Forbilledlig klar fortælling om lokal kirkehistorie

Rektor og leder af Esrum Kloster, Jens Anker Jørgensen, har skrevet en dejlig bog om kirkerne i Vejby og Tibirke

Tibirke Kirke er der mindre at sige, fordi den ikke har de spektakulære inventardele som Vejby, men den har dog sin altertavle, der blev fravristet Nationalmuseet ved Hans Hartvig Seedorff Pedersens hjælp, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Tibirke Kirke er der mindre at sige, fordi den ikke har de spektakulære inventardele som Vejby, men den har dog sin altertavle, der blev fravristet Nationalmuseet ved Hans Hartvig Seedorff Pedersens hjælp, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Leif Tuxen.

Jens Anker Jørgensen er ikke blot lokalt kendt i Nordsjælland som rektor, men nok så meget som leder af Esrum Kloster. Han har en lang række fornemme udgivelser bag sig, han er en stor kender af de historiske minder på sin egn. Nu foreligger en lille bog på godt 100 sider om de to ret forskellige kirker i Vejby og Tibirke.

Forbilledligt klart fortæller han om de to kirkers historie, deres inventar, dets ikonografi og brug. Vejby er en engelsk inspireret kirke bygget af importerede sten fra det nuværende Sverige. Den blev siden forlænget, men da var murstenen ankommet – og med den en stærkere og mere virtuos brug af stenen i ornamentalt øjemed. Vi får kort historien om den romanske tid, Valdemarstidens idealer og Reformationen. Det går lidt hurtigt med reformationshistorien, der for hurtigt blandes sammen med enevælden, men set fra nutiden kan man sige, at tugten og reguleringen blev den synlige arv fra den nye kirke. Hals-jernet på kirkens mur taler sit tydelige sprog.

Analysen af altertavlen i Vejby er glimrende. Fint ser forfatteren, hvorledes stifteren har søgt at få skjult de yppige dydefigurer bag søjlerne på altertavlen, måske af religiøse, måske af moralske hensyn. Kirken lå langt borte i det nordsjællandske sandflugtsområde, og derfor er der ikke nogen myndighed, der er faret hårdt frem med krav om rensning af kirken for gammelt inventar og rester af overtro. Hvis historien er sand, var det noget, man skulle passe på, hvis man ikke ville være en endog meget upopulær præst. Jens Anker Jørgensen viderebringer den kostelige historie om relikviegemmet i form af en arm, der fik lov at blive på alteret. Man anså den nok ikke for en helgenarm, men som et manende eksempel på ulydighed over for det herskab, alle havde: konge, præst, fader. En uvorn knægt, sagde man, havde fået hugget armen af som straf – og nu kunne alle se den, til skræk og advarsel. Løbende fortælles om Sankt Helene-kulturen, om visitatser og om guldalderens største maler, J. Th. Lundbye.

Om Tibirke Kirke er der mindre at sige, fordi den ikke har de spektakulære inventardele som Vejby, men den har dog sin altertavle, der blev fravristet Nationalmuseet ved Hans Hartvig Seedorff Pedersens hjælp. Den blev restaureret og blev atter – sagt med vidunderlig præcision – omdannet fra et museumsstykke til en levende brugsgenstand. Tavlens ikonografi gennemgås med største kompetence.

Man ville kunne fremhæve mange andre gode ting ved denne dejlige bog. Dens formidling er glimrende, perspektiverne er gode, pointerne er rammende. Den er skabt af en person, der har en sikker fornemmelse for, hvad læseren, den besøgende, den lokale borger skal vide. Den er som et koncentrat, der opløses i forståelser under læsningen. Bogen har et noteapparat for den, der vil vide mere. Den fine bog anbefales på det varmeste.