Johannes Møllehave sagde engang, at der findes to sætninger, der kan ødelægge livet: ”Det er for tidligt”, og ”det er for sent”.
”Det er virkelig godt sagt. Jeg ville faktisk ønske, at det var mig, der havde sagt det,” siger Christian Jungersen og slår en stor smittende latter op med sin dybe, rungende forfatterstemme, for Møllehaves gamle pointe passer perfekt ind i Jungersens nye roman ”Du kan alt” om en midaldrende mand, der erfarer, at det netop aldrig er for sent at genopfinde sig selv, så man i virkeligheden bør omfavne hver livsfase med samme appetit som en eventyrlysten teenager. For øjeblikket er – på tværs af alder – til for alle dem, der lever lige nu.
Christian Jungersens nye værk har til gengæld været ventet længe. Allerede debutromanen ”Krat” (1999) blev rost og prisbelønnet, og han fik kæmpesucces med de senere filmatiserede bestsellerromaner ”Undtagelsen” (2004) og ”Du forsvinder” (2012), inden han så selv forsvandt mere eller mindre fra offentlighedens søgelys herhjemme, da han flyttede til Malta for nu snart ti år siden. I mellemtiden har han for researchens skyld blandt andet taget en hypnotisør-terapeutuddannelse og flere voldsbekæmpelseskurser, der ellers var målrettet kriminelle. Men nu er han efter syv års researcharbejde og gennemskrivninger aktuel med sin nye store roman, der udkommer i to bind i næste uge.
I første bind møder vi først hovedpersonen Per Berg i en form for midtvejskrise. Sønnen Silas er lige flyttet hjemmefra, og nu kan Per kun bruges som gratis håndværker for sønnen, mens sønnen har travlt med at hjælpe andre, være på Tinder og drikke smart cafékaffe. Pers kone Astrid er allerede på vej væk – i første omgang på en egotripmeditationsferie på Bali, der ”desværre” bliver ødelagt, hvis hun skyper for meget med ham. Men da de bliver skilt, siger han sit kommunale topjob op og ender selv med at blive meditationscoach – blandt andet for indsatte i landets fængsler, og i stedet for at forblive forstadsvillaejer bliver han nu bofælle med den unge, kriminelle fyr, Michael (”Nosse”), som fører ham ind i et miljø, som mildt sagt sætter hans moralske kompas ud af kurs.
Lykke-Per som mindfulnesscoach
I andet bind kommer Per bogstaveligt talt vidt omkring, mens han selv får succes som bestsellerforfatter og lykke-coach, der – selvfølgelig – bliver kaldt Lykke-Per i medierne, efter at et ellers mislykket interview i ”Go’ morgen Danmark” giver ham det store mediegennembrud som midtvejskriseekspert. Drama mangler der heller ikke, for der er også plads til mord, brand, tortur og rockerforbindelser i plottet, så Jungersens tobinds-roman kan godt læses som et slags eksplosivt møde mellem Netflix-serien ”Breaking Bad” (som begynder ved gymnasielæreren Walter Whites 50-årsfødselsdag, inden han mildt sagt bliver en anden) og Henrik Pon-toppidans ”Lykke-Per”. Og det heller ikke helt ved siden af, siger Christian Jungersen, som netop kaldte sin hovedperson Per som en lille hilsen til Pontoppidan.
”Der er også nogle paralleller til romanen ’Lykke-Per’ med forsøgene på at erobre verden og starte sin egen virksomhed med store ambitioner. Den store forskel er, at kerneårene ikke er i ungdommen i min roman, men i årene fra Per er 50 år, til han kommer i 60’erne. Når man er 18 år, kan alting ske. Man behøver ikke længere være i en kernefamilie. Mange unge mennesker bliver også kede af det og bange, men det kan man også blive, når ens børn flytter hjemmefra, hvor man også bliver sat fri. Det er derfor, Per siger, at 50 år ikke er de nye 40’ere, men det nye 18 år,” siger Christian Jungersen.
I romanen befinder Per sig selv i det, han som coach kalder ”den toenhalvte alder”. Det er dér, hvor man som 40-50-årig endnu ikke er kommet i den tredje alder og med sundhedsvidenskabens nye muligheder måske har 30 gode år til at genopfinde sig selv, inden man når alderdommen for alvor. Man kan alt, men mens alt er tilladt, er alt jo ikke gavnligt, som Paulus engang skrev.
Vi er friere, end vi tror
Romanens titel ”Du kan alt” refererer på den måde til et af Pers mindfulnesscitater, som sikkert straks også ville få Svend Brinkmann til at tage nej-hatten på, men titlen spiller også på en mørkere og kritisk side, da Per for eksempel prøver at træne sin evne til at slå empatien fra. Og selv holder Per Berg sig som foredragsholder heller ikke tilbage for at sige, at ”livet er en tragedie for dem, som føler, og en komedie for dem, som tænker”. Alligevel rummer han trods alt følelser og falder for eksempel for den traumatiserede iranske kvinde Simin, mens det ene drama afløser det andet.
”Det er en bog, der er mere sammensat og peger i flere retninger end nogen bog, jeg før har skrevet. Der er komedier, der er forfærdeligt sørgelige scener, der er spænding, der er en kærlighedshistorie, men også mord. Det er den stil, jeg har ønsket, men det passer også med det, jeg ville sige: At vores liv kan være meget mere frie, end vi går og tror. Det spejler bogens struktur og opbygning. Vi er vant til fortællinger, der slutter med at løse det problem, som hovedpersonen havde i begyndelsen. Men sådan hænger livet ikke sammen. Vi kan ændre os og være optaget af vidt forskellige ting gennem livet, og det ville jeg gerne afspejle i min roman, så det har været en udfordring stadig at skabe en fortælling, som ikke føles som 750 siders rod.”
Helte i cykelshorts og røde briller
Christian Jungersen blev inspireret til bogen, da han havde boet på Malta i et stykke tid. Han begyndte med at bo i en vens lejlighed som en del af et skriveophold på Malta, men han faldt for den nye kultur, hvor han var omgivet af mennesker, der også havde begyndt et nyt liv.
”Jeg havde det egentlig dejligt i Danmark, men jeg føler, at jeg blev en anden af at rejse til et andet land. Det var en stor befrielse. Her mødte jeg andre folk i 40’erne, 50’erne og 60’erne, som var rejst til et andet land, hvor de havde fået nye venner, nyt arbejde og nye hobbies. Nye liv. Og nogle af dem var lykkeligere, end de nogensinde havde været før. Den oplevelse var utrolig. For rigtig mange mennesker i Danmark har et billede af, at man er ankommet til den, man skal være, når man er 40 år, og så er man nok nogenlunde den samme de næste 20 år. Det er selvfølgelig fint, hvis man har det godt der, men der er også mange mennesker, der føler sig frustrerede der, hvor de er, så de har lyst til at prøve noget andet. Enten fordi de er kede af det og frustrerede, eller fordi de simpelthen bare har en livssult – ligesom hovedpersonen i bogen begærer livet meget,” siger Christian Jungersen og tilføjer:
”Jeg mener, at det er muligt at få flere mentale liv efter hinanden i et biologisk liv. Det er et frihedsbudskab, som jeg gerne har villet udtrykke med denne bog. Folk griner hånligt ad midaldrende mænd i stramme cykelbukser eller modne kvinder med knaldrøde briller. Men jeg synes, at de mennesker er helte, fordi de i det mindste tør at prøve at forny sig.”
Hvor mange variationer kan man da være af en selv?
”Jeg tror, at det er forskelligt fra person til person, men generelt tror jeg, at vi rummer mange flere muligheder, end vi bilder os ind. Og rigtig mange mennesker tillader sig selv at blive holdt fanget af forestillinger om, hvem de er, og hvad de er i stand til at være. Måske kan man godt lide at have de forestillinger, det kan også være trygt.”
Men har du selv lavet dig om?
”Ja, det synes jeg egentlig, at jeg har. Egentlig mange gange i mit liv. Da jeg var barn, tænkte jeg aldrig, at jeg skulle blive forfatter. Der er ingen skrivende personer i min familie, og mine talenter gik mere i retning af matematik og fysik. Men da jeg var 17-18 år, måtte jeg træffe et valg om, hvad jeg ville med mit liv. Om jeg ville forfølge mit umiddelbare talent eller det, jeg selv syntes virkede meningsfuldt som et sted, jeg gerne ville hen. Det føltes som at være et lokomotiv, der løfter sig selv op fra et sæt skinner til et andet sæt skinner, så jeg stak en anden livsbane ud. Det føltes som en stor ting, men sådan har jeg gjort det flere gange.
Med mine bøger prøver jeg også at blive nye mennesker hver gang. Min første bog skrev jeg om en 82-årig mand, mens jeg selv var i begyndelsen af 30’erne. Sidenhen har jeg været fire kvinder på et kontor, der mobber hinanden, og jeg har været en hjerneskadet mand, og nu er jeg så en mand, hvis søn er flyttet hjemmefra, selvom jeg ikke har oplevet noget lignende selv. På den måde prøver jeg at leve mange liv i et liv ligesom Per, så der er alligevel lighedspunkter imellem Per og mig,” siger han og tilføjer:
”Jeg er meget begærlig efter at få mest muligt ud af livet i de få år, vi har, inden det er forbi.”