Modtagelsen af Peter Høegs roman "Den stille pige" har været imødeset med næsten lige så stor interesse som romanen i sig selv. Det er da også sin sag at anmelde Peter Høeg. Før han havde udgivet "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1992) var det hele ellers ret enkelt. Her var åbenlyst en interessant ung dansk forfatter med et stort potentiale. Det havde han tydeligt demonstreret med romanen "Forestilling om det tyvende århundrede" (1988) og novellesamlingen "Fortællinger om natten" (1990). Situationen blev imidlertid afgørende forandret, da romanen om Smilla først bragede igennem og etablerede forfatteren som en mageløs megasucces, fordi man nu fra internationalt hold kanoniserede ham på linje med H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen.
Da blev det for en kort tid nærmest umuligt at anmelde hans forfatterskab, for hvordan skulle man dog med rimelighed forholde sig kritisk til et ikon på dette niveau?
Den side af sagen rettede dagbladet Informations kritiker Erik Skyum-Nielsen imidlertid op på med en efterkritik af "De måske egnede" (1993) i januar 1994, der udløste en storm af læserprotester, men samtidig ændrede manges syn på Peter Høeg. Måske var han ikke så fantastisk, som man først havde antaget. Siden har forfatterskabets kvalitet været et yndet debatemne blandt danskerne og senest har Poul Behrendt i bogen "Dobbeltkonktrakten. En æstetisk nydannelse" (2006) på ny opjusteret vurderingen af Høeg med sin skarpsindige analyse af "De måske egnede", som blotlægger de mange hidtil uopdagede nuancer i romanens tvetydige spil med fiktion og virkelighed.
På den brogede baggrund er man så efterhånden kommet dertil, hvor man igen kan se nøgternt på forfatterskabet i dets lokale litteraturhistoriske kontekst.
Peter Høeg er måske nok en dansk forfatter, som nyder en højst udsædvanlig international berømmelse og derfor noget ganske særligt, men han er altså også en skinbarlig sen-1980'er-prosaist, der debuterede i omegnen af Jens Christian Grøndahl, Jens-Martin Eriksen og Solvej Balle. Det er nemlig snarere hans nulevende danske, eller for den sags skyld internationale kolleger, man bør skele til, end kanoniske klassikere som Andersen, Kierkegaard og Blixen, hvis man ellers ønsker sig et retvisende billede af forfatterens formåen.
I sin nye roman, "Den stille pige", fortsætter Peter Høeg i sporet fra sine tre seneste romaner. Hovedpersonen er nok en gang et menneske på kanten af samfundet, der oplever den omgivende verden på en radikalt anden facon end mere almindelige individer. Det gælder denne gang den verdensberømte violinspillende cirkusklovn Kasper Krone. Han har ikke som Smilla en enestående fornemmelse for sne, men derimod en ekstraordinær skarp høresans, der tillader ham at høre de mest fantastiske ting. For eksempel kan han ved at telefonere i forbindelse med kirkernes klokkeringning temmelig nøjagtigt bestemme, hvor vedkommende, han taler med, opholder sig.
Kasper Krone befinder sig i sit vinterkvarter i Glostrup, da man fortæller ham, at den 10-årige pige KlaraMaria, som han tidligere har haft kort, men tæt kontakt med, er forsvundet. Hun har ganske specielle åndelige eller religiøse evner, som man øjensynligt ønsker at udnytte til stærkt kriminelle formål. Kasper Krone sætter derfor ind med en storstilet jagt på pigen, som dog besværes af hans egne problemer med de danske myndigheder, der har efterlyst ham på grund af groft skattesvig for cirka 40 millioner kroner.
Den moralsk set lettere anløbne Kasper Krone, der dog har hjertet på det rette sted, deler mange træk med tegneseriernes og actionfilmenes helte. Ud over sin fantastiske høresans spiller han som en drøm på sin dyrebare violin og slår dygtigt på tæven, når situationen gør det nødvendigt. Fortællingen er da også nærmest lagt an som et klassisk Hollywood-manuskript, hvor Kasper Krone undervejs i et indviklet, men velgennemtænkt, plot konfronteres med adskillige dæmoniske skurke. Han får i den forbindelse uvurderlig hjælp af en karatesparkende afrikansk nonne, en stærkt troende, handicappet mesterchauffør samt en åndeligt klartskuende abbedisse. Peter Høeg er ikke ligefrem smålig med sine virkemidler. Fortællingen byder både på biljagter, bådjagter, brutale slagsmål, maskingeværssalver, en nærdødsoplevelse og en gift nonne.
Kernen i fortællingen er imidlertid Kasper Krones religiøse længsel, som vokser sig ubændig undervejs i det fortalte forløb. Han ønsker sig brændende at gøre såkaldte "spirituelle fremskridt" og komme helt tæt på det guddommelige, der i romanens univers melder sig, når en meditativ tilstand af stilhed og åndelig ligevægt er opnået. Peter Høeg beskriver for eksempel den type af religiøse erfaringer sådan her:
"Han hørte lydene harmoniseres. Falde ind i en fælles toneart. Han var vidne til en eller anden form for orkestrering. Han kunne ikke mere høre kvindens grundtone. Han så på hende. Hun var blevet farveløs. Han vidste de stod ret op og ned og rejste sammen, ind gennem alle blæsermundinger og klangkasser, på vej ind imod hvor han altid havde villet hen, på vej ind mod stilheden. Længslen og skrækken manifesterede samtidig, som et paukeslag. Han var meget tæt ved at skrige. I samme øjeblik var fænomenet forbi."
Peter Høeg er først og fremmest en eminent tekniker, men ikke på samme måde som for eksempel Jens Christian Grøndahl, der tilsyneladende har ualmindelig let adgang til sin flydende prosa. Peter Høeg har med imponerende flid og stensikker fortælleteknisk tæft mejslet et monument af en nyreligiøs thriller frem, der stilistisk blandt andet er kendetegnet ved de særlige vidensophobende afsnit, som man kender fra hans tidligere værker. "Den stille pige" er uden for enhver tvivl den stærkeste og mest velfunderede udgivelse fra hans hånd. Det ser man for eksempel af hans informationsøkonomiske dispositioner. Handlingsforløbet er således yderst veltilrettelagt og overbevisende. I fortælleteknisk forstand er bogen mere end fremragende. Kun persontegningen kan af og til forekomme lidt svag, men måske er der blot tale om et særlig karikeret spil med de psykologiske aspekter.
Det er dog samtidig klart, at Høeg ud over at fortælle en god historie virkelig vil noget både kunstnerisk og eksistentielt med sin bog. Det formår han da også i vid udstrækning. "Den stille pige" er hverken intetsigende underholdning eller bedrevidende politisk korrekt epik. Hvor "Kvinden og aben" kuldsejlede på sin overtydelige kulturkritik, indgår de nyreligiøse og kulturkritiske aspekter overordnet set mere organisk og troværdigt i "Den stille pige".
Flere steder bliver forfatterens nyreligiøse interesser dog for dominerende. Det sker, når Høeg i stedet for blot at åbne for eller stimulere en åndelig nysgerrighed hos læseren fastlåser ham i et nyreligiøst univers, hvor reinkarnation og usandsynligt stærke psykiske energier er åbenbare realiteter. Det virker for eksempel besynderligt anmassende, når det et sted hedder, at "fra det kvindelige udgår der en ubrudt strøm af helende vitalenergi". Den slags halvklæge formuleringer svækker Høegs kunstneriske indsats.
Det er ikke fair, som man så ofte gør det, at sammenligne Peter Høeg med Karen Blixen. Til gengæld står han i et vist omfang distancen i forhold til sine egne generationsfæller som Jens Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen, selvom han ikke kan matche den umiddelbare eksistentielle dybde, man finder hos Ida Jessen. Dertil er Høegs i øvrigt sympatiske åndelige higen, som den kommer til udtryk i romanen, en anelse for firkantet.
Det bør dog ikke holde nogen tilbage. Selvfølgelig skal man læse den nye, stærkt underholdende roman af Peter Høeg. Den er voldsomt ambitiøs og på mange måder vellykket. De mange steder, hvor den er allerbedst og allermindst irriterende, er den både klog og bevægende. Man kunne derfor ønske sig, at Peter Høeg ville rykke endnu et skridt videre i sin udvikling som forfatter og lade selve fortællingen få det totale overtag på bekostning af de mere private nyreligiøse og kulturkritiske interesser. "FruHerre", som fortælleren kalder den højeste religiøse instans i fortællingens univers, er desværre en tand for fortænkt.
Peter Høeg: Den stille pige. 411 sider. 349 kroner. Rosinante. Udkom-mer i dag.