Prøv avisen

Jesper Wung-Sungs foredragsbil er fyldt med bananer og sorte skjorter

Ved søndagssalonerne i Møllehavehuset foregår foredragene uden tekniske hjælpemidler. Det nyder Jesper Wung-Sung, der godt kan føle sig generet af mikrofoner. Han nyder også de hjemlige omgivelser, der giver ham mulighed for at komme tæt på sit publikum. – Fotos: Carsten Bundgaard.

Med over hundrede foredrag i 2018 er forfatteren Jesper Wung-Sung en af årets mest efterspurgte foredragsholdere. De livsbekræftende møder med læserne overskygger klart alle gentagelserne, siger han

Det er en af de vinterdage, hvor det aldrig bliver helt lyst. Regnen er så let og støvet, at den næppe mærkes og kun kan ses, når dråberne rammer en bils lyskegle. Bøstrup Præstegård ved Tranekær på Langeland ligger denne søndag eftermiddag som en oplyst ø midt i tusmørket, da forfatteren Jesper Wung-Sung svinger ind på gårdspladsen i sin sorte Audi A3. Foreløbig er der kun hans bil og et par stykker mere, men inden for de næste 45 minutter bliver pladsen helt fyldt op, og det samme gør parkeringspladsen oppe ved kirken.

Der er såkaldt søndagssalon i præstegården, der ikke længere fungerer som præstegård, men som bolig for Marianne Volf Andersen. Hun er niece til Johannes Møllehave, og det er hendes mor, Johannes Møllehaves søster, Gabriele Andersen, der som formand for Foreningen Møllehavehuset to søndage om måneden byder velkommen til et halvt hundrede litteraturinteresserede langelændere. Altså også denne søndag. I både den grønne og den røde stue er små og lidt større firkantede og runde borde dækket op med hvide damaskduge og porcelæns-kaffestel i flere mønstre. Der er vaser med store buketter georginer i røde og violette nuancer, og der er messinglysestager med tændte, hvide stearinlys.

Ude i entréen hilser folk på hinanden, mens de forsøger at finde en ledig knage til overtøjet, og inde i Marianne Volf Andersens mere private stue sidder Jesper Wung-Sung og bladrer lidt i sine medbragte bøger. Foredraget er nummer 30, siden han den 12. september begyndte sin efterårsturné. Inden da havde han i første halvdel af 2018 holdt omkring 60 foredrag i alle afkroge af Danmark, og han kommer et godt stykke over hundrede i alt, inden året er omme. Det gør ham til en af de absolutte højdespringere over 2018’s mest efterspurgte foredragsholdere. Efterspørgslen skyldes hans store roman ”En anden gren” om hans oldeforældre, kinesiske San og københavnske Ingeborg. En bog, der fik ekstra popularitet, da boghandlerne i februar tildelte forfatteren De Gyldne Laurbær.

”De sidste 15-20 år har jeg holdt op mod 50 foredrag om året, så situationen er langtfra ny for mig. Men jeg må indrømme, at det er gået lidt amok i år,” siger Jesper Wung-Sung.

Han slænger sig afslappet i en sofa og virker til at være ladet med overskud. Denne eftermiddag har han da også blot kørt få kilometer fra sit og familiens sommerhus i Spodsbjerg til den tidligere præstegård i Bøstrup, og den hjemlige atmosfære i de lavloftede stuer gør ham godt. Alligevel har han forberedt sig på nøjagtigt samme måde, som hvis det havde været en onsdag aften i et halvkoldt forsamlingshus eller en tirsdag formiddag i et kønsløst mødelokale i tilknytning til et bibliotek. Og her er den lille, men hurtige bil ude på gårdspladsen en vigtig ingrediens.

”Jeg prøver at indrette mig så praktisk som muligt, og derfor har jeg også anskaffet mig en bil, som udelukkende er til foredrag. Det har den fordel, at jeg ikke optager familiebilen derhjemme i garagen, og at jeg altid har præcist det med, som jeg ved, jeg skal bruge,” fortæller han.

Til Jesper Wung-Sungs mest nødvendige udstyr hører en bunke nøjagtig ens sorte skjorter og en pose bananer. Skjorterne, fordi han så altid har en ekstra eller to, hvis han skulle komme til at spilde ned af sig eller svede ekstraordinært. Samtidig er skjorterne, sammen med hans sorte lærredsbukser, en slags uniform, som han ifører sig, for at være fri for at bekymre sig om den side af sit udseende. Bananerne? Dem kommer vi til.

I bilen er også en kasse med de af hans egne bøger, som han har lavet understregninger i og klæbet gule sedler ind i forskellige steder. Og så er der en stak cd’er, som naturligvis heller ikke er tilfældigt valgt.

”Det er blevet et ritual for mig at høre det amerikanske band Sun Volt og den amerikanske sangerinde Lucinda Williams, der begge er sådan countryrock-agtige, når jeg kører. Det handler om store vidder og er helt ukrukkede sange, der kredser om savn, kærlighed og dét at køre,” siger Jesper Wung-Sung og fortæller videre om, hvordan den form for musik sætter ham i en helt bestemt sindstilstand.

”Det er noget med at lære af den amerikanske musiktradition, hvor mange turnerer hele deres liv og har sådan en håndværksmæssig tilgang til det at tage ud at optræde. Det handler om, at der skal leveres et stykke arbejde, og det synes jeg er en tilgang, der er både reel og rørende. Det vil jeg gerne prøve at efterleve. Selvom jeg har over 100 foredrag på et år, så skal jeg altså gøre et ordentligt stykke arbejde hver gang.”

Inde i stuerne er der nu ved at være fyldt godt op. Ja, mere end godt, for de 50 kaffekopper og stole, der var sat frem, slår ikke til.

”Er der flere kopper?”, råber en stemme inde fra den røde stue ud i køkkenet til Marianne Volf Andersen, der jonglerer med termokander og små skåle med chokolade. Det er der, og efterhånden sidder og står der mennesker overalt, hvor der er lidt ledig gulvplads, med en kaffekop i hænderne. Snakken går livligt, og den summende lyd når også ind i stuen, hvor Jesper Wung-Sung sidder.

”Jeg betragter det at holde foredrag som en forlængelse af den kommunikation, der er i mine bøger. I mødet med publikum og med udgangspunkt i et fiktivt værk oplever jeg at kunne diskutere eksistentielle emner, som man ikke gør andre steder. Det drejer sig om, hvad vi alle sammen føler, drømmer om og har af længsler. Det kræver af mig, at jeg er villig til at gå ind på den præmis, at jeg en gang imellem reducerer mit værk. I det øjeblik jeg stiller mig op og siger noget om min bog, så er det mere forsimplet og entydigt end det, der står i bogen. Det ved jeg, at nogle af mine kolleger hader, men jeg synes, det er en naturlig del af mit arbejde. Det er helt grundlæggende for, om man kan lide at holde foredrag eller ej, at man tør tale mere enkelt end i selve litteraturen,” siger han, mens han rejser sig og strækker sin lange krop.

Her kommer bananerne ind i billedet. Det er blevet en del af hans præ-foredragsopvarmning, at han skal spise en banan. Så han stiller dig hen til vinduet, skræller bananen og indtager den i store mundfulde.

”Det er ikke, fordi jeg er særligt vild med bananer, men sådan en giver energi på den helt rigtige måde. Derfor er der altid bananer med i foredragsbilen,” siger han, inden han lige smutter på toilettet, ser sig selv i spejlet – og er klar.

Denne eftermiddag er der ingen mikrofoner, der skal testes eller anden teknik, der skal gennemprøves. Foreningen her dyrker den hjemlige atmosfære og et dogme er, at alt gennemføres uden tekniske hjælpemidler.

Jesper Wung-Sung bliver mødt af klapsalver, da han stiller sig hen i døråbningen mellem de to stuer, så flest mulige kan se ham og alle høre ham. I tre kvarter taler han, læser op, taler og læser op. Publikum smågriner af små anekdoter fra hans forfatterliv og lytter ellers bare. Så er der pause og tid til at fylde kaffekopperne op. Jesper Wung-Sung når lige at drikke en slurk vand, før han kanter sig ud af stuen og stiller sig op inde i det rum, hvor han før sad og forberedte sig. Lynhurtigt opstår en lang kø af salongæster med bøger i hænderne foran ham. Nogle har deres egne bøger med hjemmefra, andre har været forbi Jesper Wung-Sungs kone, Christina, der er lærer og bibliotekar, men i dag er taget med til Langeland for at stå for salg af gemalens bøger.

”Tusind tak,” siger en ældre kvinde, der gerne vil have skrevet ”til Jytte” i sin bog, og tilføjer, mens hun nu har forfatteren helt tæt på: ”Hun er godt nok en fantastisk kvinde, hende Ingeborg”.

”Det er jeg glad for, du siger,” replicerer Jesper Wung-Sung, og det udløser lidt mere snak i køen om bogens hovedperson, den stolte oldemor, der trodsede alle advarsler og giftede sig med en kineser.

”Er du ved at være træt i armen,” spørger en læser omsorgsfuldt Jesper Wung-Sung, der sirligt skriver en hilsen i hver eneste bog, der bliver rakt frem mod ham.

”Nej, nej,” siger han smilende.

Tilbage efter skrivepausen fortæller forfatteren blandt andet som sin nye selvbiografiske ungdomsbog ”Lynkineser”, som Dansklærerforeningen har opfordret ham til at skrive, og som mange af tilhørerne benyttede pausen til at erhverve sig. Derefter er der åbent for spørgsmål. Der bliver spurgt til en eventuelt kommende filmatisering af ”En anden gren”, og forfatteren kan bekræfte, at han har solgt filmrettighederne. Der bliver også spurgt til, om Jesper Wung-Sung selv har været i Kina, og om, hvordan det har været for ham at have en kvindelig hovedperson.

Så er det hele pludselig slut. Gabriele Andersen takker for fremmødet, og de mange mennesker i stuerne finder deres overtøj og deres biler ude på pladsen, hvor tusmørke er blevet til helmørke.

Jesper Wung-Sung pakker sammen og kører foredragsbilen hjem til Svendborg. Næste dag skal han til Greve, dagen efter til Haslev og senere på ugen til Rødding.

Hvordan holder du dampen oppe?

”Selvfølgelig er der masser af gentagelser. Men når jeg holder dampen oppe, er det ved at kigge på publikum. De har valgt at bruge en søndag eftermiddag eller onsdag aften, hvor de bare kunne været blevet derhjemme foran fjernsynet. Det fylder mig med taknemmelighed, at så mange vælger at tage ud og diskutere litteratur i en tid, hvor vi ofte hører den påstand, at folk ikke gider beskæftige sig med komplekse ting.”

Med over 100 foredrag i år har Jesper Wung-Sung flottet sig og købt en bil udelukkende til det formål. Den er sort, ligesom den bunke skjorter, der altid ligger parat i bilen.
Det er blevet en del af Jesper Wung-Sungs præ-foredragsopvarmning, at han skal spise en banan inden.

Jeg betragter det at holde foredrag som en forlængelse af den kommunikation, der er i mine bøger. I mødet med publikum og med udgangspunkt i et fiktivt værk oplever jeg at kunne diskutere eksistentielle emner, som man ikke gør andre steder.