Prøv avisen
Interview

Forfatter: Børn har brug for bibelhistorierne

Illustration fra ”Hr. Babels tårn”

For meget børnelitteratur tværer temaer om skilsmisser og død i hovedet på de mindste, mener forfatteren Sally Altschuler, der er aktuel med en nyfortolkning afBabelstårnet, der hylder mangfoldighed og gemmer Gud væk

Kan man lave skabelsesberetningen med en lille pige, der hjælper Gud med at finde hoved og hale i opbygningen af verden? Kan man skrive Gud helt ud af historien om Noas Ark og Babelstårnet og få sidstnævnte til at handle om mangfoldighedens styrker i stedet for menneskehedens hovmod?

Det mener Sally Altschuler. Og det har den danske forfatter så gjort. Tre børnebøger med alternative bibelhistorier fordelt over 20 år er det foreløbig blevet til. Den seneste er ”Hr. Babels tårn”, og en ny om David og Goliat er på vej – alle illustreret af den navnkundige svenske tegner Sven Nordqvist kendt fra ”Peddersen og Findus”-serien.

”Dybest set er den gammeltestamentlige Gud ikke særlig tidssvarende. Denne hævngerrige, egocentriske og uforudsigelige guddom opfylder ikke rigtig de idealer, vi i dag hylder. Der er kristendommen jo bare mere opdateret,” siger Sally Altschuler.

De gode, gamle fortællinger fra Det Gamle Testamente er stadig de vigtigste, mener forfatteren, men de behøver ikke en Gud, og i så fald så en, der dog har brug for hjælp som i hans ”Begyndelsen” fra 1994, hvor den lille pige Mia hjælper Gud, der ikke rigtig orker at skabe noget, som bytter om på himlen og havet og forlader scenen helt efter at have sat Adam og Eva på jorden.

”Jeg har virkelig søgt meget efter gode historier for børn. For det første er Det Gamle Testamente fyldt med blod og hævn, og så er mange af fortællingerne egentlig bedre uden en guddommelig indgriben,” siger Sally Altschuler.

”Historien om Noa handler jo om Guds straf over mennesket. Men det kan man jo ikke rigtig lære børn. Så vil jeg hellere lære børn om historierne på en måde, som de kan forstå. Efter Gud har forladt historien, står menneskets skæbne for egen regning.”

I ”Hr. Babels tårn” vender Altschuler historien helt om, så menneskenes forskellighed bliver hyldet, i stedet for at det bliver deres straf for deres hovmod. I hans version keder en prinsesse sig så meget, at kongen får arkitekten hr. Babel til at bygge et højt tårn, så hun kan kigge ud over hele landet. Der kommer folk fra alle verdens hjørner, og der bliver bygget en by til byggeriet, hvor prinsessen møder de mange forskellige kulturer og traditioner. De betyder dog, at tårnet aldrig bliver bygget færdig, men det er prinsessen ligeglad med, for hun har moret sig så meget med at prøve ny mad, danse nye danse og så videre.

”Det er en hyldest til mangfoldigheden,” siger Sally Altschuler, hvis historie pludselig er blevet yderst aktuel i kølvandet på flygtningebølgerne de seneste år.

Bruger du ikke en for mange helt central historie til dit eget humanistiske projekt?

”Det synes jeg ikke, tværtimod gør jeg en god, gammel historie meget vedkommende. Det er ikke det vigtigste budskab at fortælle små børn, at de skal være ydmyge. Det handler mindst lige så meget om respekt for andres måder at være på.”

Er du ikke med til at ødelægge de oprindelige historier, der er blevet overleveret gennem årtusinder?

”Det er kun godt med tolkninger. Især nu om dage, hvor hele spørgsmålet om mangfoldighed, globalisering og indvandring er hyperaktuelt. Det er ikke en politisk bog, og da jeg skrev den, havde jeg slet ikke flygtningesituationen i tankerne,” siger Sally Altschuler.

Han peger også på historien om David og Goliat, som i hans øjne har en bedre pointe, hvis den handler om, at de to fjender i en forhistorisk krig i stedet smider våbnene og bliver venner.

”Det fortæller jo i børnehøjde noget om krigens meningsløshed i stedet for at være en historie, der retfærdiggør udnævnelsen af David som Guds konge.”

Husker vi ikke netop disse historier, fordi de er fortalt uændret gennem tiden?

Jeg er selv vokset op med dem og elskede at få dem fortalt af min gamle lærerinde. Men det er fint, hvis der kommer en diskussion om indholdet, når man læser mine versioner. Jung lavede en analyse over Jobs spørgsmål til Gud og når frem til, at denne Gud må have en hel del komplekser i skabet. Og jeg møder egentlig heller ikke nogen kritik af mine tolkninger nogen steder. En grundlæggende holdning i min tilgang er, at når Gud forlader scenen efter skabelsen, så er resten op til os selv. Det er en sund tanke. Lidt ligesom at vokse op og flytte hjemmefra og blive selvstændig,” siger Sally Altschuler.

Han synes, at der er gået lidt for meget hverdag i nyere børnelitteratur, der for ofte er præget af alt for tydelige temaer om forældre, der skændes eller bliver skilt, og om bedsteforældre, der dør.

”Man kan jo finde alt i dag, men en del af den litteratur for børn, der fokuserer på virkeligheden, er slet ikke børnelitteratur, når det kommer til stykket. Jeg synes ikke, man skal skrive bøger, der overlagt vil bibringe børn en bestemt holdning. En god historie har altid en kerne af noget vigtigt. Det er ikke, fordi man ikke skal beskæftige sig med sorg, skilsmisser og så videre, men ofte træder fortællingen lidt i baggrunden for temaet. Det er til hver en tid fortællingen, der er det vigtigste,” siger Sally Altschuler og fortsætter:

”For ofte får børn ikke det rette håndtag til at blive trukket med ind i historien. Og så kommer jeg i tanke om en af de bedste fortællinger, Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’ og andre historier, hvor temaet jo ikke er udpenslet, og fortællingen er stor. Som barn behøver man ikke få temaet tværet ud i hovedet, men man husker den gode historie og bliver måske opmærksom på det senere i livet.”