For tiden er det småt med de kunstneriske udflugtsmål. De store museer, som vi plejer at kunne bruge som pejlemærker for søndagsturen, holder lukket. Men faktisk er der stadig mulighed for at se på kunst uden at overtræde forbud, og samtidig kan man komme på opdagelse nye steder.
I Nordsjælland kan man lægge vejen forbi Teksas. Man ringer eller mailer bare til Karin Lind og Peter Holm og får en aftale, sådan at man ikke kommer i flok – og så er det af sted til Græsted, hvor Teksas, som er et projektrum drevet af kunstnerparret, ligger. Parret bor og arbejder i en gammel fabrik på en mark. Normalt har de også en lille café og et bibliotek, man kan besøge, ligesom de også har en lejlighed til udenlandske kunstnere på arbejdsophold, men for tiden er det kun deres udstillingsrum, der er åbent.
Da coronakrisen kom, og parrets andre planer blev skrinlagt, var de hurtige til at handle og i stedet kuratere en udstilling. Det er fordelen ved de små kunstnerdrevne steder; de kan agere lynhurtigt. I løbet af 10 dage havde de skabt en udstilling med den sigende titel ”Forsømt forår”. 12 kunstnere er repræsenteret med i alt 20 værker. De 11 af dem viser værker inde i projektrummet, mens australske Billy Gruner holder til ude på marken, hvor den besøgende opfordres til at male med på et stort, grønt fællesværk ”Collective Monochrome#32”. Man maler hver for sig, men med den samme farve. Måske kommer der en fælles melodi ud af det, måske en masse individuelle udsagn. Værket er opført i mange andre lande og sammenhænge før.
Inde i udstillingsrummet drejer en halvstor klovnefigur rundt om sin egen akse. Den er støbt af billedhugger Søren Jensen og er en del af hans projekt om det profane teater. I disse coronadage virker den ekstra uhyggelig i sin stille motoriserede drejen.
I 2005 lavede Pernille Kapper Williams et værk bestående af to tryk. På det ene er der skrevet ”Together About Being”, og ordet being er trykt helt ud til højre kant, så det virker, som om det næsten kunne være røget med, da arket blev skåret. På det andet indrammede tryk, der hænger ganske tæt ved siden af, står der ”Apart” – altså ”Together About Being Apart” (sammen om at være hver for sig).
Værket er et ganske godt eksempel på, hvor meget konteksten betyder. For et par måneder siden ville værket have været et mindre konkret, mere eksistentielt udsagn omkring ensomhed og isolation, men i dag rammer værket lige ned i dagens mantra om at være sammen hver for sig.
Det samme gælder Lise Harlevs udsagn, som er trykt på aluminiumsskilte, og som kredser omkring hjemmet og ligger og svinger et sted mellem det hyperbanale og det dybe, som den form for udsagn ofte gør, som for eksempel ”Your Mood Changes When You Leave The House” (dit humør ændrer sig, når du forlader hjemmet).
Alting er anderledes nu, og det har udstillingen fanget så fint ind med værker, der taler helt forskellige visuelle sprog, men som ikke desto mindre kommunikerer smukt sammen. Der er sådan en fin tone i rummet, som både skyldes farvespillet værkerne imellem og den elegance og præcision, der arbejdes med, for eksempel i værker af Lise Nørholm og Torben Ebbesen. Peter Holm og Karin Lind har hver et værk med samt et fællesværk, som er en opdateret version af en bænk i to dele. Hver del flosser for enden, men skubbes de sammen, bliver de til et hele. Lige nu holder de afstand.