”Alle kæmper en kamp, du ikke kender, så vær venlig. Altid.”
Sådan står der på en hjemmelavet seddel på væggen hos en af teenagerne i den norske successerie ”Skam”, og den sandhed kunne også gælde for den modne kattedame, der er hovedperson (og uden at afsløre for meget også viser sig også at være en lægeuddannet tidligere provinsfrue) i forfatter Lotte Kirkebys nye roman ”Hvis man ikke vidste bedre”.
For titlen spiller netop på, hvordan vi hurtigt kan komme til at dømme hinandens liv og valg uden egentlig at kende dem. Den kvindelige jegfortæller i romanen er efter mange år vendt hjem til den provinsby og det liv med mand og det barn, hun er flyttet fra. Og hvordan kunne hun dog det? Hun havde jo sådan et perfekt liv. På overfladen. Men hun følte sig ensom i sit ægteskab og sin fastlåste rolle som kernefamiliemor, og romanen skræller scene for scene hendes liv op i alle dens aldre, der gemmer sig i hende som årringe med hver sit liv i livet. Formen i romanen er også en rejse ind i alle kvindens tidligere liv, men det var først, da Lotte Kirkeby skulle gennemskrive romanen, at hun fandt den endelige form i Paris.
”Jeg var på café med min datter i parken ved Palais Royal, da jeg så, at de havde skrevet digte på stolene på fransk. Et af dem var af den svenske digter Tomas Tranströmer,” siger hun og giver sig til at gengive digtet, som også er bogens motto på dansk:
”Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter,
som et træ har sine årringe.
Det er summen af dem, der er mig.
Spejlet ser kun mit nyeste ansigt,
jeg kan mærke alle mine tidligere.”
Det (u)perfekte parcelhusliv
Et smil breder sig i Lotte Kirkebys eget ansigt:
”Da jeg læste det digt, vidste jeg, at det var dét, min roman handlede om. For når vi ser os selv i spejlet, kan der dukke mange liv op i samme ansigt. Da jeg var teenager, var jeg for eksempel meget genert, og da jeg var 25 år og boede i Paris en periode, følte jeg mig alene på en helt anderledes desperat måde, end jeg kan gøre i dag i mit familieliv. Og selv det har jo sine perioder. Nu er mit ældste barn flyttet hjemmefra. Det gik jeg rundt og sørgede over et halvt år. Vores to yngste børn bor stadig hjemme, men er nu begge 18 år, så nu kan jeg pludselig mærke, at den regelbundne og strukturerede mor, der stod tidligt op for at lave morgenmad og smøre madpakker, ikke var mit sande jeg. For nu kan jeg faktisk godt lide at sove længe,” siger Lotte Kirkeby med en lys latter.
På den måde har hun alligevel skrevet om en kvinde, der har truffet helt andre valg i (familie)livet end hende selv, som har holdt fast i den samme mand i mere end 25 år.
”Jeg tror, at jeg var nysgerrig på, hvordan det ville være, hvis man ikke trives i en familie, for det gør min hovedperson ikke for alvor,” siger Lotte Kirkeby og tilføjer:
”Vi kommer ind i romanen omkring 1970, hvor min hovedperson flytter til en mindre provinsby sammen med sin mand. De er begge to læger og får et barn der. Den udflytning, der fandt sted for mange familier dengang, var på en eller anden måde arkitekttegnet, fordi provinsbyerne opstod dér, hvor der kom skoler, sygehuse og stisystemer i takt med, at folk byggede de huse, de gerne ville have. På det ydre kunne man flytte derind og få det perfekte liv, men min hovedperson er ikke tilpasset nok til det liv.”
Ja, hun lader til selv at have lidt af et kattesind?
”Præcis. Der var en veninde, der sagde til mig, at jeg altid skrev om utilpassede kvinder. Det har jeg tænkt over længe, for hvem bestemmer, hvem der passer ind hvor? Det er et interessant spørgsmål, synes jeg. Men det er klart, at min hovedperson på papiret har perfekte rammer, men hun har så svært ved at passe ordentligt ind i den struktur.”
Krig og kvindefølelser
Det udfordrende familieliv er også et tema i Lotte Kirkebys to tidligere bøger, novellesamlingen ”Jubilæum” og romanen ”De nærmeste”, som begge fik ros af anmelderne. Og det er ikke tilfældigt, at hun hele tiden vender tilbage til det tema, forklarer hun:
”Der er simpelthen godt dramatisk stof i familielivet. De nære relationer er tit også de svære relationer, fordi det er dem, der præger os, og dem, man gerne vil have til at lykkes, så dem holder jeg aldrig op med at være nysgerrig på,” siger hun og tilføjer:
”Virginia Woolf citerede engang en kritiker for at sige, at den ene bog var vigtig, fordi den handlede om krig, mens den anden bog ikke var vigtig, fordi den handlede om kvinders følelser i en stue. Men kvinders følelser i en stue er lige så vigtige, fordi de kan definere andre menneskers liv lige så meget som en krig. Hver gang jeg skal skrive en bog, tænker jeg, at jeg skal skrive en klimaroman eller en historisk roman, men jeg ender altid ved de nære relationer, fordi jeg synes, at de er vanvittigt spændende. Her har vi så en kvinde, der har svært ved at være i sine nære relationer. I min forrige roman var hun måske lidt mere effen i det spil.”
Hovedpersonen i Lotte Kirkebys nye roman stammer faktisk også fra en uudgiven og lidt mislykket novelle, hun derfor aldrig udgav, om en ældre kvinde, der sad og skrev breve til sig selv i en vindueskarm, mens hun kiggede på folk.
”Novellen var virkelig dårlig, så den blev aldrig til noget, men hovedpersonen vågnede så op i min roman her. Jeg tror, at det er Helle Helle, der siger, at hun aldrig tager noter. For hvis der er noget, hun skal skrive om, så bliver det ved med at melde sig. Og denne kvinde blev jeg ved med at se på.”
Den ekstreme ensomhed
Hovedpersonen ser også meget på sig selv i romanen. I en scene i bogen modtager hun for eksempel en fartbøde med foto af bilen og glæder sig over, at passagersædets side er streget over, så ingen kan se, om hun er alene. Og ”kattedamen” kan også ses som et billede på et andet tema, som Lotte Kirkeby også hele tiden vender tilbage til.
”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan se, at mine personer ender i ensomhed, uanset hvad jeg skriver. I min sidste roman havde hovedpersonen Anna både to børn, to søskende og en eksmand, men følte sig også alene, så det er vel et eksistentielt vilkår, som jeg vender tilbage til. For jeg tror, at de fleste oplever ensomhed. Jeg tror også, at man kan opleve ensomhed i alle aldre. Men jeg synes altså, at det er blevet nemmere i dag, end da jeg sad alene i Paris som 25-årig og følte mig alene i verden midt mellem millioner af fremmede. Måske hører den ekstreme ensomhedsfølelse også ungdommen til. Man kan i hvert fald se på tallene, at unge føler sig ekstremt ensomme i dag, selvom de har hundredvis af venner på de såkaldte sociale medier. Men i min alder er det en anden form for ensomhed, der rammer mig. Hver gang et nært menneske dør, mister man jo også et livsvidne, fordi de tager en del af ens erindring med sig.”
Alene mellem andre
For Lotte Kirkeby er den overvældende følelse af ensomhed også knyttet til bestemte livsfaser. Småbørnsforældre kan for eksempel have så travlt, at de kan savne alenetid med sig selv som med en ven, de ikke har set i lang tid. Og først når børnene flytter hjemmefra, eller forældrene dør, kan ensomhedsfølelsen komme væltende igen, som hun siger. Men hendes roman tematiserer netop også, hvordan man kan føle sig alene midt i et parforhold. Og det kan også hænge sammen med de forventninger, moderne familier kan have til hinanden, mener hun.
”Forestillingen om det perfekte liv kan spænde ben for et helt okay liv. Vi abonnerer stadig på den vilde hollywoodfortælling om den eneste ene, der kan forløse én uden nogen sten på vejen,” siger hun.
Jeg har svært ved at hidse mig op over folk, der bliver skilt, for jeg tror faktisk, at de fleste kæmper for kærligheden
Statistikkerne viser også, at mange lader sig skille efter juleferien, måske fordi forventningerne til en fredfyldt familiejul ikke er blevet indfriet. Og her kan vi nemt blive fanget i nutidens frihedsmuligheder, mener hun.
”Vi er et sted i danmarkshistorien, hvor vi alle sammen kan følge vores egen lykke. Men de muligheder havde vores bedsteforældre ikke. Jeg kan huske engang, hvor jeg havde kærestesorger, at min mormor sagde, at hun da havde været glad for Hansen, som hun kaldte min morfar, men at hun godt kunne have tænkt sig at have prøvet noget andet inden. For hun gik virkelig rundt og kedede sig gevaldigt, fra børnene var flyttet hjemmefra, da hun var 45 år, til hun døde som 92-årig. Det resulterede i en bitterhed, som ikke var klædelig. Min mormor kunne i princippet godt have ladet sig skille, hvis hun ville, men så havde hun taget en tur ned med den sociale elevator. Hun havde ingen uddannelse, så hendes muligheder for at klare sig alene var begrænsede. Sådan er det ikke i dag, for der er ingen strukturelle grunde til ikke at blive skilt, der er ingen hverken sociale eller økonomiske argumenter for at blive sammen, og det lægger jo hele ansvaret for lykken over på den enkelte.”
Mandag morgens logik
”Spørgsmålet er, om vi bliver lykkeligere af hele tiden at have kattelemmen åben,” siger hun og svarer selv:
”Jeg siger også til mine børn, at de ikke skal evaluere deres studieliv hver dag. Det kan man gøre en gang imellem, men hvis man hele tiden evaluerer sit liv, så bliver det ulideligt at være i, fordi døren står åben hele tiden. Det gælder også i parforholdet. Det er hårdt for alle parter, hvis den ene part hele tiden truer med at gå. Kærlighed er også en beslutning, man træffer. Følelser kommer og går, og det er jo ikke hver dag, at det er åbenlyst, at det er det, man skal,” siger hun og griner, inden hun tilføjer, at hun selvfølgelig også har holdt sammen med sin mand i mere end 25 år af en grund.
”Men det er da en beslutning, man træffer, at man vil det. For hvis man hele tiden skal mærke efter, om det føles rigtigt, så er der mange ting, som ikke føles rigtigt mandag morgen. Man skal selvfølgelig ikke blive i noget, hvis det i længden ikke føles rigtigt, men det behøver ikke at være fantastisk hele tiden. Men jeg har svært ved at hidse mig op over folk, der bliver skilt, for jeg tror faktisk, at de fleste, også hovedpersonen i min roman, kæmper for kærligheden.”