I 1971, da denne anmelder påbegyndte teologistudiet på Aarhus Universitet, var alle nye teologistuderende inviteret til et ruskursus på Unge Hjems Højskole, der nu hedder Aarhus Efterskole, i et par dage. Her var der en lidt ældre studerende, som var instruktor. Han talte højt og meget, var en energisk og ilter sjæl, som udstrålede engagement, temperament og kampgejst.
Den unge stud.theol. hed Hans Iversen – senere Hans Raun Iversen. Da dagene var forbi, delte han et festskrift ud – gratis – til alle interesserede. Det var overskuddet af festskriftet til professor Regin Prenter, og vi fik besked på at læse, for det kunne fortælle os noget om teologien.
Nu foreligger der et festskrift til Hans Raun Iversen, som også kan fortælle os noget både om teologien og om teologen Hans Raun Iversen. 27 forskellige bidragydere behandler i tre kapitler i ”Den praktiske teologi i Danmark 1973-2018” tværfaglig kirkeforskning samt empiri og kirkesyn.
Men vi får også tegnet et billede af Raun Iversen. Tidligere rektor Mogens Lindhardt fortæller om, hvordan Iversen kom til København i 1982 med en arbejdsdisciplin, en læselyst og en skrivelyst, som de færreste kunne måle sig med. Han var fagkritiker, tredjeverdens-kender og en mand med sans for, at folkelige udtryk for kristendom og religion skulle sikres plads, både i folkekirken og i teologien.
Tidligere rektor Eberhard Harbsmeier skriver om de pædagogiske principper bag præsteuddannelsen. For hvad skal en præst vide eller kunne? Hvad er det primære: viden eller kunnen? Harbsmeier kritiserer teologien for at være blevet kirkefremmed. Man har ladet sig så meget blænde af spørgsmålet om teologiens videnskabelighed, at man glemmer sagen over det.
Hvor Prenter skrev sin dogmatik med henblik på forkyndelsen, så er det nu helt anderledes, hvor mange der på universitetet holder af idéen om en ”ikke-konfessionel” teologi. Harbsmeier skriver: ”Det kan være en forsknings- og universitetspolitisk nødvendighed at arbejde med den idé. Teologisk set finder jeg fatalt at arbejde med idéen om en ’ikkekonfessionel’ teologi. For mig ville det være en eunukisering af teologien. Den bliver reduceret til religionsvidenskab.”
Professor Niels Henrik Gregersen gennemgår Hans Raun Iversens program for den praktiske teologi og hylder ham blandt andet for, at han har sat kirkesociologien på dagsordenen. At Hans Raun Iversen har andet end kirkesociologi på hjerte, beskriver professor Margit Warburg med et Iversen-citat. ”I sidste instans har præsten kun én at vende sig mod – Gud og Hans kald. Hvis præster ikke føler, at de har et opdrag fra Gud til at gøre, hvad de gør i deres odd-size arbejde, er det svært at sige, hvem de er kaldede af?”.
Udviklingschef her på avisen Morten Thomsen Højs-gaard citerer Hans Raun Iversen for følgende udsagn: ”De andre har efter min mening lige så stor ret til at tro på deres måder, og det kan være, at de har fattet sandheden bedre end jeg.”
Og professor mso Peter Lodberg bringer citatet: ”Som kristne i samfundet og som kristne i mission skylder vi at anerkende andre, som de er, ved at give dem samme plads og værdi, som vi ønsker for os selv som mennesker og samfundsborgere.”
Én af de mere pudsige og interessante artikler er postdoc Karen Marie Sø Leth-Nissen, som har lavet en social netværksanalyse omkring Hans Raun Iversen. Ved en gennemgang af hans forskning, herunder hans omfattende publikationer, tegnes et billede af en forsker, som har haft berøringsflade i mange faggrene i Danmark og i udlandet.
Den viser også, at han har opbygget langvarige netværk omkring forskningsprojekterne: ”Hans forskning er resultatet af mange samarbejder, af fælles forskning i projekter, af engagement i organisationer og felter, med skiftende fokus, men altid med den danske folkekirke som hjertesagen.”
Man kan kun håbe, at der vil være et overskud tilbage af denne sprudlende udgivelse, så der vil være mulighed for at uddele et eksemplar til nye teologistuderende. Det har de – og Hans Raun Iversen – fortjent.