Den norske forfatter Edvard Hoems far var lægmandsprædikant i Indre Mission, og faderen var derfor sjældent hjemme, fordi han næsten altid sad i et tog på vej ud til en ny norsk flække for at forkynde evangeliet. Men derhjemme ville Edvard Hoem hellere høre faderen fortælle den skrækkelige historie om oldefaderen, der mistede alle sine fire børn på forskellig vis.
”Jeg kan huske en morgen, hvor min mor var stået op klokken 6 om morgenen for at passe mine mange søskende, mens min far for en sjælden gangs skyld var hjemme, så jeg greb chancen og hoppede op i sengen til min far for at få ham til at fortælle historien om min oldefar, der blev og høstede den samme lille mark hele livet, mens hans børn forsvandt et efter et,” siger Edvard Hoem og fortæller, hvordan et barn blev afgivet til en barnløs onkel på den anden side af bjerget, en anden rejste til København i vrede, og flere i stedet prøvede lykken i Amerika.
Allerede som ung forfatter forsøgte Edvard Hoem forgæves at omsætte slægtshistorien til et teaterstykke og siden lige forgæves til en roman. Men han fandt først nøglen til sin store romanfortælling, da han som 50-årig kom til Canada og mødte en mand, der sagde, at han havde set forfatterens navn på en gammel gravsten på prærien. For Edvard Hoem var ikke den første i sin familie med det navn, og sådan kom den norske forfatter på sporet af 100 af sine slægtninge i Nordamerika.
”Det var også sådan, at jeg fandt ud af, at historien om dem, der blev i Norge, og dem, der var forsvundet, hang uløseligt sammen. Det var den samme historie,” siger Edvard Hoem, der derfor begyndte at dykke ned i gamle amerikanske aviser og arkiver for at stykke en troværdig historie sammen.
Det tog 20 år. Og nu ser han pludselig sig selv gå i faderens fodspor som en slags omvandrende taler på en ”evig rejse”, efter at han har skrevet om sin egen families udvandringshistorie i en romanserie på fire bind, der foreløbig har solgt 300.000 eksemplarer i Norge – endda på nynorsk.
”Det er mit store held, at jeg først skrev min slægtshistorie, da jeg blev gammel. For sådan blev den meget bedre. Og nu føler jeg mig nærmest som Bob Dylan på sin ’never ending tour’. Nu har jeg mindst 100 rejsedage om året, hvor jeg tager rundt til især norske biblioteker for at fortælle om bøgerne,” siger forfatteren, der måske i virkeligheden mere ligner de gamle søndagsskolebilleder af profeten Moses med sit hvide skæg og hår, der stikker af til alle sider fra det muntre ansigt, som i sig selv er et landskab af levet liv.
Men Edvard Hoem skriver altså netop ikke om sig selv og sin egen tid som mange af sine norske forfatterkolleger, der rider med på tidens bølge af såkaldt sandhedslitteratur eller virkelighedslitteratur. Og i Norge har han også modsagt den anerkendte forfatter Dag Solstad, der mener, at den historiske roman er død, fordi den alligevel aldrig kan være sand.
”Jeg sagde til Dag Solstad, at mine læsere godt ved, at hvis der står prisen på et seletøj, skal den være rigtig, men at ingen har optaget en ægteskabelig samtale ude på prærien i 1880. Og alle læsere ved jo også, at der findes to slags sandheder. Den ene er en dokumentarisk sandhed, som er et vigtigt fundament for min arbejdsproces. Fordi jeg for eksempel kender alle detaljer om at høste havre på prærien, kan jeg også digte meget friere for at finde den poetiske sandhed, der gør, at fortællingen som helhed ofte bliver sandere end den enkeltstående dokumentariske sandhed,” siger Edvard Hoem og tilføjer:
”Det er også de trivielle detaljer, der får en historie til at leve, mens meget såkaldt sandhedslitteratur hurtigt bliver meget luftig, fordi den kun handler om følelser og relationer, men glemmer sanseligheden i det levede livs små trivialiteter. Men jeg skriver helt ned i detaljen om at sejle i en robåd eller høste med le. Og pludselig kan en historie, der udspiller sig i 1800-tallet, også ramme vores liv. Udvandringshistorien stiller også et meget grundlæggende spørgsmål: Skal vi rejse eller blive? Det tænker alle på fra tid til anden. Skal jeg blive på min arbejdsplads? Kan jeg udholde min hustru? Eller skal jeg måske flytte til en anden by? De fleste bliver, hvor de er. Men spørgsmålene er der hele tiden,” siger Edvard Hoem.
I 1973 tumlede han selv som ung litteraturstuderende med det samme hovedspørgsmål, da han ikke kunne beslutte sig til, om han skulle fortsætte sin magisteruddannelse i litteratur eller skrive selv.
”Dengang blev bibelverset om, at ingen kan tjene to herrer, stærkt for mig, så jeg lod helt fysisk stablen af studiebøger ligge på min plads på universitetet, og hvis ingen har taget dem, ligger de der endnu,” siger forfatteren med en drenget henrykkelse i ansigtet.
”Jeg kunne ikke skrive og prøve at blive akademiker på samme tid. Jeg måtte lægge den ene vej død. Sådan tror jeg, at det er for mange med store beslutninger.”
Edvard Hoem blev derfor aldrig litteraturprofessor, men fik i stedet selv en plads i litteraturhistorien. Og siden har han også flyttet sig flere gange på andre områder – og for eksempel fundet tilbage til kirken, som han ellers også forlod som ganske ung.
”Da jeg var 20 år, meldte jeg mig ud af kirken, men nu er jeg kommet tilbage i folden, om man så må sige. Jeg går i kirke nu og har også fået en række salmer optaget i den norske salmebog, ligesom jeg i øjeblikket er med i en gruppe, der forsøger at bevare otte lukningstruede kirker i Østoslo. For det er ikke mindst integrationsmæssigt en katastrofe at lukke de kirker i de fattigste dele af byen,” siger Edvard Hoem, som stadig hører til venstrefløjen, selvom han i dag fortryder sit medlemskab af AKP i 1970’erne:
”Jeg er stadig radikal. Jeg stemmer rødt, og min sympati ligger også i den ende af det politiske spektrum. Men nu ser jeg ingen modsætning mellem mit politiske ståsted og kristendommen. Det var også mødet med den latinamerikanske frigørelsesteologi, der fik mig tilbage til kristendommen i 1990. For den kunne forene min radikalisme med kristendommen.”
I dag har den norske kirke også bevæget sig i ”hans” retning, fortæller han:
”Den norske kirke har forandret sig totalt, siden jeg var barn. De store flertal af præster har fået en helt anden indstilling. I min barndom kom Norges første kvindelige præst, og det var der stor opstand over. Selv min bedstefar syntes, at det var forfærdeligt. Men nu er seks ud af 11 norske biskopper kvinder, kirken har åbnet sig mod alle mennesker, og kirken driver et hav af sociale projekter, som jeg også sympatiserer med. Der går en strøm af mennesker gennem kirken med børnearrangementer og samtalegrupper, der holder liv i kirken, selvom alle måske ikke kommer til gudstjeneste.”
Da Edvard Hoem forlod kirken som 20-årig, var det, fordi han syntes, at den afskar ham fra at leve:
”Vi gik for eksempel aldrig op og dansede, fordi min far var prædikant. I dag ser jeg kvaliteterne i min barndom, der på mange måder var smuk og dejlig, men dengang oplevede jeg rammerne som meget trange. Særligt prædikantens børn måtte ikke noget som helst.”
I ”Høstkarl i himlen” møder læseren også flere forskellige slags kristendom. Det begynder med en ubarmhjertig forkyndelse, der bilder Edvard Hoems oldemor ind, at det er hendes egen skyld, at hendes første datter fra hendes tidligere forhold døde. Mere håb finder hun, da hun finder Edvard Hoems oldefar, enkemanden Knut Hansen Nesje. De to bliver kolleger som daglejere og hviler sig et øjeblik i græsset. Det kommer der det første fælles barn og et langt livs eventyr ud af. Og den håbefulde kristendom, som bogens titel retter sig mere mod, fylder også mere i bogen. For det er på mange måder Fadervor, der holder Knut Hansen Nesje oppe, mens han bliver på sin mark for at høste livet igennem, inden han i en drøm ser sig selv på Herrens mark som ”Høstkarl i Himlen.” Titlen var faktisk det første, der kom til Edvard Hoem. Og himmellængslen er også et gennemgående tema i bogen:
”Mange kristne håbede jo dengang på et bedre liv i Himlen, og mange af de norske udvandrere så Amerika som en mellemstation på vejen mod det nye Jerusalem. De ville opbygge en ny verden i Amerika med skole, kirker og jernbaner, men de ville først og fremmest bygge Guds rige. Men nu er det hele snart væk,” siger Edvard Hoem og kører en hånd igennem det hvide skæg:
”Nu er de norske samfund på prærien ved at forsvinde i takt med bondesamfundet, der er afløst af storfarmere, der ejer 600-700 tidligere gårdes marker hver. Der bliver også flere og flere indianere, og færre og færre efterkommere efter skandinaver på prærien, for de vil hellere bo i byerne. Og mine nordamerikanske slægtninge er ikke længere bønder, men enten præster eller medarbejdere i olieindustrien,” siger Edvard Hoem og tilføjer, at det, der skulle have været himlen på jorden, nu er blevet et hjemsted for antimiljøbevægelsen med Trump som ypperstepræst. Men selv er Edvard Hoem i det mindste blevet høstkarl – i historien.