Prøv avisen

At fordybe sig i Kierkegaard er som en livslang ungdomsforelskelse

Niels Jørgen Cappelørn har rundt regnet beskæftiget sig med Søren Kierkegaard i 30 år. – Foto: Peter Kristensen.

Kierkegaards forelskelse i livet rører ved nerven og den dybeste rod i mit liv, siger Niels Jørgen Cappelørn, der i går modtog Kristeligt Dagblads Pris for udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter

Det var i 1967 i en seng på Rigshospitalet, at Niels Jørgen Cappelørns livslange passion for den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard tog sin begyndelse.

Den dengang 22-årige teologistuderende var blevet indlagt med maveproblemer og store vægttab. Tre studiekammerater besøgte ham på hospitalet, og som en vittighed gav de ham Sygdommen til døden af Søren Kierkegaard.

Niels Jørgen Cappelørn vidste udmærket, hvem Kierkegaard var, men havde endnu forfatterskabet til gode. Han læste bogen, nu da han alligevel lå på hospitalet. Han forstod ikke ret meget af det, der stod på siderne, men han var grebet øjeblikkeligt.

Jeg blev ved, for jeg ville prøve at forstå mere af det. Læste det, lagde bogen fra mig og tog den frem igen. Sådan blev det ved.

Siden den dag har Niels Jørgen Cappelørn beskæftiget sig med Kierkegaard. Som teologistuderende, som medarbejder på det daværende Søren Kierkegaard Instituttet, og siden 1994 som direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, som han selv fødte ideen til. Hver eneste dag, med undtagelse af 13 år fra 1980 til 1993, hvor han var generalsekretær i Det Danske Bibelselskab og havde hovedansvaret for at udgive den autoriserede nyoversættelse af Bibelen.

I går modtog Niels Jørgen Cappelørn, der er dr.theol. h.c. og dr.phil. h.c., Kristeligt Dagblads Pris på 10.000 kroner for sit arbejde med at sikre udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter og for sin indsats i Kierkegaard-forskningen. Han modtager den også for at have bidraget til at sikre den store danske teolog og filosofs udbredelse internationalt.

Prisen er for Niels Jørgen Cappelørn en tilskyndelse til at følge den vej, han og hans kolleger har fulgt, siden arbejdet med udgivelsen begyndte tilbage i 1993.

Jeg er utrolig opmuntret over at modtage en pris for lige netop dette arbejde. Det må betyde, at andre også får noget ud af udgivelsen. Jeg betragter det ikke som en pris, der bliver givet ved afslutningen af et livsværk, men som en pris, der gives midt i en proces, og som ansporer mig til, at processen skal fortsætte, siger han.

Niels Jørgen Cappelørn sidder denne eftermiddag omgivet af bøger og atter bøger i sit kontor på Søren Kierkegaard Forskningscenteret midt i København. Reolerne er fyldt med gamle, læderindbundne bøger i originaludgaver og nye, farverige bøger, der hovedsageligt beskæftiger sig med det, der står i de gamle.

Du må undskylde, at her er så rodet, siger han og forklarer sig med, at arbejdsopgaverne har hobet sig op.

Definitionen af rod er tilsyneladende en meget personlig sag. Pæne, velordnede stakke af bøger, der ikke er plads til i reolerne, er samlet i lige rækker på hans skrivebord, og den ene ende af det mødebord, vi sidder ved, er også taget i brug. Kuglepennen ligger velplaceret foran computeren, så den er synlig og lige til at tage i hånden, hvis noget skal noteres.

Og der er blevet noteret. Indtil nu, hvor bind 36 og 37 udkommer i slutningen af måneden, har Niels Jørgen Cappelørn sammen med sine kolleger skrevet i alt 43.000 kommentarer til Kierkegaards tekster. Med en rund hovedregning ville det tage én mand med en 37-timers arbejdsuge 150 år at udgive de planlagte 55 bind med alt, hvad det indebærer.

Så mange år har Niels Jørgen Cappelørn naturligvis ikke til sin rådighed. Men indtil nu har han beskæftiget sig med Kierkegaard i godt 30 år, hvis man trækker årene i Det Danske Bibelselskab fra.

Nogle ville måske køre træt i at læse bøger om og af Kierkegaard i så mange år. Men det er helt anderledes for Niels Jørgen Cappelørn. Han deler ud af sin viden om den store, danske teolog og filosof med en intensitet og passion, som kun de allerfærreste. Man skal bare have god tid. En samtale med Cappelørn om Kierkegaard er som at blade om på første side af den uendelige historie. Man suges ind i den og får lyst til at høre den til ende.

Sådan forholder det sig med alle store, geniale tænkere. Det er det, der gør dem livsvarende og udødelige.

Men der er også en anden grund til, at han bruger stort set hver dag og hver aften og ofte også weekender på Søren Kierkegaard. Og måske er det netop grunden til, at passionen nærmest bare vokser og vokser.

At fordybe sig i Kierke-gaards skriftværk og tankeverden er som en ungdomsforelskelse, der aldrig ældes. Og en forelskelse kan man ikke give 7, 17 eller 111 udtømmende, rationelle grunde til. Så ville forelskelsen jo være ophævet, siger han.

At være forelsket er normalt noget, man er i et levende menneske. Cappelørn tillader sig alligevel at bruge store ord. Ikke fordi Kierkegaard er særlig elskværdig, som han siger. Kierkegaard kan ofte være ganske provokerende og uelskværdig.

Min grund er en helt anden. Det er, fordi Kierke-gaard er forelsket, dybt forelsket i livet. Og netop fordi han nærer denne dybe kærlighed til livet, tager han livet for pålydende. Han pjatter ikke med livet. Han bortforklarer ikke smerten i sjælen. Han harmoniserer ikke, borthøvler ikke tilværelsens knuder og knaster. Eller undskylder skylden. Han tager livet på ordet, og det er at tage livet alvorligt.

Kierkegaard konstaterer, at det, der burde være det mest naturlige af alt, nemlig at eksistere som et intakt menneske, der er nærværende i tilværelsen, synes såre sjældent at lykkes for os. I al fald ikke umiddelbart og i første omgang.

Den erkendelse giver mennesket en længsel efter livsmål og livsmening, en længsel, der ifølge Kierkegaard i sin grund er en længsel efter Gud. Kierkegaards store spørgsmål var: Hvordan bliver jeg forliget med Gud?

For mig at se var det Kierkegaards livsprojekt at besvare det spørgsmål, og det udspringer af hans forelskelse i livet. Og den forelskelse rører ved nerven og den dybeste rod i mit liv.

Tanken om at udgive Søren Kierkegaards samlede skrifter opstod tilbage i 1970erne. Niels Jørgen Cappelørn ville ikke kun udgive forfatterskabet, men også Kierkegaards håndskrevne papirer og dagbøger.

Cappelørn luftede dengang ideen for et par af de førende, ældre Kierkegaard-forskere, men de afviste tanken. Der var allerede udgivet filologiske mesterværker med Kierkegaards forfatterskab.

Men det blev ved med at simre i hovedet på ham. Og da han i 1993 holdt op som generalsekretær i bibelselskabet, var tidspunktet rigtigt. Sammen med et par kolleger og en lang række samarbejdspartnere søgte han Danmarks Grundforskningsfond om støtte til udgivelse af de samlede skrifter og dermed til oprettelsen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret og fik 27,5 millioner til de første fem år.

Det var fremsynet af fonden at give et stort beløb. Alt blev sat ind på, at hvis det skulle gøres, så skulle det gøres ordentligt. Jeg tror, det var årsagen til, at centret slog igennem internationalt, hvilket var helt afgørende for at tiltrække dygtige udenlandske forskere og ph.d.-studerende.

I 1997 udkom de første bind af det, der herhjemme er et af de største bogprojekter nogensinde.

Efter fem år blev de foreløbige bind af Søren Kierke-gaards Skrifter evalueret af et internationalt og uafhængigt undersøgelsespanel. Panelet vurderede, at det var en af de fornemmeste videnskabelige udgivelser på verdensplan, og grundforskningsfonden bevilgede 55 millioner kroner til de kommende fem års arbejde.

I dag er centret omdannet til en erhvervsdrivende fond, der får 11 millioner kroner hvert år fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet, frem til de sidste bind af udgivelsen udkommer i 2009.

Spoler man tiden tilbage til Niels Jørgen Cappelørns barndom på slægtsgården i Gammel Sole i Øster Snede Sogn ved Vejle, var der ikke meget, der tydede på, at den spinkle landmandsdreng skulle blive akademiker, ligesom hans to brødre også blev det.

Rødderne var i den luthersk-pietistiske vækkelsesbevægelse De Stærke Jyder, der dog var på retur, ligesom de øvrige vækkelsesbevægelser var det omkring Anden Verdenskrig. Her gik man ind for Luthers tanke om at følge sit kald og sin stand, og selvom forældrene hurtigt indså, at han nok ikke havde en landmand i sig, var tanken om gymnasiet og universitetet alligevel en mundfuld.

Niels Jørgen Cappelørn ville egentlig være læge, hvilket hans far ikke helt forstod. Men i gymnasiet begyndte den humanistiske tilgang til verden at åbne sig for Cappelørn gennem hans dansk-lærer. Samtidig begyndte han at komme hjemme hos den nytilkomne lærer i De Stærke Jyders privatskole. Læreren var teolog og præst, og efterhånden stod det klart for den unge Cappelørn, at han skulle til hovedstaden for at læse teologi og blive præst. Trods skepsis hos forældrene støttede de ham i valget, og i slutningen af 1970erne var målet nået. Men Niels Jørgen Cappelørn fik aldrig et embede. Han kastede sig som bekendt over Kierkegaard i stedet.

Og Kierkegaard har krævet ham lige siden. Særligt udgivelsen af de samlede skifter har krævet hele Niels Jørgen Cappelørn.

Jeg er opdraget til, at hvis man tager sig noget på, så fuldfører man det, og udgivelsen af Kierkegaards skrifter kræver mig fuldstændig.

Det er ikke kun fordi, der er deadlines, der skal overholdes. Det er i høj grad også sådan, som Niels Jørgen Cappelørn er.

Jeg brænder for det, jeg laver, og så tænker jeg ikke på, om det er nat eller dag. Jeg adskiller ikke arbejde og fritid og er ikke typen, der kan være forsker på deltid. Jeg holder meget af at sidde og arbejde sent om aftenen, når der er stille, og telefonen ikke ringer. Tit bliver klokken langt over midnat, før jeg lægger det fra mig.

Cappelørn kan godt savne en tur i biografen eller lidt mere tid sammen med familie og venner indimellem, men det er også vigtigt for ham, at Kierkegaard har en plads i fritiden.

Jeg oplever, at jeg jævnligt får lov til at åbne endnu en sprække til erkendelse af sandheden. Jeg får hver dag en dybere teologisk indsigt og må konstant revidere min opfattelse af etik og teologi.

Det kan lyde hovskisnovski, men jeg bilder mig ind, at jeg forstår flere mekanismer, flere sammenhænge og flere brud. Jeg bliver mere nuanceret og muligvis også mere forsigtig med at fælde domme.

Lige så vel som at Kierkegaard er en evig inspirationskilde for Niels Jørgen Cappelørn personligt, er han også en hård mand at lade sig udfordre af. For når man læser eksistentielle tekster dag ud og dag ind, er det svært at lade den eksistentielle dialog med sig selv ligge. Teksterne kryber ind under huden på én, hvad enten man vil det eller ej, siger Cappelørn.

Lige nu sidder han for eksempel og læser en af Kierkegaards journaler, der forsøger at afklare forholdet mellem lidelse og Guds kærlighed.

Kierkegaard diskuterer, om det at være troende og elsket af Gud er ensbetydende med eksistentiel lidelse hos den troende. Han vender og drejer det i forhold til at forsage og afdø fra verden, afdø fra det sanselige og sige nej til alt det, der har med lyst at gøre. Det bliver utrolig nærgående, og det er lidelse, lidelse, lidelse. Det trænger sig på, også personligt, og jeg må indrømme, at der er perioder, hvor det er drøjt. Så skal jeg tage fat i mig selv og præstere modstand, ikke mindst i de tilfælde, hvor jeg ikke er enig med Kierke-gaard. Men han er så klog, at det kan være svært at etablere en troværdig og intellektuel overbevisning imod ham.

Om godt to år er 15 års intenst arbejde slut, og den færdige udgivelse fuldendt. Hvad der skal ske med Søren Kierkegaard Forskningscenteret, ved Niels Jørgen Cappelørn ikke, men han ser mange muligheder for den videre forskning.

Selv håber han, at han kan finde en ansættelsesform, hvor han kan fortsætte med forskningen, men er mindre bundet op på administration og praktiske gøremål. For hvis han skal være ærlig, så savner han at skrive selvstændige afhandlinger om Kierkegaard.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg sad med de to bind, der udkommer snart. Til dem har jeg skrevet 400 siders kommentarer. Det arbejde vil naturligvis komme mig til gode, når jeg engang får tid til at fordybe mig i de teologiske emner, der rammer mig, når jeg sidder og arbejder. Men det piner mig, at jeg har måttet faste fra selvstændige afhandlinger så længe.

Cappelørn har mange ideer til, hvad der er spændende at gå i lag med, når de samlede skrifter er udgivet. Et af de projekter, han meget gerne vil i gang med, handler om Kierkegaards dogmatik.

Kierkegaard mente for eksempel, at man ikke længere kan udforme et dogmatisk system. I stedet praktiserer han dogmatikken i sine taler. Jeg har på fornemmelsen, at Kierkegaard på afgørende punkter var luthersk-ortodoks, men at han havde en meget uortodoks måde at udtrykke det på, og jeg synes, det ville være spændende at fremlæse den dogmatik, der ligger i Kierkegaards taler, uden at danne et dogmatisk system, som Kierkegaard selv ville have været modstander af. Det ville gøre mig klogere på en række af Kierkegaards skrifter, og jeg tror også, at Kierkegaard ville kunne bringes i dialog med moderne teologi på en helt anden måde, end det sker i øjeblikket.

duus@kristeligt-dagblad.dk