I morgen er det 250 år siden, den måske mest elskede af alle komponister, Wolfgang Amadeus Mozart, blev født. Selv de, der aldrig har sat deres ben i en koncertsal, har på et eller andet tidspunkt hørt noget af hans musik. For eksempel i biografen, hvor "Elvira Madigan" blev uforglemmeligt ledsaget af Mozarts musik.
Eller i skolen, hvor man lærte at synge en sang som "Kom maj, du søde milde". "Tryllefløjten" eller "Eine kleine Nachtmusik" er andre titler, de fleste vil kunne nikke genkendende til. Historien om hans liv er beretningen om et vidunderbarn med alle de musikalske gener på rette plads, der fik optimale betingelser for at udvikle sig. Han blev den komplette musiker, der udfoldede sig suverænt i samtlige musikalske genrer: opera, symfoni, kirkemusik, klavermusik og kammermusik.
Som menneske var han mindre komplet. I filmen "Amadeus" skildres han som en højlydt fnisende klovn, en umoden person med en latrinær tankegang, der helt ufortjent var udstyret med et overvældende talent. Og selvom det ikke er et helt sandfærdigt billede, er der ingen tvivl om, at Mozart var musiker først og menneske sidst.
Han kom fra Salzburg, en søvnig provinsby, der blev regeret af en fyrstelig ærkebiskop. Mozarts far, Leopold, var vicekapelmester ved hofkapellet, en brav musikalsk håndværker, forfatter til en lærebog i violinspil og konservativ i sin musik og sit livssyn.
Han har indimellem fået en dårlig presse for sin dominerende indflydelse på sønnen, ikke mindst i de senere år, hvor han havde svært ved at forstå Wolfgangs beslutning om at forsøge lykken som fri kunstner i Wien. Men der er ingen tvivl om, at det var hans evner og ambitioner som pædagog, der gav Mozart et tidligt forspring i forhold til alle andre komponister, et forspring, der aldrig blev indhentet.
Talentet viste sig allerede i barndommen. Sine første kompositioner skrev Mozart, inden han var fyldt fem år, og i 1762 tog faderen ham og søsteren, Nanner,l på rejse til München og Wien, hvor børnene blev præsenteret ved hofferne. Nannerl, der var 11 år, sang og spillede klaver, Wolfgang på seks spillede klaver, violin, orgel, akkompagnerede sangere og improviserede frit.
Rygterne om de begavede børn løb hurtigt, og snart begyndte en række turneer gennem det meste af Europa. De tjente penge og blev berømte, men set i længere perspektiv var rejserne især betydningsfulde på grund af de mange nye indtryk og erfaringer, som satte sig varige spor i Mozarts modtagelige sind. Provinsdrengen lærte, hvordan man skrev symfonier i Paris, kirkemusik i Rom og operaer i Milano.
Han blev undervist af kirkemusikkens mester Padre Martini i Bologna. I London mødte han Johann Christian Bach, Johann Sebastian Bachs ældste søn, der var leder af dronningens hofmusik, og hvis klaversonater fik stor indflydelse på Mozart.
Han var kun 14 år, da han fik lejlighed til at skrive en stor opera til Milano, og i faderens breve til familien i Salzburg kan man følge med i de mange intriger, misundelse og vantro, der ledsagede forberedelserne til premieren 2. juledag 1770. Primadonnaen blev ligefrem rådet til at forkaste drengens arier og synge sine egne medbragte. Men "Mitridate" blev en succes, og musikken kunne let måle sig med samtidens italienske komponister.
Hjemme i Salzburg, i pauserne mellem rejserne, blev Mozart mere og mere frustreret over forholdene. Han avancerede til koncertmester i ærkebiskoppens orkester, skrev messer til søndagshøjmesserne i domkirken – kirkemusik med store begrænsninger, fordi ærkebiskoppen forlangte korte gudstjenester – og besluttede at gøre noget ved sit violinspil. Derfor opstod de fem violinkoncerter på få måneder i 1775, og her kan man se, hvor hurtigt Mozarts musikalske udvikling forløb.
De to første violinkoncerter er modelleret over italienske og franske forbilleder, men fra og med tredje violinkoncert oplever vi Mozarts helt egen stil: dybere, mere sensuel, mere personlig og mere inderlig end forbillederne. På denne måde går det med Mozarts musik i alle genrer: Først finder han ud af, hvordan andre gør, og så begynder han at fylde skabelonerne med sin egen personlighed.
Men netop personligheden stod i vejen. I længden kunne Mozarts ambitioner som komponist ikke tilfredsstilles i Salzburg, og i foråret 1781 kom det til et brud med ærkebiskoppen. Mozart blev fyret med et regulært spark bagi. Til gengæld var han nu fri til at søge lykken i Wien, det forjættede land for pianister og operakomponister.
Han giftede sig med sangerinden Constanze Weber og kastede sig ud i en hektisk aktivitet som freelance-komponist og pianist. 10 gyldne år fulgte, med højdepunkter som operaerne "Figaros Bryllup", "Don Giovanni" og "Tryllefløjten", en serie på 12 store klaverkoncerter, der er enestående i musikhistorien, strygekvartetter og symfonier. Mesterværker på stribe, men publikum begyndte at få andre interesser, Mozarts indtægter faldt, og hans helbred begyndte at vakle.
I hans sidste leveår var der dog tegn på, at tingenes tilstand var i bedring, men så døde han efter kort tids sygdom i december 1791, kun 35 år gammel. Han blev begravet i en fællesgrav, og ingen kender i dag hans sidste hvilested.
Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende, når man står over for Mozart? Hans produktion var enorm – musikforskeren Köchel, der katalogiserede hans værker, registrerede mere end 600 værker på 35 leveår – og den rækker fra små klaverstykker til det monumentale "Requiem", dødsmessen, som blev hans sidste og ufuldendte værk.
Alt er selvfølgeligt ikke lige genialt, men listen over mesterværkerne er lang. Lyt til klaverkoncerterne, de sidste tre symfonier og ikke mindst til operaen "Tryllefløjten", der er som en opsummering af alt det, Mozart kunne: Den rummer drama, humor, idealisme og menneskelighed. Lysende scener præget af oplysningstidens humanisme og frimurernes idealer står side om side med populære melodier, der er så fængslende nu som for to hundrede år siden.
Samtiden og eftertiden har været enig i bedømmelsen: Mozart var et vidunder, måske det mest musikalske menneske, der nogensinde har levet.