Dag Solstad havde aldrig hørt om Knut Hamsun (1859-1952), før den store norske forfatter døde. Det var midt under vinterolympiaden i Oslo 1952, og Dag Solstads far, der selv døde året efter, havde kun købt avisen for at læse sportsresultaterne. Men et billede af en gammel, skægget mand i den dags udgave af Aftenposten fangede alligevel den dengang 10-årige Dag Solstads blik, så han spurgte sin far, hvem manden med skægget var.
”Det er en digter, som var nazist,” svarede faderen tørt – ifølge Dag Solstads nye bog ”Artikler om litteratur” – uden at vide, hvilken betydning Knut Hamsun senere skulle få for sønnen. For det var Hamsun, der gav Dag Solstad lyst til selv at blive forfatter. Til gengæld arvede Solstad samtidig også sin fars sportsinteresse. Her 70 år senere er Dag Solstad, der nu selv er blevet udråbt til at være Norges største nulevende forfatter af blandt andre mesterkolleger som Jon Fosse, Per Petterson, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, stadig så optaget af fodbold, at han får lys i øjnene, da han nævner Preben Elkjærs ”vidunderlige mål” til VM i 1986 og ”stakkels Jesper Olsens tilbagelægning” til Lars Høgh, som udløste det første mål, da Spanien slukkede VM for Danmark det år i ottendedelsfinalen.
Som ung dækkede Solstad som en sprogstærk sportsreporter – på linje med Jørgen Leths cykelreportager herhjemme – fodboldslutrunderne for norske dagblade, og sammen med den lige så fodboldglade forfatterven Jon Michelet (1944-2018) har han også skrevet reportagebøger om verdensmesterskabet. Under dette års EM holdt Dag Solstad egentlig med England, men kunne godt have undt Danmark titlen, og han har synlig beundring for broderlandets resultater på græsplænen nu, hvor det danske herrelandshold i øjeblikket fører deres kvalifikationspulje til VM med svimlende 22-0.
”Som nordmand bliver man jo helt misundelig, når man ser, hvordan I danskere bliver ved med at fostre talenter, der kan få jer til nye slutrunder,” siger Dag Solstad, da han sidder i sin lænestol i lejligheden i Oslo for at tale om sit liv med litteratur – men altså med en forkærlighed for både danske fodboldspillere og forfattere.
Håbløst betaget af Hamsun
Dag Solstad har dog også ”haft stor glæde” af at læse danske forfattere, ikke mindst Tom Kristensen og Johannes V. Jensen, og han er faktisk i øjeblikket ved at genlæse ”Kongens fald”, som han allerede som 18-årig slugte som en uforglemmelig sanseoplevelse. Men ingen forfatter slår Hamsuns betydning for Dag Solstad.
”Jeg er helt håbløst betaget af Hamsun. Ho, ho, ho,” siger Dag Solstad med en dyb, hæs og nærmest hånlig latter over sin egen pludselige sentimentalitet. For Solstad er efter eget udsagn normalt ikke typen, der bruger store ord eller holder af at tale om store følelser. Han er også blevet kaldt ”det underspillede dramas mester”. Mesterværket ”Generthed og værdighed” når for eksempel sit dramatiske højdepunkt, da dansklæreren Elias Rukla slår sin paraply i stykker i afmagt, mens Dag Solstad allerede i sin debutroman ”Irr! Grøntt!” får et drama ud af at følge gymnasielæreren Geir Brevik, der ligger og vogter sit æbletræ i haven. Og mange af Solstads værker bærer knastørre originaltitler som ”17. roman”, ”Attende bog” eller senest ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”. Sådan forsøger han at lægge en dæmper på sproget helt ind i titlerne, der i stedet er inspireret af de store komponisters hovedværker som ”Beethovens 7. Symfoni”, der giver ro til, at musikken kan tale for sig selv.
”En god titel tager for meget lys ud af værket,” forklarer Dag Solstad, som helst lader hele værket tale for sig selv. Derfor har han også svært ved at udpege de sætninger, han selv er gladest for at have skrevet. I stedet taler han om det ”uopløselige epos”, når en historie står, som den skal.
”Som forfatter må man altid spørge sig selv, om et tekststykke er nødvendigt, ellers skal det jo skæres væk, men den gode litteratur træder frem, når fortællingen optimalt set bliver uopløselig, så historien bliver siddende i læseren,” siger Dag Solstad, der altså heller aldrig selv var blevet forfatter, hvis han ikke var blevet suget ind i Hamsuns uopløselige fortællinger.
”Det var en af mine skolekammerater, der anbefalede mig at læse Hamsun, da jeg var 15-16 år. Samme dag gik jeg på biblioteket og lånte en bog af Hamsun. I dag bilder jeg mig stadig ind, at det var ’Sult’, men jeg kan næsten ikke forstå, at jeg var moden nok til at læse ’Sult’ i den alder, så det kunne lige så godt have været ’Mysterier’, ’Victoria’ eller min senere yndlingsroman ’Pan’. For jeg havde aldrig før læst så levende litteratur. Og da vidste jeg straks, at jeg selv ville være forfatter for at få folk til at blive lige så betaget af det, jeg skrev.”
Jeg har ingen utopier tilbage, og det virker også til, at stadig flere mister troen på kapitalismen, fordi de kan se, at grådighed er dårligt for både samfundet og det enkelte menneske.
Hvad var det ved Hamsun, der betog dig?
”Det var nok hans sanselige sprog, og jeg opdagede da også hurtigt, at andre forfattere også var stærkt optaget af Hamsun. I 1960 var jeg for eksempel til et forfatterseminar, hvor blandt andre Tarjei Vesaas (norsk forfatter, 1897-1970, red.) deltog, og i en af pauserne gik han henført og talte om Hamsuns Victoria, så jeg i begyndelsen troede, at Vesaas var blevet forelsket i en pige, der hed Victoria. Men den er også mesterlig. Jeg kan huske, hvordan Hamsun beskriver en kvindehånd overraskende erotisk, idet han fik samlingen mellem tommeltotten og pegefingeren til at skabe helt andre billeder. Og sådan havde jeg heller aldrig før læst en hånd beskrevet.”
Sådan beskrev den danske digter Emil Aarestrup (1800-1856) ellers også en kvindehånd i et af sine erotiske digte…
”Ja, og det stjal Hamsun!”, siger Dag Solstad og griner højt.
”Man har lov til at stjæle i litteraturen, synes jeg.”
Borddame med smag for Brandes
”Artikler om litteratur” kan også virke som en lang rejse i den litteratur, der har inspireret ham selv. Bogen begynder med en fysisk togrejse, da Dag Solstad første gang forlod sin egen hjemegn i Sandefjord, men også udvidede sin verden gennem rejser i litteraturen i takt med, at han ikke blot opdagede Hamsun, men også forfattere som Thomas Mann, Marcel Proust og Gombroviscz, der alle har farvet Dag Solstads eget forfatterskab.
I dag har han svært ved at sige, hvem han sætter allerhøjest.
”Jeg har selv svært ved at rangordne forfattere. Der kan jo være perioder, hvor jeg er mest optaget af Gombroviscz eller Proust. Men jeg ville aldrig kunne sige, at Proust er den bedste forfatter i verden,” siger Dag Solstad, som også skriver morsomt i sin nye bog om den rivalisering, der har været blandt forfattere gennem tiden.
Tilbageskuende betragter han Strindberg, Hamsun og Selma Lagerlöf som 1890’ernes nok alligevel største nordiske digtere. Men mens den danske litteraturkritiker Georg Brandes brugte sin magt i litteraturmiljøet til at bære Lagerlöf frem ved at rose hende i et skelsættende essay to år efter hendes debut ”Gösta Berlings saga”, havde Brandes ikke meget fidus til Hamsun, som han gjorde sit for at holde nede.
”Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg tænker på, hvordan Hamsun fik Selma Lagerlöf som borddame til nobelprismiddagen i 1920. De var omtrent lige gamle og boede begge på godser. Men hun havde allerede fået Nobelprisen i 1909, godt båret frem af Hamsuns rival, Georg Brandes, som hun så havde stemt på det år. Det må Hamsun have vidst, så man kan forestille sig, hvilken fryd Hamsun sad med under høflighedssnakken med sin borddame, inden han gik på scenen for at holde sin ’Tale til ungdommen’ som årets modtager af Nobelprisen,” siger Dag Solstad og griner hæst som Hamsuns medsammensvorne i sin lænestol, inden han formildet tilføjer, at ”Gösta Berlings saga” faktisk har mange af de samme kvaliteter som Hamsuns ”Pan”.
Han læser også Selma Lagerlöfs debutroman som en taknemmelig gestus for det liv, den 32-årige debutant dengang havde fået af ikke mindst faderen. Og hos Solstad finder man heller ikke nogen dramatiske faderopgør, for han var også glad for sin egen far, fortæller han.
”Jeg havde et mere anstrengt forhold til min mor, som gerne ville bestemme meget over både mig og min ni år ældre bror. Han gik og fortalte vidt og bredt om, at han ville være missionslæge, når han blev stor, for min mor kunne ikke forestille sig noget finere. Men han endte med at stikke til søs og blev der. Hun havde nok også håbet, at jeg blev lektor, da jeg fik interesse for litteratur. Før jeg læste Hamsun, havde jeg selv forestillet mig at blive ingeniør, for jeg var god til at regne. Men hun var vel også lidt stolt af, at jeg blev forfatter. Hun gik rundt til boghandlerne for at sikre sig, at de havde mine bøger stående. Og hvis de ikke havde sat min bog i vinduet, så siger jeg bare stakkels boghandlere!”, siger han og slår en latter op.
Moderen blev således en af hans mest trofaste læsere. Dag Solstad har ellers godt selv hørt rygtet om, at han med sin usentimentale skrivestil tiltrækker flest mandlige læsere.
”Men jeg har skam også kvindelige læsere, og det er de bedste kvindelige læsere,” siger han med et selvsikkert glimt i øjet.
Lugten af litteratur
Hvad er god litteratur for dig?
”Jeg kan bare sige, at god litteratur skal lugte af litteratur. Jeg er optaget af forfattere, der kan beskrive livet på en fantastisk måde. Ikke fordi de har levet livet på en fantastisk måde, men fordi de kan beskrive livet,” siger han og peger på, at Hamsun og Thomas Mann mødte nazismen på to vidt forskellige måder, men begge skrev mesterværker, der kan læses i deres egen berettigelse.
”Litteraturen kan være sandere end livet. Det kan lyde som en kliché, men de dybe sandheder i livet er tit ganske enkle. Og det er det, jeg er kommet frem til. En forfatter bliver sjældent god, hvis han forsøger at være positiv,” siger han og bliver tilbagelænet i stolen, mens han tilføjer.
”Nu har vi for eksempel valg her i Norge. Og politikere, som trods alt er folkevalgte, hvad enten de befinder sig langt til venstre eller højre, skal altid vinde et valg, og derfor skal de fremstille deres sag i det mest gunstige lys for at skaffe sig vælgernes opbakning, men forfatterne er frie, og litteraturen er fri. En god forfatter er fri.”
Hvordan ser du i dag tilbage på din egen maoistiske periode i 1970’erne?
”Jeg er glad for, at jeg nåede at have mine utopier, selvom det har vist sig at fungere dårligt med et-parti-styreformer i praksis.”
Hvad tror du så på i dag?
”Jeg er ikke nogen stor beundrer af vores eget politiske system, men det er nok bedre end alternativet. Jeg har ingen utopier tilbage, og det virker også til, at stadig flere mister troen på kapitalismen, fordi de kan se, at grådighed er dårligt for både samfundet og det enkelte menneske,” siger Dag Solstad, som ikke selv har været drevet af penge som forfatter.
”Da jeg debuterede med en novellesamling som 24-årig, var jeg nok optaget af æren, men ikke af pengene. Måske har jeg sommetider siden drømt om at skrive nogle romaner, der kunne indbringe en masse penge, men det gjorde de aldrig,” siger Dag Solstad, der til gengæld er glad for de gavmilde kunststøtteordninger i Norge, som han også mener er med til at forklare, hvorfor Norge formentlig ville kunne stå stærkt, hvis der var EM i god litteratur.
”Jeg mener, at det er statens pligt at støtte kulturen, hvis de synes, at den er værd at støtte. Det ville også være helt urimeligt, hvis et så lille kulturland som Norge skulle basere sig på markedskræfterne.”
Men dine bøger er da trods alt oversat til 20 sprog?
”Ja, men det var heldigvis sent. Og selvom mine bøger enkeltvis efterhånden ikke sælger så dårligt, er jeg aldrig blevet nogen stor bestsellerforfatter. Hvis jeg havde udgivet en bog hvert år, kunne jeg måske være blevet velstående, men jeg ville hellere have god tid. Det har typisk taget mig to-tre år at skrive en roman, og jeg kan være ti år om at omsætte en idé til en roman. Det er også derfor, at jeg ikke kommer til at skrive flere romaner. Nu er jeg 80 år, så jeg har simpelthen ikke tiden til det.”
I gæld til barndommen
Dag Solstad betragter nu både døden og troen som et åbent kapitel.
”Måske findes der en gud, men jeg kan bare ikke få mig selv til at knæle for ham,” siger Dag Solstad, der som barn kunne sin børnebibel udenad, men forlod troen sidst i gymnasiet. Her i avisen har han tidligere udtalt, at han taler med Gud, selvom han ikke tror på ham. Men Dag Solstad har også brug for at udtrykke sig, som han er bedst til. Og han skriver stadig blandt andet essays, som han tillægger lige så stor værdi som sine romaner.
Hans arbejdsværelse ligger i soveværelset, og det er på en måde passende. For det er både her, han drømmer i søvne og drømmer gennem litteratur.
”Man kan godt betragte litteratur som en slags drømme, hvor alt kan lade sig gøre, og begge dele bliver jo nok også næret af underbevidstheden,” siger Dag Solstad, som i åbningsessayet fra bogen fortæller om en drøm om sin hjemby, som ellers ikke er eksplicit omtalt ret meget i forfatterskabet.
Men som dreng boede en af hans kammerater i lejligheden over banken. Og en nat i omkring 1980 drømte Dag Solstad, at han skyldte en masse penge i den bank.
”Jeg vågnede lettet op over, at det var en drøm, så opvågningen skal nok også ses som en del af fortolkningen,” siger Dag Solstad, som dog gerne vedgiver, at drømmen nærliggende kunne betyde, at han står i gæld til sin hjemegn og den kammerat, som opfordrede ham til at læse Hamsun. Ellers var han aldrig blevet forfatter.
