Prøv avisen
Interview

Fond: Auschwitz må ikke blive en myte

Generaldirektør for Auschwitz-Birkenau-fondet Anna Miszewksa er i Danmark for at fundraise og fortælle om, hvorfor det er vigtigt at sikre de fysiske beviser på 
holocaust. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Et helt centralt bevis på nazisternes folkemord er ved at smuldre væk. Men takket være Auschwitz-Birkenau-fondet er de første beviser nu ved at blive sikret for eftertiden

”Der er kun én ting, der er værre end selve Auschwitz … Det er, at verden glemmer, der fandtes et sådan sted.”

Sådan sagde Henry Appel, der selv var fange i og overlevede den berygtede udryddelseslejr i Polen, hvor nazisterne myrdede op mod 1,1 million mennesker i løbet af Anden Verdenskrig.

Indtil for nylig var denne frygt ikke ubegrundet, da der ikke fandtes en samlet plan for bevaring af Auschwitz-Birkenaus barakker, gaskamre, krematorier og andre bygninger, der i dag udgør et statsligt museum med årligt omkring en million besøgende. Mere end 70 år og de mange mennesker slider på det skrøbelige, synlige bevis på en af historiens største forbrydelser.

Men nu er det fysiske vidnesbyrd kommet i hænderne på en privat fond, der indsamler midler til bevaringen af det omfattende areal i et sumpet område i Polen.

I begyndelsen af året indledtes konserveringsarbejdet med to murstensbarakker i den ældste del af lejren, der blev bygget i oktober 1941 og året efter husede de første fanger.

Og de kommende år vil eksperter foretage yderligere bevaringsarbejde i denne del af lejren.

I spidsen for bevaringsarbejdet står Auschwitz-Birkenau-fondet, hvis bestyrelsesformand, Anna Miszew-ska, er på besøg i Danmark i denne uge, blandt andet for indsamle penge til projektet. I dag sørger 36 lande og private sponsorer for, at bevaringsarbejdet kan gennemføres i disse år. Blandt landene er USA, Rusland, Østrig, Tyskland, Israel og Sverige. Danmark er ikke på listen.

”Holocaust og Auschwitz er følsomme emner, og der er følelser og meget andet indblandet. Vi gør ikke noget nummer ud af, at nogle lande bør donere til projektet. Private vil helst støtte projekter, der er tæt på dem selv, andre mener, at jøder ikke bør donere, andre at de netop bør. Nogle lande har udfordringer med at støtte projekter i andre lande, andre har særlige ønsker ud fra historiske eller politiske grunde. Men ingen er ligeglade, og vi ser gerne, at flere støtter fondet,” siger hun og fortsætter:

”Auschwitz er fælles kulturarv og ikke bare et polsk problem, fordi det er landets største gravplads, eller et jødisk problem, fordi det er den største jødiske gravplads, eller tyskernes problem, fordi det var deres skyld,” siger hun.

Målet er ifølge generaldirektøren at nå 120 millioner euro, svarende til omkring en milliard kroner. Der er stadig lang vej, fortæller hun, og arbejdet er vigtigere end nogensinde før.

Interessen for Anden Verdenskrig og Auschwitz er stadig stor, hvilket blev bevist tidligere på ugen, da den ungarske film ”Sauls søn” om en jødisk fange i Sonderkommandoen i lejren vandt en Oscar-pris for bedste udenlandske film.

Anna Miszewska håber, at filmen og fiktionen generelt kan bidrage til mere opmærksomhed omkring fondets arbejde.

”Kunst er en måde at kommunikere på. Kunstnere kan fastholde emnet og finde en mening i det. Det er godt. Men jeg holder de to verdener adskilt. For et fiktivt narrativ har mange andre hensigter også. De fysiske beviser er stadig det vigtigste,” siger hun.

I Auschwitz er der 150 bygninger, 300 ruiner, 100.000 sko og 4700 kufferter. Alt sammen håndgribelige beviser på holocaust, påpeger Anna Miszewska. Hun fortæller videre, at mange ofre skrev deres navne på deres kufferter, som blev det eneste bevis på, at de endte deres dage i lejren, da nazisterne formåede at brænde de fleste dokumenter med navne over ofrene.

I Birkenau, hvor udryddelserne fandt sted, er der over 40 bygninger, der er i en ”bekymrende tilstand”. Materialet er hentet fra omkringliggende landsbyer sat sammen til barakker af fanger. Området ligger mellem to floder og er en stor sump, der fryser og tør hvert år.

”Vores mål er at bevare det hele så autentisk som muligt med de originale bygninger. Problemet i lang tid var, at ingen havde kendskab til den slags bevaringsarbejde. Materialet har jo ingen værdi i sig selv, det er bare barakker, som tilfældigvis var det sidste hjem for ofrene,” siger Anna Miszewska.

Fondet har eksisteret siden 2010 og har efterhånden samlet et større hold konservatorer, der nu er parat til at gå i gang med det vigtige arbejde med at sikre lejrens og dermed historiens overlevelse.

”Jeg oplever unge mennesker, der kommer ind i lejren og laver fis og ballade. To timer senere går de derfra i total stilhed. Der er sket noget. Du og jeg er den sidste generation, der måske har en direkte relation til holocaustoverlevende. De næste vil høre om holocaust gennem undervisere, bøger og de nedskrevne vidnesbyrd. Og så er der lejren, som er den eneste tidligere udryddelseslejr på Unescos verdensarvsliste, fordi den repræsenterer hele det nazistiske projekt. Her kan man komme, efter at man har læst vidnesbyrd, og de kan sammen give et billede af, hvad der skete,” siger Anna Miszewska og konkluderer, at man har behov for et sted at hægte de frygtelige historier om holocaust op på:

”Ellers risikerer man, at historierne en dag bliver til en myte.”