Prøv avisen
Bog

Temmelig uredigeret bog overbeviser ikke om kunstneres maleriske niveau

2 stjerner

Monrads maleri er konstrueret, hvilket der ikke lægges skjul på bogen igennem, for det er tankeverdenen og dens konnotationer, der får lov at fylde siderne ud. Men man savner lidt jordforbindelse

Det er et sympatisk træk, at store forlag involverer sig i smalle udgivelser, som det synes at være tilfældet med ”Monrads maleri”, der handler om billedkunstneren Ib Monrad Hansens arbejde gennem de seneste 12 år.

Måske er det for vidt at gå at kalde det en rigtig bog, for udgivelsen virker uredigeret, men en katalogbog er det. Der er to tekster af kunsthistoriker Else Marie Bukdahl og kunstkritiker Lisbeth Bonde og et interview med kunstneren selv ved litteraten Marianne Stidsen. Anledningen er Monrads udstilling ”Another way of painting – Another way of thinking” på Skive Museum.

De tre forfattere har et indgående kendskab til Ib Monrad Hansens verden, der i nogen grad synes at stamme fra privatsfæren, hvilket ikke behøver at være nogen dårlig ting, men gør det svært for læseren at forstå, hvorfor kunstneren kommer til orde mere end værkerne, deres teknik eller malestil. Vi får at vide, at Ib Monrad Hansen er en ener, der har brugt flere end 10.000 arbejdstimer på at lave sine 10 udstillede værker samt løst en udsmykningsopgave i Livgardens Kasernes kantine i 2018. Der er noget drengeværelse over værket.

Ib Monrad Hansens maleri er figurativt og fabulerende som en slags genkendelig ”old-school”-surrealisme. Lige som andre danske jævnaldrende kunstnere, eksempelvis Peter Martensen og Peter Ravn, har han en forkærlighed for at ville fortælle historier med sine kompositioner, fortælle om verden, som han ser og fortolker den, om manderoller eller konformitet med en slet skjult dagsorden om at være samfundskritisk, hvis det er det, man vil læse ind i værket.

Men der er en verden til forskel på de nævnte Martensen og Ravn og Ib Monrad Hansen – og det er det maleriske niveau. En ting er at bruge oceaner af tid på en tekst eller et genremaleri, som en stor fortælling – det giver ikke nødvendigvis mere kvalitet i romanen eller billedet, så derfor er det problematisk, at vi indledningsvis må læse om Ib Monrads kunstneriske kraft, kompromisløshed og dybe indsigt i de vestlige samfunds udviklingsforløb. Det er fint, at kunstneren er i slægt med barokkens kunstnere ifølge Bukdahl, men svært at se nogen forbindelse mellem Ib Monrad Hansens kunst og de navne, der citeres fra Leonardo da Vinci, Francis Bacon og Paul Klee til billedsprogspoeter som Rainer Maria Rilke og William Blake.

Ikke at de alle sikkert har brugt titusindvis af timer på deres værker, men de nævnte var ikke kommentatorer eller illustratorer af socio-tankegange, som dem vi hører udfolde sig i bogen om Monrads maleri.

Lisbeth Bonde kalder i sin lange tekst Monrads maleri for konceptmaleri med krop, intellekt og sjæl. Den tyske verdenskunstner Gerhard Richter mente engang, at ”maleriet er klogere end jeg” for at gøre opmærksom på, at netop i billedkunsten er det noget, der undslipper tanken. Ellers var der vel heller ingen grund til at male billedet.

Der er ingen tvivl om, at Ib Monrad Hansens intellekt ikke fejler noget, men måske en lykkeforsker ville bemærke, at der sine steder er tale om overtænkning i forhold til, hvad maleriet kan eller får lov til hos den frie kunstner. Lisbeth Bonde guider læseren gennem værkerne på upåklagelig vis, og dog er det svært at følge turen fra referencer som ”Mads & Monopolet” over ”Find Holger” til Pieter Bruegel den Ældre.

Ib Monrad lader sig inspirere af verdenskunst, græsk mytologi, Darwin, konkurrencestat og meget andet. Han maler et billede til Reformationens jubilæum og fortæller om Luthers jødehad, i andre billeder svæver vi over kloden og får billedet af megalomane storbyfortællinger og bølgende hav og jungler. Monrads maleri er konstrueret, hvilket der ikke lægges skjul på bogen igennem, for det er tankeverdenen og dens konnotationer, der får lov at fylde siderne ud. Man savner lidt jordforbindelse.

I Marianne Stidsens interview – eller samtale, som det rettelig er – siger kunstneren om et af sine motiver: ”Det er en stiliseret tyr, der har været udsat for en endog uhyre elegant og forfinet æstetisk behandling, der gestaltes.”

”Hvor tankevækkende!”, svarer Stidsen og mener i tilkøb, at Monrad har fornyet maleriet på det rent formelle plan.

Det er svært at følge, synes jeg.