Prøv avisen
Interview

Krimidronning: Folkekirken giver mine krimier klangbund

Pernille Boelskovs hovedperson, sognepræsten Agnethe Bohn, arbejder her ved Sct. Nicolai Kirke i Rønne. Selv har Pernille Boelskov tænkt over døden, siden hun som 21-årig mistede sin mor. – Foto: Berit Hvassum/Polfoto

De fleste krimier beskæftiger sig mere med mordgåder end selve dødens mysterium. Sådan er det ikke i Pernille Boelskovs bornholmske krimier, der har en præst i hovedrollen

Bornholm har fået en krimidronning. Pernille Boelskov hedder hun. Hendes første krimi ”Granitgraven” blev en bornholmsk bestseller, der solgte 5000 eksemplarer, ligesom den allerede er udkommet i Tyskland. Og nu har hendes nye krimi ”Bornholmerdybet” allerede ryddet butiksruderne hos de lokale boghandlere på klippeøen. Men de to krimier adskiller sig ikke kun fra normale krimier ved at udspille sig på Bornholm, men også ved at udspille sig i folkekirken.

For selvom Pernille Boelskov er uddannet journalist, er det hverken en journalist eller politimand, der indtager hovedrollen i hendes to krimier, men en præst. Pernille Boelskovs krimier handler nemlig ikke kun om, at nogen dør en gådefuld død, de handler også om selve døden. Og den kan præster bedre italesætte end journalister og politimænd, forklarer hun:

”Der sker noget, når man skriver en præst ind i en krimi. For præster arbejder professionelt med døden på en anden måde end journalister og politifolk. De har selvfølgelig en praktisk funktion, når nogen dør, hvor den døde skal begraves, men de går også ind i sorgens rum. Og det, syntes jeg, var spændende. For før jeg skrev min første krimi, slog det mig, at næsten alle krimier er fulde af død, men sjældent handler om døden,” siger Pernille Boelskov og tilføjer:

”De fleste krimier nøjes med at opklare mord, men forholder sig ikke til selve dødens gåde. De svarer kun sjældent på, hvad det betyder for de efterladte, at en person bliver fjernet fra verden.”

”Det, tror jeg, handler om, at mange har befolket krimier med journalister og politifolk, men det var jeg træt af, så jeg fik lyst til at skrive en anden slags krimi, der tog døden alvorligt, med en præst i hovedrollen,” siger hun og lyser op i et smil, da vi nærmer os Sct. Nicolai Kirke i Rønne.

Det er her, hendes hovedperson, sognepræsten Agnethe Bohn, arbejder i den smukke, hvide bindingsværkskirke med det karakteristiske spidse kirketårn, der stikker op mod himlen mellem de gamle bornholmske byhuse som et vartegn for Rønne.

Man kan allerede se kirken fra bornholmerfærgerne, når de på havet nærmer sig Rønne Havn. Og i den nye roman ”Bornholmerdybet” udspiller det første drama sig også på hurtigfærgen Villum Clausen, hvor en havbiolog bliver fundet dræbt ved trappen til vogndækket. Det ligner ved første øjekast en ulykke, men man afslører ikke for meget ved at røbe, at det er det – måske – ikke.

For havbiologen, der også har en forbindelse til præsten Agnethe Bohn, arbejdede kort før sin død på et kontroversielt tunnelprojekt. Det er især sjovt for bornholmerne, fordi et tunnelprojekt mellem Sverige og den danske klippeø faktisk har været diskuteret i virkeligheden. Og sådan tager Pernille Boelskobs krimier også fat i klippeøens rigtige konflikter.

Video: Krimiforfatter Pernille Boelskov om at afhjælpe præstemangel i krimier 

Den første krimi ”Granitgraven” river således op i såret efter russernes besættelse af Bornholm under Anden Verdenskrig. Den handler om en russisk mand, der bliver fundet død i granitbruddet i Vang, efter at han først har henvendt sig til Agnethe Bohn for at finde sin bornholmske familie.

For hans russiske bedstemor var blevet gravid med en bornholmer under russernes besættelse af Bornholm, ligesom historien i ”Granitgraven” også trækker tråde til Anden Verdenskrig.

Men begge krimier handler som sagt også om døden og om tro. Og gennem sognepræsten Agnethe Bohn, der begynder som vikar i den første roman, bruger Pernille Boelskov også Folkekirken som en dramatisk kampscene:

”Folkekirken er superinteressant for mig som forfatter. For det første samler den alle de store spørgsmål i livet, og jeg synes, at det er fantastisk, at vi har folkekirken som et samlingssted i Danmark. Folkekirken repræsenterer også nogle værdier som næstekærlighed, fordybelse og livsperspektiv, som jeg mener, at vi ellers mangler i dag, men på den anden side er Folkekirken fuld af konflikter. Det er et sted at søge fred, men også en kampplads.”

”Folkekirken er jo netop så rummelig, fordi den huser så mange indædte stridigheder. Jeg kan ikke forestille mig en anden statslig institution, hvor folk er mere uenige om de helt grundlæggende ting. Og det er simpelthen godt romanstof, der også giver mine krimier en anden eksistentiel klangbund.”

Det spændingsfelt arbejder sognepræsten Agnethe Bohn også i. Hun er selv en ung præst, der har svært ved at finde troen og sin egen rolle som præst, mens hun har kolleger, der ikke engang kan lide kvindelige præster. Men Agnethe Bohn vil selv gerne være en præst, der hjælper andre.

”I begyndelsen opfører hun sig som en ’morpræst’, der ser det som sin opgave at vise omsorg for alle andre. Jeg er selv fuld af beundring for de præster, der rækker ud mod folk i smerte. For jeg ville selv have svært ved at sidde til alle de begravelsessamtaler uden at tage det hele med hjem. Og Agnethe Bohn finder også ud af, at hun ikke kan redde alle. Men hun er alligevel så nysgerrig, at hun kommer til at blande sig i ting, som gør livet sværere for hende selv. Det er jo også derfor, at hun er min hovedperson.”

Samtidig bruger Pernille Boelskov sin krimipræst til at reflektere over døden. For Agnethe Bohn begraver ikke kun bornholmere, men kommer også til øen med en privat sorg over at have mistet sin far.

”Jeg har tænkt dagligt over døden, siden jeg mistede min mor, da jeg var 21 år. For det er en begivenhed, der har farvet alle andre områder af mit liv. Min mor efterlod et hul, som aldrig er blevet fyldt ud. Sådan har Agnethe Bohn det også med sin far. Hun mangler ham stadig, selvom hun tror på, at han er et bedre sted. Og alle svære ting i mit liv bliver spejlet i den begivenhed, at min mor er død,” siger hun og tøver et øjeblik, inden hun tilføjer:

”Vi var i et trafikuheld for halvandet år siden. Det var meget voldsomt. Bilen var totalsmadret. Ingen kom noget til, men vi kunne lige så godt være døde alle fire i bilen. Måske var der en, der holdt hånden over os. Men jeg kan huske følelsen af hjælpeløshed ved at stå og kigge ud over motorvejen, hvor alle vores ting lå spredt over det hele. Og da kom følelsen af hjælpeløshed fra min mors død tilbage til mig. Følelsen af, at livet er skrøbeligt og uforståeligt, men samtidig værd at kæmpe for.”

”Den slags spørgsmål synes jeg ikke, at krimier ellers berører, men kristendommen er et godt sted at stille ens svære spørgsmål. Uden at jeg selv synes, at jeg har fundet et lysende svar. For selv Paulus omtaler jo både livet og døden som en gåde.”