Vi beder for alle der er bange,
For de ensomme og forladte.
Lad dem mærke din nærhed
også gennem os.
Lys din fred over dem der sørger.
Giv nye kræfter til de trætte
Og håb til mismodige.
Vi beder for mennesker der er ofre
for vold og terror,
for dem der må flygte og sulte,
og for alle som lider på sjæl
og legeme.
LÆS OGSÅ: En bøn er mere end poesi
Genren er her kirkebønnen, som normalt ligger efter prædikenen. Og den er forbønnen for menighedens liv, for menneskeliv og samfundsliv (bønnen indgår under overskriften Forbøn for menneskelivet, side 340 i Gudstjenestens bønner, og er skrevet af Tine Illum og Jørgen Demant). Der er ikke poetisk spræl over den, den er udelukkende sammensat af ord, som ved deres udsigelse håber at skabe, hvad de nævner. Ordene kunne udskiftes med andre. For eksempel kunne vi også bede for dem, som ingen kan lide en bøn, jeg ofte har savnet i kirken som menighed, da vi jo ved, hvor meget udstødelse der er i alle sådanne samfundsdannelser. Men en sådan bøn falder vel ind under dem, som lider på sjæl og legeme.
Netop falder ind under er et vigtigt begreb, da de valgte fænomener i kirkebønnen skal være så omfattende, at alle kan finde plads for præcis deres liv i formuleringerne. Men i denne bøn er der desuden tale om Guds nærvær eller nærhed, som der står. Med tillægget også gennem os. Det betyder jo, at Gud virker gennem os, at nærheden ikke skal forstås som noget ekstremt mystisk, men at Gud er nærværende i vores almindelige gøremål med hinanden.
Som sagt er bønnen her skrevet som en slags ramme, der kan varieres efter, hvilke aktuelle forhold der skal bedes for. Det viser bemærkningen om vold og terror og mennesker, der må flygte og sulte, også til slut. Men adskiller en sådan bøn sig meget fra dem, der hidtil er blevet bedt i kirken? Måske lidt i åbenheden for aktualiteten til slut, og i at Guds nærhed virker gennem os. Er det imidlertid nok til, at en gruppe skriver nye sådanne bønner? Hvorfor skal vi i det hele taget have nye bønner? Det skal vi for at have nye alternativer til de gamle, ikke for at de gamle skal forsvinde. Og det skal vi, for at spændingsforholdet mellem deres gamle sprog og vores nutidige skal eksistere som en forståelsestilgang til de gamle, så de ikke bare ender som utilgængelig lirumlarum. Bønner skal generation for generation genformuleres, og gruppen har da også i sit arbejde hentet oldkirkelige og middelalderbønner frem og fundet inspiration i dem.
Men vi skal også have nye bønner på grund af bønnens karakter af mættet sprog. Og mættet vil jo netop sige fyldt med vores nutidige livserfaring, sådan som vi kender den fra vores eget sprog. Dog er denne kirkebøn ikke nogen særlig revolutionær bøn. Man kan spørge, om vi i vores sprog i dag forbinder noget med at være ensomme og bange, at være trætte og mismodige. Her er der gået på kompromis med traditionen, for det er ikke kirkebønnens opgave at åbne nye problemstillinger, men at kalde menighedsfølelsen af fællesskab til stede efter prædikenen: Bevidstheden om den anden, som også er lidende inde bag de masker, vi bærer for hinanden også som personer i en menighed. Eller som forsamlede i kirken denne dag.
I fem artikler skriver Bo Hakon Jørgensen om nye bønner til gudstjenesten. Dette er den fjerde artikel i serien