Op mod jul kom nærværende avis’ boganmeldere med deres bud på, hvilken bog de fandt var årets bedste, og hvilken de ville give prædikatet årtiets bedste. 22 mandlige anmeldere og syv kvindelige præsenterede bøger af 41 mænd og 13 kvinder, samt fire værker, som havde karakter af opslagsbøger eller antologier.
Tal er vigtige, for de fortæller noget helt eksakt om en fordeling, som der kan være alle mulige grunde til, men som ikke desto mindre ser ud, som den gør. Når man tæller, får man noget eksakt at forholde sig til: Sådan ser det altså ud, og derefter kan man begynde at tænke over, hvorfor det gør det, og hvad det har af betydning. Selv har jeg i mange år talt, når jeg har været på kunstmuseum. Det er der stadig god grund til, for mandlige kunstnere er stadig overrepræsenteret både i samlinger, og når det gælder indkøb og udstillinger.
Det er tal som disse, som den norske forfatter Helene Uri, som nogle måske vil kende som skønlitterær forfatter, har gået og samlet på og nu har skrevet om i værket ”Hvem sagde hvad?”, en fagbog, der handler om ”kvinder, mænd og sprog” – og tal, vil jeg gerne tilføje, for Uri har talt en del, blandt andet når det kommer til kvindelige forfattere og litterære priser.
Nordisk Råds Litteraturpris har en fordeling på 75,4 procent til mandlige forfattere (og efter sidste uddeling må den være steget en anelse). Mandlige forfattere skriver biografier om mænd, mens kvindelige forfattere skriver lige mange biografier om mænd og kvinder.
”Hvem sagde hvad?” indbragte Helene Uri Brageprisen. Hun har en doktorgrad i anvendt lingvistik og er hyperopmærksom på, hvordan sproget løber om hjørner med os hele tiden.
Prøv at lægge mærke til, når ordet ”kvindelig” bruges i medierne, og se, hvad der sker, hvis du skifter ordet ud med ”mandlig”? Ofte vil det virke helt overflødigt, og på den måde peger brugen af ordet ”kvindelig” på, at lægen, chaufføren, psykologen, og så videre forudsættes at være en mand, hvis ikke ordet ”kvindelig” sættes foran. Manden er det givne, kvinden er den anden:
”Vi slæber rundt på patriarkatet i form af ord forklædt som neutrale – og i form af sprogstoffets organisering forklædt som tilfældigt. Men nordmand er ikke neutralt, og det faktum, at vi siger ’hr. og fru Jensen’ og ikke ’fru og hr. Jensen’, er ikke tilfældigt. De ord og udtryk, vi bruger dagligt, har dybe spor efter årtusinder med ubalance i kønsforholdet. Sproget fungerer som en fryseboks, hvor tidligere tiders syn på køn konserveres og holder sig længe efter sidste udløbsdato.”
Helene Uri er langt nede i det sproglige, som – uden at vi tænker over det – former vores verden. Også helt banale ting som det faktum, at en overvægt af de gadenavne, der er opkaldt efter mennesker, er opkaldt efter mænd. Så både rent konkret, og når vi læser historien, heriblandt kunst- og litteraturhistorien, så læser mænd en historie om mænd. Når kvinder nævnes i historien, kan det ofte ske ved, at der kommer et kapitel ”kvindelige enere” eller noget i den dur.
Uris bog er fuld af gode eksempler, som får en til at tænke videre. Hun er sjældent dømmende og vender også tingene om, for eksempel når hun forholder sig til, hvad kvinder kan sige om mænds kroppe, uden at der rejser sig et ramaskrig. Man må godt skrive i et interview med en mand, at de ekstra kilo kommer fra hans lyst til god mad. Det skriver man ikke om en kvinde. Vi har altså en hel masse underforståede stereotypier, der kører rundt med os, og som Uris bog sætter fingeren på.
Jeg vil i høj grad anbefale Helene Uris bog til alle køn. Men køb den på norsk, hvis ikke forlaget Klim hurtigst muligt får sendt en ny version på gaden, for den foreliggende er fuld af oversættelsesfejl, stavefejl og eklatante udeladelser. Det er pinligt og synd for en bog, som i den grad handler om, at sproget betyder noget.