Seje Loretta er tilbage - ★★★★★☆
Ikonisk Honky Tonk-dame blev hun for længe siden. Nu troner den amerikanske countrysangerinde Loretta Lynn på coveret af sit 50. album, der er en flot hyldest til countrymusikkens kvinder. Kun titelnummeret er nyt, resten er sange indspillet tidligere i karrieren – nogle for fem årtier siden! Men kulminearbejderens datter, der om en uge fylder 89 år, synger med frisk energi om de ting, hun så og gjorde engang. Fordi nogle facts, og gospelsange, tåler – og næres af – gentagelser. Eksempelvis Hank Williams’ ”I Saw the Light”.
Yngre kolleger som Margo Price og Tanya Tuckers synger med hende, respektfuldt, men også lystfyldt. For nok er Loretta Lynn fra Tennessee sej, men ej selvhøjtidelig. Hende kommer man hurtigt på fornavn med. For banjoen spiller, og humøret er højt som cowgirlstøvler.
Sensitiv synthpop - ★★★★★☆
”To me, selflessness has a lot to do with singing/ To sing is a selfless act, or at least, potentially a selfless act/ Singing could, should be about compassion.”
Sådan lyder det i det 12 minutter lange titelnummer på norske Lost Girls’ debutalbum ”Menneskekollektivet”. Duoen består af vokalisten Jenny Hval og multiinstrumentalisten Håvard Volden, og uegennyttighed og humanisme er centrale emner, selvom teksterne på andre af de elektroniske meditationer med sensitive trommemaskiner er lidt kryptiske. Let skal det vel ikke være, når man sætter sig for at lave musik om musikkens kreative processer, og når sårbarhed gerne må være et tematisk anker. Og denne ambient synthpop med spoken word og varm, menneskelig nerve er et virkelig spændende projekt, som lyttere af Molokos Róisín Murphy vil ynde.
Talentfuld stemningsskaber - ★★★★☆☆
I orkestrene Ibrahim Electric og Kalaha kan Niclas Knudsens guitar lynhurtigt gå fra anatolsk ørken-blues til afrikansk rumba. På hans debutplade er energien mere lavmælt, som en søndagsjam på gamle jazzbæverter som Bent J, altså lyden af store musikere i små lokaler med standards på tapetet. Men ”Times Revisited” lyder ikke af fordums jazzerier. Numre som ”Peaceful Paranoia” og ”Ouagadougou” demonstrerer hans kæmpe talent som stemningsskaber, hvor lyden af en moderne, global klode altid swinger med i baggrunden. Når han er mest omfavnende, som i ”Waking Dream”, er tonen newyorker-hot som hos Jim Hall.
To lydhøre samtalepartnere, trommeslageren Kresten Osgood og den alsidige bassist Anders ”A.C.” Christensen, gør det hele til ”gur triospil”, som det hedder på gammel jysk. Og godt, at den ydmyge guitarist nu har taget sig sammen til at skrive sit navn øverst på plakaten.
Kvinde med mange hjem - ★★★★★☆
Hun har tidligere sunget om sorte gospelpionerer, mystiske blues-kvinder og kvindelige perspektiver på kærlighed, krig, arbejde og tro. 44-årige Rhiannon Giddens’ operatrænede stemme har en utrolig spændvidde, og sammen med sin nye partner, den italiensk-irske multiinstrumentalist Francesco Turrisi, fortolker hun blandt andet ”I Shall Not Be Moved”, en salme fra 1908, som alle de store (Cash, Fitzgerald) har sunget. Ny luft pustes også i ”Amazing Grace”, sidste nummer på albummet ”They’re Calling Me Home”, som rangerer blandt forårets bedste bud på spirituel musik.
Giddens’ banjo – hun spiller drøngodt – er en kopi af et instrument fra 1850’erne, fortalte den historiebevidste kunstner under en koncert i Aarhus i 2015 (i øvrigt med Tony Garnier, Bob Dylans bassist). Og i hendes roots-musik smeltes forskellige tider og traditioner sammen. Sådan går det, når man har et hjem i både amerikanske North Carolina og irske Limerick.
Jarres skovfantasi - ★★★★☆☆
Emmer en regnskov af dyb, stille ro? Ja, og synthesizerbeats, der kribler som insekter i tågeskoven. Jean-Michel Jarres 52-minutters lydside til filmskaberen Sebastiao Salgados fotoudstilling ”Amazonia” (vises i blandt andet Paris og London) forbinder reallyde med bioaerosol og hans elektroniske værktøjskasse med lyde fra ”Zoolook” (1984).
Produktionen er superb og i binaural audio, så man næsten står på en humusrig bund i tusmørket og rører ved de skyggetålende bregner, som vokser dér. 72-årige Jarre ville undgå at lave etnomusikologisk baggrundstapet til de store skove. Så det er en rekonstruktion. En fantasi hos den franske komponist og Unesco-ambassadør, som altid har været optaget af forholdet mellem menneske og maskine og nu vil have os til at fundere over biologiske livsformer og menneskets plads i den større orden. Smukt, men også et stykke fra mesterværker som ”Oxygene” (1976).
Eventyrlig Pharoah Sanders - ★★★★★★
Nogle musikalske møder giver bare mening: En af jazzens absolutte giganter, 80-årige Pharoah Sanders, den engelske komponist og producer Sam Shepherd (Floating Points) og The London Symphony Orchestra. De lyder som et fusionsband, der kører i det laveste, mest meditative gear, ind i et eventyr, ud i det ydre rum. Forrest går Sanders og fortæller eminente og åndrige historier med sin saxofon og swinger fra den blideste freejazz til ordløs sang. I et øjeblik gnistrer Shepherds gospelorgel, og i ”Movement 6” flyder en violin vægtløst rundt i et ambient-elektronisk og af og til cinematisk lydbillede. Strygerne er først sat ind til sidst, men dramaturgien i værkets ni dele, hvordan musikken udfolder og udvider sig dynamisk, er vidunderlig.
Det har taget fem år at lave ”Promises”. Det tager et splitsekund – ét af veteranen Sanders’ pust ned i sit horn – før man opdager, at man er trådt ind i et gigantisk rum med åbne vinduer til noget større.