Forårsfornemmelser i Diamanten

Man forstår, at der også i denne sæson er bud efter Trio con Brio fra Korea i øst til USA i vest

Det var den sidste aften i januar, og efter en grå dag indfandt forårsfornemmelserne sig blandt det publikum, der havde indfundet i Dronningesalen i Diamanten, Det Kongelige Biblioteks koncertsal. Uventet? Nej, ikke når det var mageløse Trio con Brio Copenhagen, der spillede, og når Beethovens første klavertrio i Es-dur, opus 1, nr. 1, var på programmet.
Det var den sidste aften i januar, og efter en grå dag indfandt forårsfornemmelserne sig blandt det publikum, der havde indfundet i Dronningesalen i Diamanten, Det Kongelige Biblioteks koncertsal. Uventet? Nej, ikke når det var mageløse Trio con Brio Copenhagen, der spillede, og når Beethovens første klavertrio i Es-dur, opus 1, nr. 1, var på programmet. . Foto: LEON KIRKHOLT.

Det var den sidste aften i januar, og efter en grå dag indfandt forårsfornemmelserne sig blandt det publikum, der havde indfundet i Dronningesalen i Diamanten, Det Kongelige Biblioteks koncertsal. Uventet? Nej, ikke når det var mageløse Trio con Brio Copenhagen, der spillede, og når Beethovens første klavertrio i Es-dur, opus 1, nr. 1, var på programmet. Værket, der stammer fra 1795, er på flere måder en milepæl i musikhistorien, dels fordi det var det første, Beethoven officielt vedkendte sig, dels fordi det i sine fire satser sprudler af livsglæde og overskud og opleves som en sand forårsbebuder – i hvert fald når det bliver fremført af tre musikere i verdensklasse som søstrene Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyung Hong (cello) samt pianisten Jens Elvekjær.

Efter pausen gav musikerne sig i kast med Mendelssohns anden klavertrio i c-mol, opus 66. Den er et af Trio con Brios signaturstykker (det kan i den grad høres), komponeret et halvt århundrede senere end Beethovens første forsøg i genren, og vi har bevæget os fra wienerklassicismen til den tyske romantik, fra dur til mol, fra Beethovens brusende ungdommelighed til Mendelssohns sværmeriske drømmerier, hvor især tredjesatsen, en teknisk halsbrækkende scherzo, kalder mindelser frem om hans ungdomsbedrift, musikken til Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm”.

Bent Sørensens ”Phantasmagoria” fra 2007, som indledte koncerten, er ikke bare et signaturstykke for Trio con Brio, men tilegnet til og uropført af trioen, der igen fortolkede de fem satser knivskarpt og gjorde Sørensens spøgelsesagtige tonesprog til en god skærpning af sanserne, inden der blev lukket op for klassikerne. Ekstranummeret var en fyrig sats fra en af Antonín Dvořáks klavertrioer, en fin afrunding på en aften med værker, der mentalt lod os kikke ind i foråret og skærsommeren, fremført af tre dedikerede virtuoser på hver sit instrument – men sammensvejset til en enhed, der selv på internationalt niveau er sjælden. Man forstår, at der også i denne sæson er bud efter Trio con Brio fra Korea i øst til USA i vest.