imod bestillinger fra beboerne, som alle var kvinder. Herefter blev maden anrettet og sendt op med madelevatoren. Foto: Andelsselskabet Kvindernes Boligselskab

To tendenser slog særligt igennem: bofællesskabet og storkollektivet. Mens storkollektiver som Thylejren i Nordjylland og Maos Lyst i Hellerup nord for København var kendetegnet ved, at beboerne var fælles om det meste – toilet, køkken, børn og måske også partnere – havde beboerne i de nye bofællesskaber typisk egen bolig med bad, køkken og toilet, men delte fælleshuse, grønne områder og var sociale omkring forskellige aktiviteter - som man kender det i dag.

“Man kan kalde bofællesskabet for den flippede udgave af parcelhuset eller den mondæne udgave af storkollektivet. Folk følte sig for isolerede i parcelhuskvartererne. De ville gerne et større fællesskab,” siger Michael Asgaard Andersen.

Modstand gør stærk

Mange bofællesskaber havde i 1970'erne en hård opstart, og en del kastede da også håndklædet i ringen i forsøget på at etablere sig. Bankerne var modvillige mod at låne penge til ejendom med mange ejere, kommunerne havde svært ved at få dem til at passe ind i lokalplanerne, og naboerne frygtede, at en hippielejr i baghaven ville gå ud over deres boligværdi.

“Men dem, det lykkedes for at opføre bofællesskaber, fik et stærkt fællesskab. De blev tømret sammen af modstanden,” fortæller Michael Asgaard Andersen.

Beboerne i 1970’ernes bofællesskaber var typisk fuldtidsarbejdende unge, børnefamilier fra øvre middelklasse, som både havde mange kvadratmeter i egen bolig og generøse fællesarealer. Selvom mange ønskede et inkluderende og mangfoldigt fællesskab, var beboersammensætningen rimelig homogen.

Derudover blev det i mange fællesskaber en del af selvforståelsen, at man som følge af oliekrisen skulle være selvforsynende med energi og mad, hvilket kun lykkedes til dels. Og så var bofællesskaberne kendetegnet ved at være børnevenlige. Der skulle være bilfri, åbne arealer, hvor børnene kunne lege trygt.

Lige præcis børnevenlig arkitektur og indretning står ikke længere øverst på dagsordenen i mange bofællesskaber. I 1987 så det første seniorbofællesskab dagens lys, og siden da har udviklingen taget fart. Særligt omkring slutningen af 1990'erne og i begyndelsen af 2000'erne åbnede mange nye seniorbofællesskaber hvert år. Og de nye tal peger på, at der de sidste par år igen er kommet fart i byggeriet forbeholdt de ældre.

Men også de mere klassiske bofællesskaber uden aldersbegrænsning har været i vækst de seneste år. Og ligesom man tilbage i 1970’erne havde stærke visioner om at være selvforsynende, ligger der i nutidens mange afarter af bofællesskabet – for eksempel øko-samfund og generationsfællesskaber – et ønske om at bygge, bo og leve bæredygtigt.

“Værdierne i nutidens bofællesskaber handler i høj grad om bæredygtighed. Mange vil gerne have delebil, fælles energianlæg og spise mindre kød. Og så er de optagede af at give børnene sociale fællesskaber med andre børn og voksne,” fortæller Michael Asgaard Andersen.