Forestillinger om andre menneskers liv

Den nye samling metafysiske fortællinger fra Jakob Brønnum er kun jævnt god

Titlen på Jakob Brønnums nye fortællinger er "Pinballmesterens drøm". Hvad pinballmesterens drøm går ud på, forstår vi efter at have læst titelfortællingen af samme navn. Drømmen består i at overgå den højeste score i flipper-spillet og samtidig vinde den ellers uopnåelige drømmekvinde.

I Brønnums fortælling lykkes det for en længselsfuldt drømmende mand, der hver dag går forbi en tilbedt kvindes vindue på vej til værtshusets pinballmaskine både at slå rekorden og vinde denne kvinde. Sådan forestiller han sig i hvert fald, det sker.

Overfører man motivet til læserens møde med Jakob Brønnums nye bog, så lykkes det ikke for forfatteren at overgå den hidtil højeste score i kunstnerisk henseende og heller ikke at gøre det store indtryk på læseren. Bogens fortællinger forbliver et sted mellem det jævne og det gode, og det er i og for sig ikke godt nok, hvis man som læser går rundt med "pinballmesterens drøm".

Undertitlen på bogen er "metafysiske fortællinger". En fin og præcis angivelse af, at teksterne er fortællinger snarere end noveller, foruden at teksternes fortællere har vanskeligt ved at skille realiteter fra fantasier. Bogens første tekst kan bruges som eksempel på denne karakteristik.

Den har titlen "Drengen på Rheinsauer Plads" og fortæller om et par drenge, der står på denne plads, hvis navn lyder tysk, og kigger op på et vindue i en stor bygning. Gardinet er trukket for vinduet, så skikkelserne bag det fremtræder i silhuet. Hvad der faktisk udspiller sig i lejligheden, er umuligt at afgøre fra gaden, og netop derfor gives der rum til drengenes forestillinger: "Hvert menneske besidder en egensindig forestillingsevne," hedder det med en rammende bemærkning.

Fortælleren gør sig store forestillinger om, hvad der kunne tænkes at foregå oppe i lejligheden, mens andre passerer og giver deres kommentarer til begivenheden.

Samlingens længste fortælling har titlen "Store og Lille (En spøgelseshistorie)". Det er en historie om to voksne brødre, der skal dele arv og gæld fra deres afdøde mor. I første omgang gør de sig høje tanker om, hvor mange penge det efterladte hus og dets indbo kan være værd.

Særligt "Store" er ivrig med at få omsat værdierne. Han portrætteres som udspekuleret og gerrig, mens "Lille" fremstår som naiv og godhjertet. Referencen til H.C. Andersens eventyr om Store Claus og Lille Claus er ikke til at tage fejl af.

Det viser sig imidlertid, at de to brødre ender med at arve en større gæld, idet håndværkerregninger og ejendomsskat overstiger værdien af husets grund.

Man mærker nok, at Jakob Brønnum har en vis evne til at gøre sig forestillinger om andre menneskers liv, og at han med sine fortællinger forsøger at appellere til den enkeltes forestillingskraft. Det fungerer desværre ikke efter hensigten. Det skyldes vel nok, at stoffet i fortællingerne er for velkendt og for entydigt behandlet, mens sproget savner enten musikalitet eller metaforik.
kultur@kristeligt-dagblad.dk


Jakob Brønnum: Pinball mesterens drøm. 158 sider. 189 kroner. Hovedland.