Forfængelighed står i vejen for en bog, der kunne have været god

Tor Nørretranders befinder sig bedst i de elegante strøtankers uforpligtende univers. Hvad han vil med bogen ”Samfundsglæde”, er uklart

Hvis videnskaberne er en frugthave, er Tor Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud, skriver Jes Fabricius Møller om bogen ”Samfundglæde”, hvis titel forfatteren lige kreativt nok har lånt fra litteraturhistorien. –
Hvis videnskaberne er en frugthave, er Tor Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud, skriver Jes Fabricius Møller om bogen ”Samfundglæde”, hvis titel forfatteren lige kreativt nok har lånt fra litteraturhistorien. – . Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Tor Nørretranders har udviklet en evne til at skrive på en måde, så han lyder klog. Det er ikke, fordi manden er ubegavet, slet ikke, men han skriver, som om der bag tekstens veltilrettelagte overflade gemmer sig et alexandrinsk bibliotek af visdom.

Hans nye bog, ”Samfundsglæde: Sammen kan vi selv” er imidlertid ikke et kort og letfatteligt sammendrag af det store værk. Den er bare en kort og letfattelig bog. Han begynder med at introducere begrebet samfundsglæde fra titlen, som om det er ham, der har fundet på det. Det har han ikke.

”Lad Tider svinde og Slægter dø,/Lad Magten sidde i Rettens Sæde,/Vi veed, der kommer en Morgen rød, Med Gjenforening og Samfundsglæde;” Således skrev Knud Jensen i et digt ”Til Sønderjyderne” fra 1893.

Nørretranders’ bruger begrebet i en helt anden betydning, men når jeg alligevel tillader mig at drille ham med denne påmindelse, skyldes det, at han gør en pointe ud af forholdet til sproget:

”De fælles begreber, vi har om verden, de ting, vi adskiller fra hinanden og kalder ting – enkeltstående midt i en verden, hvor alting hænger sammen – findes i verden derved, at de beskrives i sproget, så vi er enige om dem.”

Nørretranders glemte så bare at se efter, om det ord, han mener at have opfundet, allerede fandtes. Det gør det, og derfor burde hans udredning af begrebet have dialogens karakter.

Nørretranders er mere monologisk. Han er også mild og god, bevares. Vi er slet ikke oppe i det røde felt, hvor Carsten Jensen har taget permanent ophold. Men som læser famler man lidt. Hvis denne bog er løsningen, hvad var det så lige, problemet var?

Nørretranders berører et velkendt problem eller paradoks uden at uddybe det, nemlig at vi på disse kanter og i disse tider aldrig har haft det bedre målt på rigtig mange sociale og økonomiske parametre, samtidig med at utilfredsheden med det bestående er ganske stor – jævnfør Carsten Jensen.

Nørretranders sammenligner samfundet med kroppen. Hvis et organ er ramt af sygdom eller smerte, rettes al opmærksomheden mod dette, og vi glemmer, at resten af kroppen fungerer. På samme måde kan vi hidse os op over, at et tog er forsinket, og glemme at glædes over alle de gange, det kører til tiden.

Så skulle man umiddelbart tro, at der var tale om et konservativt synspunkt fra Nørretranders’ hånd, altså en påmindelse om, at det bedste, vi kan gøre, er at bevare det gode, vi har, og opelske en større værdsættelse af det. Det er bare ikke helt det, han vil. Han vil noget andet, men hvad det er, forbliver temmelig ukonkret.

Det har nok noget at gøre med Samsø, hvor Nørretranders nu bor, finder man ud af. Her kommer man hinanden ved og er verdensberømte for at være selvforsynende med vedvarende energi. Vi skal finde tilbage til nærheden til hinanden og nærheden til det materielle grundlag for vores liv, samtidig med at vi udnytter moderne højteknologi. Der er nogle interessante lighedstræk med Ebbe Kløvedal Reichs og Henning Prins’ ”Langelandsmanifestet” fra 1972.

Nørretranders er ikke nær så ideologisk i sit Samsømanifest. Han befinder sig i de elegante strøtankers og prægnante aforismers uforpligtende univers. ”Sammen kan vi selv” – det lyder som et kasseret slogan for et byggemarked. Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.

Der er dog faktisk opbyggelighed at hente i denne bog, for Nørretranders har jo helt ret i, at det er i glæden og ikke i vreden, at vi skal finde grundlaget for fremtidens samfund. Det kunne han have skrevet en interessant bog om. Desværre har hans forfatterforfængelighed stillet sig i vejen for det projekt.

Læs interview med forfatteren om bogen på