Prøv avisen
Interview

Folk udenfor Sønderjylland ved ikke meget om, hvad det vil sige at leve i et grænseområde

”Her er smukt og roligt, og jeg holder meget af at være her, men jeg er ikke klar til at bo her på fuldtid,” siger Anna Elisabeth Jessen om slægtsgården ved Hoptrup, som hun og hendes mand overtog i 1998. Parret har også en lejlighed i København. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

Anna Elisabeth Jessen er en ganske særlig debutant, 62 år og bosat langt fra de litterære cirkler. I sin roste roman, der udkom i torsdags, fortæller hun en sønderjysk slægtshistorie med rod i hendes egen familie. Inspirationen har hun hentet fra Günther Grass og Alice Munro

På Hoptrup Kirkegård står en stor, hvid sten, der rager op over alle de andre. ”Krigens ofre 1914-18” står der, og nedenunder ”Herren gav og Herren tog. Herrens navn været lovet”.

Både krig og herre er i bestemt form. Det sidste giver sig selv, og her i Sønderjylland gør det første det også. Første Verdenskrig er stadig den krig, der på egnen omtales som Den Store Krig, for i årene mellem 1914 og 1918 mistede mange unge sønderjyske mænd livet som kæmpende soldater på tysk side.

Sådan gik det også broderen til journalisten og forfatteren Anna Elisabeth Jessens bedstemor. Knud Eriksen hed han. Kun 26 år gammel mistede han livet i kamp på Vestfronten i Frankrig i 1916. Sammen med sin svoger, Anna Elisabeth Jessens bedstefar, som overlevede krigen, sendte Knud Eriksen fra skyttegravene mange breve hjem til familien i Hoptrup og fik lige så mange retur. Han nedskrev også små tekster om sine oplevelser i en lille notesbog.

Disse breve og notesbogen er nu blevet udgangspunkt for en slægthistorisk roman, der er noget ud over det sædvanlige. Dels er historien fortalt i 101 korte afsnit, et for hvert år mellem 1914 og 2014, og dels er den skrevet af en romandebutant på 62 år. Hun hedder, ja, Anna Elisabeth Jessen, og hende møder avisens udsendte blot et par kilometer fra Hoptrup Kirke på den gård, hvor Knud voksede op, og som hun og hendes mand overtog i 1998. Romanen, som jo er fiktion, men som er stærkt inspireret af rigtige personer og virkelige hændelser, er altså skrevet lige der, hvor det hele foregik.

Hovedpersonerne i romanen ”Om hundrede år – en sønderjysk familiekrønike”, der udkom tidligere på ugen og fik stor ros i en anmeldelse her i avisen, er fem søskende: Åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik, som alle fødes i årene efter 1910. De fire forbliver ugifte, og tre af dem driver sammen forældrenes gård videre.

Med romanfigurerne i frisk erindring føles det næsten hjemligt at besøge den debuterende romanforfatter. Gården, der oprindeligt blev bygget til en tysk landinspektør i 1867, er renoveret, men holdt i den oprindelige stil, og det er ikke svært at forestille sig romanens Marie rumstere i køkkenet med sin gulvskrubbe eller en spandfuld æbler, der skal koges til grød.

”Da gården skulle sælges, var det faktisk min mand, som foreslog, at vi skulle købe den. Jeg var nok lidt mere forbeholden, men kunne på den anden side også rigtigt godt lide stedet, som jeg jo kendte ud og ind, fordi mine ugifte farbrødre og faster boede her,” siger Anna Elisabeth Jessen, der selv er født på en gård i nabolandsbyen Marstrup.

Da parret overtog gården, var især førstesalen mørk og hengemt. I et af rummene fyldte et stort, tungt skab i mørkt træ store dele af væggen fra gulv til loft. Lisbeth, som forfatteren altid er blevet kaldt, mente, at det nederste af skabet var faste paneler, hvor der var malet ”snyde-låger” på, men det viste sig, at der faktisk var skuffer under skabet. Da de blev lirket op, åbenbarede de noget af en guldgrube. Her lå nemlig en masse breve og postkort, der alle viste sig at være krigskorrespondancen mellem de to svogre i Frankrig og familien i Hoptrup. Også den lille krøllede bog, som Knud Eriksen havde skrevet sine notater i, lå i stakken.

”Den slags fund er ikke usædvanlige her i Sønderjylland, hvor mange har slægtninge, der deltog i Første Verdenskrig. Alligevel var det helt specielt at finde sin egen slægts historie fra den tid,” siger Anna Elisabeth Jessen.

Hun gav sig til at læse brevene et for et, og senere gav hun sig til at skrive sin roman: om soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side og aldrig vender hjem fra fronten. I stedet overtager hans søster Helene sammen med sin mand Marius slægtsgården. Sammen får de fem børn, i hvis liv Den Store Krig kommer til at trække spor helt frem til 2014.

”I min familie har historien om min bedstemors bror altid fyldt rigtig meget. Og som det er beskrevet med Helene og Marius i bogen, tog også min bedstemor og bedstefar sammen med andre sønderjyder til den franske landsby Braine i 1924 for at indvie en kirkegård for faldne sønderjyder fra Første Verdenskrig. Familien betalte selv for opgravning, flytning og genbegravelse.”

”Romanen er inspireret af den store historie og den slægtshistorie, som er min. De virkelige hændelser i danmarks- og verdenshistorien er skrevet ind i de årstal, som de rigtigt hører til, men derudover har jeg skruet op og ned på de dramatiske knapper. Man kan sige, at metoden er modsat den, jeg bruger i mit journalistiske arbejde. Når jeg laver dokumentarudsendelser, så bruger jeg fiktionens virkemidler til at strukturere handlingen. Her i romanen har jeg en fiktionshistorie, hvor jeg bruger en række dokumentargreb,” fortæller Anna Elisabeth Jessen ved bordet i gårdens store landkøkken.

Den nybagte romanforfatter kalder sin metode en slags overflyvning over 100 års slægtshistorie. Formen med et kapitel til hvert år har hun hentet inspiration til hos blandt andre den tyske forfatter og nobelpristager Günter Grass, der i 1999 udgav bogen ”Mit århundrede” om det 20. århundrede. Stilistisk er Anna Elisabeth Jessen også inspireret af en anden nobelpristager, den canadiske forfatter Alice Munro.

”Jeg kan vældig godt lide den enkle og nøgterne måde, Alice Munro skriver på. Derfor har jeg i min roman lagt vægt på at skrive historier fra det lange stræk på 100 år på bekostning af en mere psykologisk fremstilling,” siger Anna Elisabeth Jessen.

Med krønikeformen vil hun gerne minde sønderjyderne og alle os andre om, hvad det er, vi kommer fra.

”Alt det, der er kommet før os, er vigtigt, for det former os som mennesker. Det har betydning, at vi ikke blot kender til vores egen generation, for vores kultur, vores psykologi og vores dannelse afhænger af dem, der kom før os,” siger hun.

Det gælder, ifølge forfatteren, ikke mindst for sønderjyderne, der har en noget anden historisk bagage end resten af danskerne. Hun vil gerne gøre sit til, at den bagage bliver mere almenkendt.

”Det er selvfølgelig ingen tilfældighed, at min bog udkommer op til 100-årsjubilæet for genforeningen i 2020. Det er nemlig min fornemmelse, at folk uden for Sønderjylland ikke ved ret meget om, hvad det vil sige at leve i et grænseområde. Med romanen vil jeg gerne sætte fokus på, at det dansk-tyske forhold stadig er noget, der ventileres og diskuteres her. Jeg tror, at mange sønderjyder godt kan føle sig misforståede og stemplede som værende nationalistiske. Men vi er ikke udkant. Tværtimod er vi tættere på Europa end resten af Danmark. I København kan man godt gå rundt og føle sig som verdens centrum, men hernede er vi meget tættere på kulturer, der brydes,” siger Anna Elisabeth Jessen, der sammen med sin mand deler sin tilværelse mellem gården i Hoptrup og en lejlighed på ydre Østerbro.

Et tysk mindretal lever i de sønderjyske landsbyer og større byer som Haderslev, Aabenraa og Tønder side om side med det danske flertal. Og som for hundrede år siden ved sønderjyderne stadig, hvem der tilhører hvilken gruppe. Et kendetegn er blandt andet flagstangen, som også har fået en plads i et af kapitlerne i Anna Elisabeth Jessens roman. Her overtager en københavner en af gårdene på egnen, og da han holder sin 30-årsfødselsdag, kommer Dannebrog til top i en nyindkøbt flagstang. Det tænker københavneren ikke særligt over, men for naboerne bliver den gestus betragtet som en slags generobret land. Før boede der nemlig en tysker på gården, og han havde ingen flagstang.

”Da jeg var barn, var det et sikkert tegn på, at en gård eller et hus var tyskejet, når der ikke var nogen flagstang. Og sådan er det nok stadigvæk,” siger hun og tilføjer om sit eget nuværende forhold til den sønderjyske egn:

”Min identitet som sønderjyde handler ikke så meget om de små samfund her eller for den sags skyld det sønderjyske kaffebord. Det sidste har jeg faktisk aldrig oplevet. Den handler mere om noget europæisk og om at være en del af den store historie, som er gennemsyret af krige.”

Anna Elisabeth Jessen har nydt processen med at skrive ”Om hundrede år”, og som hun siger, har hun egentlig altid tænkt, at hun skulle være forfatter, men så kom journalistikken i vejen. Nu tør hun godt love, at der kommer mere fiktion fra hendes hånd.

”Jeg er ved at nå et mæthedspunkt med dokumentargenren og har på fornemmelsen, at jeg er i gang med at blive bidt af fiktionen,” som hun siger.8

Det, som Anna Elisabeth Jessen troede var faste paneler under et stort gammelt skab, viste sig at være skuffer. I den ene lå en stor stak breve og postkort sendt til og fra skyttegravene under Første Verdenskrig. Brevene er nu blevet udgangspunkt for en stor del af hendes debutroman ”Om hundrede år”. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix