Det ligner en trend, eller også er en del danske forfattere, især kvinder, bare nået til den alder, hvor man bliver den, der holder sammen på familiens kollektive erindring. I hvert fald er der udkommet flere romaner om dengang, da mormor var ung og udfoldede sit liv. Det bliver især til skildringer af den første halvdel af det 20. århundrede. Merete Pryds Helle har været der med ”Folkets skønhed”, Anna Elisabeth Jessen var der med ”Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike”, og nu er Astrid Saalbach der med sin version: ”Der hvor du ikke vil hen”.
Saalbach begynder sin roman med en afsløring. Mormor Sigrid er ved at pakke sine ting sammen og smide gamle sager ud, da hun har fået konstateret kræft og sandsynligvis ikke har langt igen. Hendes barnebarn, Helene, er på besøg og ser nogle gamle breve i papirkurven og spørger til dem. De rummer – sammen med nogle avisudklip – familiehistorier, som aldrig er blevet fortalt videre. Men nu er anledningen der, og Helene får at vide, at Sigrid havde en moster, som døde ung, og som der aldrig er blevet talt om.
Nu viser det sig, at moster Anna og Sigrids liv er tæt forbundne og dét både på godt og ondt.
De vokser begge op i Faaborg, hvor Anna, der er 10-15 år ældre end Sigrid, er hendes forbillede. Men i det lille samfund er det let at falde uden for normerne, og da Anna forelsker sig i en billedkunstner og er sammen med ham, selvom han er gift og har børn, bliver hun ringeagtet i byen. Hun rejser da til København, hvor hun bliver tandlæge. Men skandalen forfølger hende, og hun ender med at tage et par år til Grønland, hvor hendes bror og svigerinde allerede er. Hjemme igen får hun tuberkulose, men bliver også gift.
Sigrid ville gerne gå i hendes fodspor, men på grund af økonomisk krise efter Første Verdenskrig får hun ikke lov til at tage studentereksamen, men må nøjes med et kontorjob. Da det ikke tilfredsstiller hendes ambitioner og evner, tager også hun til København og derfra videre til London. Det gør hun af eventyrlyst, men også fordi hun ikke vil tilbage til Faaborg og familien med de mange søskende, som hun skal passe.
Det sted, som titlen ”Der hvor du ikke vil hen” refererer til, er ultimativt døden, men det er også alle de steder, som man mere eller mindre ufrivilligt må gå hen, fordi familiebånd og forpligtelser siger, at man skal eller i det mindste bør. Der er gang på gang familiære, økonomiske eller verdenshistoriske forhold, der gør, at det enkelte individ må følge alt andet end sin egen eventyrlyst og tilbøjelighed. På et tidspunkt kommer Sigrid til at overtage Annas liv, og det viser sig at være meget andet end lykken. Ja, det viser sig at være selve dramaet i romanen.
Saalbach fortæller historien i en direkte og prunkløs stil, og hun giver sig især i begyndelsen god tid til at dvæle ved ungpigelivet i Faaborg. Men det bliver også til en sightseeing til både Grønland og London. Der er masser af tidskolorit i romanen, der fremstår som en velresearchet historisk roman, hvor man hører om et liv i provinsen, skiftende tøjmode, Ford-biler, zeppelinere, den spanske syge, tuberkulosesanatorier og københavnske funkisvillaer.
Man kommer i bogstavelig forstand både ”upstairs and downstairs” i det sociale hierarki. Det bringer læseren godt og grundigt tæt på tiden, men det skaber samtidig en vis distance til personerne, der nogle gange ligner statister i en historiebog. I hvert fald oplever jeg, at personerne ikke rigtig griber og bevæger mig, skønt der er rigeligt at blive bevæget af. Som i så mange andre historiske romaner bugner det også her med detaljer, der i sig selv kan være både sjove og oplysende, men som altså også kan komme i vejen for indlevelsen i den enkeltes skæbne.
Læs interview med Astrid Saalbach på
k.dk/kultur