Forbrydelse uden straf

I 2016 mistede 38 jordanske kvinder livet i æresdrab. Men hvordan kan man slå sine egne familiemedlemmer ihjel, spørger den norske journalist Lene Wold en gerningsmand i sin dokumentariske fortælling

Forbrydelse uden straf

Som barn var jordanske Rahman med til at slå sin mor ihjel, fordi hun forlod sin familie. Og mange år senere skød han sine døtre, fordi den ene havde forelsket sig i en anden kvinde – og fordi den anden dækkede over hende. Den ene døde, den anden overlevede, ilde tilredt, og måtte tilbringe flere år i fængsel for at kunne være i fred for sin egen far, der gik fri.

Men hvordan kan man slå sin egen mor og sine egne børn ihjel? Når man samtidig påstår, at det ikke handler om religion? Det spørgsmål kunne den norske journalist Lene Wold ikke slippe – og i tre år forsøgte hun at finde et svar, blandt andet ved at opsøge bemeldte Rahman under påskud af at ville skrive en bog om æresbegrebet.

Historien om de to søstre, Aisha og Amina, bliver primært fortalt ud fra gerningsmandens, altså deres fars, perspektiv. Og undervejs i samtalerne med Lene Wold forsøger han at overbevise hende om, at æresdrab handler om traditioner og kulturelle normer, om kollektivt ansvar og kærlighed, ikke om religion, og at samfundet ville tage afstand fra ham og hans familie, hvis han ikke foretog sig noget.

Lene Wold møder også den overlevende datter en enkelt gang. Og hendes historie danner sammen med hendes fars og en række sekundære kilders udsagn grund for denne noget kulørte dokumentariske fortælling, hvor Lene Wold blander sin egen historie og sine egne erfaringer med Rahmans.

Og undervejs bliver hun både rasende på ham og får ondt af ham, fordi han konsekvent fremstiller sig selv som offer for en kultur, der sætter ære højere end menneskeliv.

”Æret være mine døtre” er en bog, der arbejder med meget eksplicitte stereotype modsætningspar, og den idyl, som familien tilsyneladende befandt sig i før syndefaldet, bliver skrevet godt og ikke mindst grundigt frem, og det virker ikke altid lige nuanceret.

Lene Wold skriver sig desuden selv stærkt ind i sin fortælling – en metode, som hun gør rede for i et efterskrift – men alligevel kan man desværre godt som læser komme i tvivl om objektiviteten, om, hvem der egentlig taler, som for eksempel i denne lettere trivielle passage, hvor forfatteren går samme vej, som hun formoder, Aisha måtte have gået til fængslet:

”Jeg tænker på, hvilket brutalt indtryk stedet må have gjort på en sekstenårig pige. Hvordan hun blev trukket op ad vejen til fængslet med ophovnede øjne og skælvende læber. Hvordan hun faldt om og blev liggende på den skoldhede jord. Sandet under mine fødder må have klæbet til hendes blodindsmurte hænder som det eneste, hun fik lov at medbringe i sit fangenskab. Nogle usle sandkorn under neglene. Et fattigt minde om friheden udenfor, der ikke længere var hendes. Da hun nærmede sig fængslet, var det for sent. For sent at vende om. Hun var fanget.”

Men man kommer dog aldrig nogensinde i tvivl om, at det er en helt igennem skrækkelig og vigtig historie, som norske Lene Wold fortæller.