Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Forbudt for børn under 60 år

5 stjerner
Horace Engdahl går bevidst imod samfundets vedtagne synspunkter og modeholdninger og holder fast i sit udgangspunkt i klassiske tekster og klassisk musik. – Foto: Scanpix

Horace Engdahl skriver præcist og skarpt om at være gammel, bitter og overflødig

Horace Engdahl, den berømte svenske litteraturkritiker og medlem af Det svenske Akademi, er blevet skilt og overhalet af tiden. ”Overflødig” kalder han sig selv i pensionisttilværelsen. Han er bitter, præcis og skarp, ja han kunne danne modstykke til de artikler, vi for tiden bringer her i avisen om, hvordan man indretter sig i den fjerde alder.

Man kunne også sige, at hans bog burde forbydes for ”børn under 60”, for den suger alt håb ud af livet. Måske skriften, selve nedskrivningen af håbløsheden, har sin egen glæde? At være slående bitter? At have sagt det hele, så kun de andre ”overflødige” over 60 forstår det.

Skuffelserne over kvinderne, litteraturen som virkelighed, berømmelsen, ja inderst inde skuffelsen over sig selv, er de gennemgående temaer i aforismerne og i den afsluttende ”dramatiske monolog”, hvor en mand står på scenen og reflekterer over sit liv, står der:

”En fortalte mig at den kulør bladene har når de visner, er den egentlige. Det grønne er klorofylet, der farer gennem dem, livsstrømmen der bare udnytter bladene. Men når den vitale proces hen ad efteråret trækker sig tilbage til træets indre, og løvet lades i fred af fotosyntesen, så bliver det sig selv: gyldenbrunt, tørt, ejendommelig smukt. Det forlades af insekterne. Det daler ned på jorden, det er løvets store eventyr, som ikke kommer andre end det selv ved.”

En smuk allegori over det aldrende menneske. Men hvad er det for et sted, denne skærende bevidsthed udgår fra? Er det en bevidsthed, man får, når man som humanist har læst sig gennem tonsvis af illusioner eller har set mennesker prøve at leve efter litteraturens historier? Engdahl skriver: ”Pensioneringen ligner flygtninge-tilværelsen: at sige farvel til håbet om nogen sinde at genvinde den respekt og betydning man havde i en tidligere virkelighed.”

Hvorfor udtrykker man denne bitterhed, selvom den er sand? Måske for at vride sig ud af samfundets korrektheder, for at stå alene og være sand i det mindste over for sig selv. Der er noget så paradoksalt som en vrængende bøn til en ukendt gud i disse aforismer, til en gammel gud, så man ikke behøver at finde sig i menneskers dom: ”Helbredssamfundet er gennemsyret af død, ikke liv. Hvis vi turde leve, ville vi også turde dø.”

Engdahl vil turde være sand, når han nu oplever sig som overflødig, og i skarpheden fremviser han endnu en gang sit intellekt. Håbløsheden sprøjter til alle sider, men den er indset med det mest absolutte, illusionsløse blik. Han vinder igen, nu bare i en nedadgående spiral.

Engdahls metode er dialektisk at stille sig modsat samfundets vedtagne synspunkter og modeholdninger. Han holder bestemt fast i sit udgangspunkt i klassiske tekster og klassisk musik. Fra denne fortid, som er levende i ham, er det, han kaster sit søgelys ind i den virkelighed, som har overhalet ham.

Skarpt ser han for eksempel, hvordan telefonen ødelægger ordenes iboende tavshed, fordi man hele tiden skal afgive lyde for at vise, at man opretholder samtalen. Han har en dyb empati for ordenes fuldstændighed i sig selv, hvorfor han ikke pladrer siden til med for- klarende sætninger, men skriver en- eller tolinjers aforismer.

Til gengæld kan han bruge yderst velvalgte metaforer som for eksempel denne bådshage om sine egne tekster: ”En ven af mig siger at han med sit maleri ’graver øjeblikket ud’. Som hans pensel arbejder min pen ikke, i hvert fald ikke længere. Den er snarere en bådshage ved hvis hjælp man haler de lig ind der flyder op når isen bryder”.

Også her sniger døden sig ind, når pennen som bådshage haler lig ind fra en tidligere tids omgang med de store klassiske værker.

Måske burde han løfte blikket lidt og se sin egen overhaling i tid som en skriftkulturs uddøen ind i en sprogfattig billedkultur?

Selv forsøger han jo også at fange tidens puls ved at skrive stadig kortere aforismer i stedet for lange afhandlinger. Sådanne store indsatser kunne man ønske, at han tog fat på igen.

Nu har han fået lov at begå noget ”rigtigt forkert”. Han har fået sagt sig selv i sin sansede overflødighed. Hvis han kan fortsætte med at trække lig i land fra de overflødiges flod, er døden en større inspirationskilde end forventet.

kultur@k. dk