Norsk Geir Gulliksen blotlægger nådesløst menneskets nøgne og skrøbelige sider

Romanen af norske Geir Gulliksen, ”Se på os nu”, handler om forelskelse og fiktion. Om hvordan det måske i virkeligheden er fiktioner, der styrer vores liv

Geir Gulliksen lader Hans Kaasajordet gå hele vejen, og det er både absurd komisk og pinsomt at følge efter.
Geir Gulliksen lader Hans Kaasajordet gå hele vejen, og det er både absurd komisk og pinsomt at følge efter. .

Det begynder med moderbrystet, og det slutter med moderbrystet. Sådan er det i den norske forfatter Geir Gulliksens roman ”Se på os nu”, som indrammes og afsluttes af to ”mælke-seancer”, der kommer tæt på det ubærligt pinagtige.

I begge scener spiller hovedpersonen, den 50-årige Hans Kaasajordet, en aktiv rolle. Første scene udspiller sig til et større bryllup, hvor Hans kommer til at sidde ved siden af den 20 år yngre Harriet, som netop er blevet mor for to måneder siden. Hans bryder sig ikke om Harriet, alligevel står han kort efter på toilettet og viser hende, hvordan man malker ud. Hans’ selvfortælling, som Geir Gulliksen blotter ganske ubarmhjertigt, er, at han er en moderne mand, som ikke er bundet af kønsroller. Så selvfølgelig kan han træde til som hjælper i denne kropsligt tætte sag, ligesom en kvinde ville have gjort. Alligevel reagerer hans krop på en anden måde.

Romanens afsluttende brystscene er lige så pinagtig, og den må man selv læse sig til. Men før man kommer så langt, skal man opleve, hvordan fiktionen kommer til at køre med den gode Hans Kaasajordet. Man kunne også tale om, hvor langt han kommer til at falde, og i den norske udgave minder omslaget da også om indledningsfilmen til serien ”Mad Men”, hvor man ser den faldende mand fra det amerikanske kommunikationsbureau. Billedet er ikke tilfældigt, som Hans arbejder Don Draper også med at få ord til at danne fiktioner, der kan sælge alt fra varer til mennesker.

Da vi møder Hans Kaasajordet, er han tilsyneladende glad gift med lægen Ingunn. De har været sammen i 14 år, og der er både hans, hendes og deres ønskebarn inkluderet.

Den, i hans optik, helt uskyldige seance på toilettet, fører alligevel til, at han og Harriet begynder at sms’e. Bare i al venskabelighed. Men Harriet har sin egen dagsorden, fanget, som hun føler sig i den hjemmegåendes usynlighed.

Det varer ikke længe, før fiktionen har taget i Hans. Hver sms afsætter en sødme i kroppen, pulsen stiger, og hvorfor skulle han stoppe lige nu, det er jo ikke noget alvorligt. Pludselig kan Hans så let som ingenting i sine dagdrømme bytte sit liv ud for et liv med Harriet. Hvis det minder om noget, så er det Swanns forelskelse i Odette hos Proust, den forelskelse, der får Swann til at ydmyge sig og tåle alt. Indtil den en dag er forbi, og han må spørge sig selv, hvorfor i alverden han gik så meget igennem for en kvinde, han ikke engang fandt tiltalende. Gulliksen minder mig også om Proust, i den måde han holder karakteren Hans fast på, vrider og vender ham, så alle selvbedrag hos dette ellers gode menneske blinker i øjnene på os, der ser ham sprælle.

Geir Gulliksen peger på sprogets magt, her ikke mindst sms’ens – hvordan ganske få ord kan vokse fra mikrofiktioner til at blive sandheden om os, mens alle mellemregninger, såsom børnene, næsten forsvinder. Hans Kaasajordet har en høj stilling i et kommunikationsbureau, hvor det netop handler om, at de skal få deres kunder, for eksempel toppolitikere, til at tage sig troværdige, gerne ligefrem folkelige ud. Troværdighed i moderne tid handler ikke om etos, men om overflade.

Hans lever af at analysere folks selvfremstillinger. Og er selv ramt af selviagttagelsens syge, aldrig har han fred, ikke engang en kop kaffe kan han købe:

”Han købte en kaffe, følte sig dum med papkruset i hånden, alle skulle belønne sig selv med varm mælk og kaffe i maven, så snart de havde fem minutter for sig selv, det virkede så barnligt, syntes Hans, og det var ikke første gang, han tænkte det, han syntes at gennemskue alle, han så med papkrus i hånden, inklusive sig selv, alle tog korte skridt ligesom børn, når de gik med en kop i hånden, men han fortsatte alligevel med at gøre det, betalte dyrt for kaffen.”

Hans’ lille historie spejler sig i kommunikationsfirmaets arbejde med magtfulde politikere, alle har styr på deres overflader, men det er ganske tynd is.

Måske siger det også noget om vores tid, at det er kærlighedskarrusellen, den ekstremt personbårne historie, man husker, måske kunne Gulliksen have skrevet to romaner i stedet for en.

Ironien er, at Hans Kaasajordet prøver på og tror at være et ordentligt menneske, han har en meget stærk indre selvfortælling (som indimellem fik mig til at tænke på Per Hultbergs spiddende måde at tegne indre portrætter på) om den moderne mand, han er. Læseren bliver det afmægtige vidne til den større og større diskrepans. Jo mere Hans ser på sig selv, jo mere han tror at gennemskue sig selv, jo mere blind bliver han på sin vis også.

Geir Gulliksen lader Hans Kaasajordet gå hele vejen, og det er både absurd komisk og pinsomt at følge efter. Uanset køn vil man kunne genkende sig selv i de mest nøgne og skrøbelige sider. Romanen blotlægger dem nådesløst: De hemmelige tanker og barnlige ønskefantasier, hvor verden sjovt nok altid falder ud til ens fordel, mens alle problemer fortaber sig.