Prøv avisen

Kirsten Thorup: Fordybelse og fortabelse er narkotika, jeg ikke kan undvære

Da Kirsten Thorup flyttede til København som ung, følte hun sig fremmedgjort og rodløs. At skrive hjalp hende med at finde fokus i tilværelsen, og i dag kan hun ikke forestille sig andet end at være forfatter, selvom det også er hårdt arbejde. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Danskstilene i skolen var en pine, og en forfatter i familien lå langt fra forældrenes verdensbillede. Alligevel kan Kirsten Thorup fejre 50-årsjubilæum som forfatter næste år. Med det skrevne sprog rystede hun forkertheden af sig og søgte ind i et grænseland mellem afhængighed og befrielse

I anledning af Kirsten Thorups nominering til Nordisk Råds litteraturpris 2017 for "Erindring om kærligheden" bringer vi igen dette interview forfatteren.

Da en veninde på realskolen i 1950’erne overbeviste Kirsten Thorup om, at de originale udgaver af Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” og Willard Motleys ”Lev stærk – dø ung” var langt bedre end tidens tegneserieformater, de såkaldte Illustrerede Klassikere, skete der noget.

Sidstnævnte roman blev så meget kult for hende, veninden og et par andre piger, at de talte sammen ved hjælp af passager fra teksten. Pigekliken blev epokegørende for Kirsten Thorup. Det var her, hun fik interessen for at læse bøger og for alvor forstod, hvad litteraturens verden kunne tilbyde. En verden, der senere blev rammen om en uundværlig livsform og et livslangt arbejde.

”At skrive er min skæbne og en måde for mig at trække vejret på. Jeg kan ikke andet,” fortæller Kirsten Thorup, mens hun mere end 60 år senere og omgivet af store endevægsreoler fulde af bøger i sin stue i lejligheden i København fortæller om sin vej ind i litteraturen.

Hun voksede op som efternøler til to ældre brødre i et landligt småborgerskab med sin mor og far i den lille by Gelsted på Vestfyn.

I barndomshjemmets forreste del drev faderen det, Kirsten Thorup selv betegner som ”en blandet landhandel”. I efterkrigstidens knaphedssamfund var midlerne små, og man måtte tjene penge, hvor man kunne. Derfor solgte faderen alt fra tobak til aviser og fra sko til keramik.

Blandt varesortimentet var også den såkaldte kiosklitteratur med Morten Korch og ugebladenes romanføljetoner. Dem fik Kirsten Thorup lov til at læse, hvis hun passede på bladene. For de skulle kunne sælges igen.

Ud over at være forretningsfolk deltog forældrene også i en læsekreds, hvor de sammen med byens præst og fem andre par læste bøger. De gange det foregik hjemme hos Kirsten Thorups forældre, sad hun stille og lydhør i hjørnet, når præsten læste højt af blandt andet Martin A. Hansens ”Løgneren”.

Selvom barndomshjemmet på den måde hverken var litteratur- eller kulturfattigt, var det alligevel utænkeligt, at Kirsten Thorup skulle ende ud som anmelderrost forfatter. Det lå simpelhen uden for forældrenes verdensbillede.

”Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville leve som mine forældre og blive i Gelsted. Derfor følte jeg allerede som 12-årig, da jeg bestod optagelsesprøven til realskolen, at det var afgørende for min fremtid. Da jeg senere kom i gymnasiet, sagde min far til mig: ’Så kommer du jo til at fjerne dig fra os.’ Og han havde fuldstændig ret,” husker Kirsten Thorup og fortsætter:

”Samtidig med, at jeg udgav mine første digtsamlinger, havde jeg et kontorjob. Det var ligesom en redningsplanke for mine forældre, for så kunne de sige til familie, venner og bekendte, at deres datter arbejdede på et kontor. Hvordan skulle man lige forklare, at jeg skrev digte? Det var lidt pinligt på en måde,” fortæller Kirsten Thorup.

Men det var mere end den familiære baggrund, der gjorde, at forfatterlivet ikke lå i kortene for Kirsten Thorup. Danskstilene i skolen var en sand pine, hvor formen var stram og ofte koblet op på et bestemt emne. Et format, der ikke bare gav skriveblokade, men også dårlige karakterer.

”Jeg har set stilene sidenhen, og det er ikke bare noget, jeg har bildt mig selv ind. Det var virkelig ikke godt,” fortæller Kirsten Thorup.

Efter gymnasiet flyttede den unge Kirsten Thorup til Cambridge i England og fik job som au pair. I familien var der tradition for at skrive breve, og det var påkrævet, at Kirsten Thorup skulle skrive hjem en gang i ugen. Den frie form i brevene løsnede op for skolens skriveblokering.

Da hun kom tilbage til Danmark og flyttede til København, blev hun imidlertid ramt af et mentalt chok. For selvom hun altid havde drømt om at bo i hovedstaden, følte hun sig fremmed. De sociale koder var anderledes, og det samme gjaldt sproget.

For sprog er mere end en dialekt – det er en måde at tænke på og en måde at agere på i verden. Og netop på det punkt, i det talte sprog, følte Kirsten Thorup sig anderledes og indespærret:

”Det var meget traumatisk for mig ikke at tale mit barndomssprog. Jeg følte ikke, jeg hørte til nogle steder, og hjemløsheden og rodløsheden gjorde, at jeg havde en trang til at skrive. Det konkretiserede mine tanker. Når jeg i dag er i en periode, hvor jeg ikke skriver, føler jeg, at alting flyder for mig. Så har jeg ikke noget fokus, og det er meget ubehageligt. Men hvorfor skal jeg skrive for at være til? Det er en gåde for mig,” fortæller Kirsten Thorup.

For selvom hendes romaner er fiktion, og hovedpersonerne ikke direkte minder om hende selv, er skriveprocessen blevet en eksistentiel følgesvend, der kredser om at besvare spørgsmålet: Hvem er jeg?

Derfor betegner Kirsten Thorup forfatterlivet som sin skæbne. Men samtidig er hun også overbevist om, at heldet har spillet en rolle.

Tilbage i 1960’erne antog Gyldendals daværende litterære tidsskrift Vindrosen nogle af hendes korte prosastykker. Redaktørerne var begejstrede og spurgte efter mere. Det resulterede i, at den første digtsamling ”Indeni – Udenfor” så dagens lys i 1967.

Sidenhen er der kommet alt lige fra flere digtsamlinger til romaner og dramatik fra Kirsten Thorups hånd. Og selvom hun til næste år kan fejre 50-årsjubilæum som forfatter, kan hun stadig blive ramt af angsten for ikke at kunne gennemføre en roman.

”Man starter forfra hver gang. Fra at ingenting er der, til at noget skal være der. I lang tid, inden jeg kan se, at jeg er ved at være ved vejs ende, tvivler jeg på, om romanen nogensinde kan blive til noget. Om jeg overhovedet kan skrive den. Og når jeg er færdig med romanen, er det, som om det ikke er mig, der har skrevet den,” siger Kirsten Thorup.

At skrive en roman beskriver hun også som en kamp. En afhængighedsskabende kamp, som hun ikke kan undvære. En slags vanedannende rusmiddel.

”At skrive er det eneste, man tænker på. Man glemmer sig selv, og man glemmer tiden. Hvordan sætningerne skal formes, og hvordan manden for eksempel skal komme ind ad døren. Den fordybelse og fortabelse i teksten er som narkotika.”

Så efter en udgivelse er der behov for en skrivepause, og der går som regel et år fra den ene romans sidste punktum til den næste romans første ord. Til foråret er det netop et år siden, at ”Erindring om kærligheden” udkom, og for tiden overvejer Kirsten Thorup derfor, hvad næste skridt skal være.

”Jeg er ikke sikker på, om jeg bliver ved med at skrive romaner. Så skal den i hvert fald være ret kort. Men jeg bliver ved med at skrive. Andet ville være utænkeligt, for jeg har svært ved at forestille mig et liv uden.”