Folk står i kø for at købe Uffe Ellemanns bøger og kunst

Kirkens Korshær åbnede onsdag dørene for 30 ventende kunder, der ville købe Ellemann-Jensens ejendele.

Uffe Ellemann-Jensens familie har valgt at donere en række af hans bøger og kunst til Kirkens Korshær. (Arkivfoto).
Uffe Ellemann-Jensens familie har valgt at donere en række af hans bøger og kunst til Kirkens Korshær. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

De ansatte i Kirkens Korshær i Hillerød har løbet hurtigt onsdag formiddag. Salget af tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens ejendele har nemlig mødt stor interesse.

- Det var helt fantastisk. Der stod omkring 30 mennesker i kø for at komme ind i butikken i morges (onsdag morgen, red.), fortæller Lene Helbrønd, der er butiksleder i Kirkens Korshær i Hillerød.

Efter Uffe Ellemann-Jensens død i juni i år donerede familien efter en oprydning på loftet en lang række af hans ting.

Onsdag formiddag klokken 10 åbnede butikken dørene for de ventende kunder.

Blandt tingene er flere bøger, billeder og kunstgenstande.

Lene Helbrønd fortæller, at personalet allerede har solgt omkring 40 procent af tingene.

- Den første time solgte vi slet ikke andet end Uffe Ellemann-Jensens ting. Vi har også solgt mange af hans bøger, siger hun.

Butikken har været nødt til at kalde flere ansatte på arbejde.

- Der har været mere travlt, end jeg havde regnet med. Køberne er helt normale mennesker, der synes, det er rigtig spændende, at tingene har stået i et kendt hjem, siger Lene Helbrønd.

Hun er glad for, at Kirkens Korshær har fået lov til at sælge tingene.

- Det er meget smukt, at Alice (Uffe Ellemanns hustru, red.) og Uffe Ellemann-Jensen har valgt at donere dem til Kirkens Korshær. Det kan vi kun være dybt taknemmelige for, siger Lene Helbrønd.

På grund af den store interesse forventer Lene Helbrønd også, at de fleste af tingene vil være solgt inden for den første uge. Ud over salget i butikken er der også en auktion i gang, som vil løbe en uge frem.

- Vi har sat tre ting på auktion, og der er allerede nogen, der har budt. Men den bliver først afgjort på onsdag, fortæller butikslederen.

På auktionen er en bronzeskulptur og to plakater tegnet af nuværende formand for Venstre og Uffe Ellemann-Jensens søn Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/