Folkeklubben: Det er løgn, at storbyfolk er mere kulturelle

Gruppen Folkeklubben, fotograferet pŒ deres ¿vested "Vinslottet" i

Der kommer en modreaktion på den digitale lemmingealder, en tid, hvor det igen bliver mere populært at tegne et avisabonnement end at få en tatovering, lyder det fra Folkeklubben. Fra venstre ses Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall. Foto: Leif Tuxen

I starten troede vi jo også, at vi skulle vælte landet fra København. Én udsolgt koncert, og så er din lykke gjort. Men vi blev klogere: Det gik op for os, at vi måtte ud og spille folk ind
Kjartan Arngrim

Som hjernedøde lemminger valfarter vi til storbyen. Og i stedet for at læse avisen ser vi tv-serier og glor på vores smartphones. Men hvad gør vi, når verden brænder? Folkeklubben vil have os til at løfte blikket. Deres nyeste oplysningsprojekt begynder med Klaus Rifbjerg

For et par år siden stod Kjartan Arngrim i baren på et spillested. Han havde lige afsluttet en koncert med sit band, Folkeklubben, og fik sig nu en velfortjent fadøl. Ved siden af stod en musiker fra et alternativt københavnsk rockband, der havde varmet op til koncerten.

”I er bare så folkelige,” sagde kollegaen med misundelse i stemmen.

Kjartan Arngrim spurgte, hvor mange koncerter manden havde spillet med sit band i løbet af det seneste år.

”Fem,” svarede han.

”Hvorhenne?”.

”I København,” lød det.

”Jeg havde det sådan: Din elendige, arbejdssky hænge-røv ! Vi er da kun folkelige, fordi vi spiller der, hvor folket er,” siger Kjartan Arngrim.

Den aarhusianske sanger og guitarist har noget at have sin opsang i: Folkeklubben er Danmarks for tiden mest turnerende band, der, siden de blev dannet i 2011, har spillet henved 600 koncerter i det danske land. Og er der én ting, der kan få raseriet til at stige i Kjartan Arngrim, så er det arrogante københavnersnuder, der ikke tror, der findes en verden uden for hovedstaden.

”I starten troede vi jo også, at vi skulle vælte landet fra København. Én udsolgt koncert, og så er din lykke gjort. Men vi blev klogere: Det gik op for os, at vi måtte ud og spille folk ind,” siger han.

Og det har de så gjort, Folkeklubben, der ud over Kjartan Arngrim tæller guitaristen Rasmus Dall og trommeslageren Rasmus Jusjong. De tre er kendt for deres usnobbethed og vilje til at spille i de fjerneste afkroge af landet, i musikforeninger og forsamlingshuse.

De har sågar spillet sig ud over grænserne, for de 50.000 mindretalsdanskere, der bor i Sydslesvig, i Ladelund og Husum samt flere gange i Norge. Undervejs er det blevet til tre plader, alle på dansk, hvoraf den tredje, ”Slå flint!”, udkommer i dag.

”I vores relativt unge alder har vi set mere af vores land, end noget menneske på 90 vil kunne nå i sin levetid. Det er enormt privilegeret. I de store medier hedder det ’Den Rådne Banan’ og ’Udkantsdanmark’ og beskrives som et skimmelsvamp- og incestramt fjendeland, ét stort forfald. Men vi oplever det modsatte. At sammenholdet, nærværet og rummet for fordybelse blomstrer,” siger Kjartan Arngrim.

”Og galskaben!,” tilføjer Rasmus Dall.

”Præcis,” nikker forsangeren og fortsætter:

”Vi har lige spillet i Bagenkop på Sydlangeland. Dagen før i Kolding, dagen efter på Samsø. Nu skal jeg så til Paris i weekenden, men jeg tror egentlig, jeg har fået væsentligt større og mere eksotiske oplevelser i den weekend, der lige er gået. Paris er jo en storby som København, Berlin, New York. Det er den samme kaffe og de samme plader og de samme T-shirts over det hele.”

Fordi de holder så meget af ”Guldkanten”, som de kalder det, er det skæbnens ironi, at interviewet må foregå på en terrasse i Valby, hvor der hvert 10. minut suser et rødt S-tog forbi. Men det er nu altså stadig her i København, Folkeklubben har fast adresse, koner og børn. I realiteten er de dog konstant på farten. Under terrassen ligger deres øvelokale, men det er lidt en vittighed, for det er i turbussen, at sangene skrives, guitarerne stemmes og regnskaberne gøres op. De øver faktisk kun, når de laver lydprøver, før de skal spille koncert.

Selvom de tre er født på Sydlangeland, i Aarhus og Vanløse, så har de nu, hvor de er i 30’erne, boet i København i 10-15 år.

”Vi har jo gjort ligesom alle de andre og er endt i København. Men vi har heldigvis fået muligheden for at se det hele igen, på ny, og det har virkelig gjort os klogere,” siger Rasmus Dall, der selv kom hertil for at læse dansk på universitetet.

Kjartan Arngrim supplerer.

”Man er jo sådan en hjernedød lemming, at man bare er strømmet til København. Fordi det er nok der, man bliver et geni, men et geni er jo én, der går den modsatte vej. Vi foretager alle den samme rejse, fuldstændig blindt.”

Foto: Leif Tuxen

Folkeklubben rejste sig gennem opdagelsen af Danmark, som de beskriver som et ”magisk” land fuld af muligheder. De har for eksempel spillet for flere end 300 mennesker i multihallen i Åle i Østjylland. Skal man tage Åles befolkningstal på godt og vel 500 mennesker i betragtning, må det siges at være et pænt fremmøde.

”Så siger folk: Det er jo fordi, der ikke sker noget i udkanten, såskal man møde op, når der endelig er nogen, der spiller. Men for det første er det løgn, at der ikke sker noget. Men det er også løgn, at folk, der bor i København, skulle være mere kulturelle end dem, der bor ude på landet. Som om man i København render til Stockhausen-kor og digtoplæsning hver aften. Her går man til koncert i Parken, og resten af aftenerne sidder man hjemme og ser Netflix. Derude på den anden side af Storkøbenhavn kæmper man jo for, at samfundet skal overleve. Du er nødt til at lave noget, der er godt, ellers så skrider folk,” siger Kjartan Arngrim.

Kærligheden til landet var den bærende kæphest på albummet ”Danmarksfilm” fra 2014. Før det var der social indignation og opsange til den danske ”fedterøv” på ”Nye tider” fra 2013. Dagens udgivelse ”Slå Flint!” er et imperativ om at løfte blikket, tage initiativ og få nye idéer, forklarer Kjartan Arngrim.

”Når man kommer til en lille by som Åle og ved, at man spiller i en hal, publikum selv har bygget, så gælder det om at lave bål på scenen og dansegulvet. Men også om at tænde en gnist, så publikum, når de ligger og er helt øre hjemme på deres puder efter koncerten, har noget at tænke over,” siger han.

At ”slå flint” er en metafor for oplysning, som er venligst udlånt af én, Kjartan Arngrim grinende kalder for ”en fin oplysningsmand”, Klaus Rifbjerg (som brugte udtrykket i sin digtsamling ”Knastørre digte” fra 2005). Dansk litteratur, ikke bare Rifbjerg, spiller en stor rolle på det nye album. Fra Blicher og op har bandet pløjet sig gennem litteraturhistorien og lånt en linje hist og pist.

”Det er et krav om dannelse. Der bliver snakket så meget om, at mørke kræfter truer den vestlige verden, men vi har en opsang og et imperativ til os her i Danmark, hvor vi har alle muligheder for at sætte os ind i tingene. Nu, hvor Europa er i flammer, hvad skal man så gøre? Skal man græde, skal man bede eller gå til det helt radikale: at skifte sit profilbillede på Facebook?”

Resten af bandet griner ad Arngrims tirader.

”Det er jo det, folk gør nu. Så er man engageret! Det er altså bare ikke godt nok. Hvis det velfærdssamfund, vi er så glade for, skal overleve, så skal man sætte sig ind i tingene og ytre sig. Ordentligt.”

”Slå Flint! Der er intet nyt fra nord,” lyder det indledningsvist på den nye plade. Men det skal der ændres på, og Folkeklubben griber gerne i egen barm. Når et band normalt kommer til et spillested, plejer spillestedet i forvejen at have modtaget en liste over, hvad der skal være til stede i omklædningsrummet. Der går vilde historier om, hvad verdensstjernerne vil have, for de fleste danske bands rækker en kasse øl og et par poser chips dog. De første to-tre år gik der da også meget tid med at drikke til, indrømmer Kjartan Arngrim.

”Men nu beder vi om, at der skal være aviser. En rød og en blå én. Nogle gange, når vi sidder i vores turbus, så går det op for os, at vi har siddet i to timer med vores iPhones. Det kommer der ingen gode sange af. Hvis Beatles havde haft iPhones, så havde vi aldrig fået ’Rubber Soul’. Bob Dylan havde aldrig skrevet ’Blonde on Blonde’.”

Men hvorfor både en ”rød” og en ”blå” avis?

”Det er for nemt bare at blive bekræftet i sine egne synspunkter,” siger Rasmus Jusjong, og Kjartan Arngrim er enig.

”Det er for at forstå tingene og ikke blive tryllebundet af en eller anden fløj. Det ligger også lidt i oplysningstingen. Filosoffen Nietzsche har sagt, at man skal turde tvivle på de værdier, man sætter for sig selv. At stå 1. maj og fyre de samme paroler af, som man har gjort i 50 år, det er for nemt. Så skal man slå flint.”

Folkeklubben er hverken et venstre- eller højreorienteret band, men de vil gerne være et orienteret band. I virkeligheden er opsangene på Folkeklubbens tre albums måske skåret over den samme læst, og de kalder da også deres plader for en trilogi, forløst på vandrehjem, hoteller og kroer rundt om i landet.

Det giver frisk luft i sindet at se noget andet end storbyen.

Man kan tænde bål med litteratur og tage snakken nye steder hen, hvis man læser aviserne. Og derigennem bliver man et ordentligt menneske. Løft blikket, slå flint!

Der kommer en modreaktion på den digitale lemmingealder, en tid, hvor det igen bliver mere populært at tegne et avisabonnement end at få en tatovering, er Kjartan Arngrim overbevist om. Fraflytningen fra den såkaldte udkant er også vendt, siger de seneste statistikker. Snart flytter det første medlem af Folkeklubben, Rasmus Jusjong, sandynligvis ud af storbyen, hvor han ellers er født og opvokset. Den kulturelle mangfoldighed vil også vokse i de små byer, mener Rasmus Dall, der selv er fra Sydlangeland.

”Jeg har lige fået en bog om pigtrådsrock i Danmark. Der har jo været pigtrådsklubber overalt, og det var aldrig sådan, at de bare spillede for ti mand. I Jersie Forsamlingshus ved Køge hænger de alle sammen på væggen: Gasolin og C.V. Jørgensen. Jeg tror, det slumrer derude, det handler bare om at vække det.”

Måske er den store oplysning lige om hjørnet, måske smider både københavnerne og alle de andre danskere skyklapperne snart. Der mangler bare en gnist. Som i de sidste linjer af ”Væk mig” fra det nye album, som Kjartan Arngrim skrev dagen efter terrorangrebet mod København efter længere tids skriveblokade:

”Fat mod, vis, hvad du kan, tænd flammen igen. Væk mig, når du når ud, væk mig, når du når hjem.”