Forfatter: Det bedste bud på verdenshistoriens værste år er 536

Kriseåret 2020 har været vand i forhold til 536, hvor solen sandsynligvis forsvandt, inden folk blev ramt af byldepest. Det har inspireret forfatteren Arne Herløv Petersen til seks fortællinger i bogen ”536”

Forfatteren Arne Herløv Petersen bor i nærheden af Tryggelev Nor på Langeland, hvor der finder menneske­ofringer sted, efter solen forsvinder, i hans nye bog ”536”, der er inspireret af verdenshistoriens måske værste år. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.
Forfatteren Arne Herløv Petersen bor i nærheden af Tryggelev Nor på Langeland, hvor der finder menneske­ofringer sted, efter solen forsvinder, i hans nye bog ”536”, der er inspireret af verdenshistoriens måske værste år. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

På Facebook joker nogle med, at de nægter at sætte uret en time tilbage den sidste søndag i oktober, hvor vi traditionen tro går over til vintertid. For hvorfor skulle nogen frivilligt ville forlænge katastrofeåret 2020 med en hel time, når det nu er det værste år i mands minde? Men det er det heller ikke, mener forfatteren og historikeren Arne Herløv Petersen.

”Spørg middelalderhistorikeren Michael McCormick om, hvilket år der var det værste at leve i, og han har et svar: ’536’. Ikke 1349, da den sorte død udslettede halvdelen af Europa. Ikke 1918, da den spanske syge dræbte mellem 50 og 120 millioner mennesker, hovedsageligt unge voksne. Men 536 i Europa.”

”Det var begyndelsen på en af de værste perioder at leve i, om ikke det værste år”, siger historikeren og arkæologen McCormick i en artikel fra 2018 i tidsskriftet Science, som den danske forfatter Arne Herløv Petersen citerer fra som et lille citatforord til sin egen nye bog ”536”, der består af seks skønlitterære fortællinger om at leve omkring år 536, hvor det trods alt var værre at leve end i dag, som han siger.

”Solen forsvandt simpelthen, da et voldsomt vulkanudbrud, formentlig i det nuværende El Salvador, lod en tyk askesky dække det meste af himlen over Jorden, så folk måtte undvære Solens livgivende stråler i halvandet år, inden pesten så ovenikøbet ramte de overlevende mange steder. Men alene det forhold at leve i halvandet år i én lang skumring, hvor ingenting kunne gro, må have været angstprovokerende for folk dengang,” siger Arne Herløv Petersen, som selv er uddannet historiker og har læst op på den romerske middelalder for at skrive sin nye bog.

En af fortællingerne, ”Tjalve”, foregår i Norden. En anden, ”Procopius”, i Det Østromerske Rige. En tredje, ”Chunyu”, foregår i ”Den første dag i ferskenmåneden i dragens år, i kejser Wus 35. regeringsår,” altså i Kina. Og alle vegne på alle kontinenter slukkes Solen midlertidigt, og pesten trænger sig frem.

”Det er fascinerende, at folk dengang – som i dag – både har levet med en klimakatastrofe og en epidemi hængende over hovedet. Men dengang havde man jo hverken en global krisebevidsthed eller samme mulighed for at finde ud af, hvad der var sket, så tænk, hvilket chok det måtte være, da solen pludselig blev slukket. Folk troede jo, at det var gudernes straf, så det var også en farlig tid at leve i, fordi folk ofrede hinanden til guderne for at få solen tilbage. Vi ved, at der også fandt menneskeofringer sted i jernalderen i Danmark. Måske også her på egnen ved Tryggelev Nor, hvor der nu er fuglereservat, så den første af mine fortællinger foregår lige her,” siger Arne Herløv Petersen med henvisning til fortællingen om bondedrengen Tjalve, som vi følger fra det dejlige forår, hvor han forelsker sig i en storbondes datter, før himlen bliver mørk, og lokalsamfundet på Langeland beslutter at ofre den smukke ungmø til guderne for at få solen tilbage.

”I dag er det coronakrisen og klimakrisen, som hærger over hele kloden, men den fordeler sig ikke jævnt retfærdigt overalt, som Justinians pest gjorde. Især klimakrisen rammer jo nogle lande hårdere. Derfor har vi et solidarisk ansvar for at gøre vores for at begrænse den,” siger Arne Herløv Petersen (Artiklen fortsætter under billedet).
”I dag er det coronakrisen og klimakrisen, som hærger over hele kloden, men den fordeler sig ikke jævnt retfærdigt overalt, som Justinians pest gjorde. Især klimakrisen rammer jo nogle lande hårdere. Derfor har vi et solidarisk ansvar for at gøre vores for at begrænse den,” siger Arne Herløv Petersen (Artiklen fortsætter under billedet). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Arne Herløv Petersen har også ladet sig inspirere af sin egen kriseangst. Han har stort set ikke været uden for sin egen havelåge på Langeland siden marts. Han vil ikke risikere selv at blive et menneskeoffer for covid-19, som han tager så alvorligt, at han hver aften har skrevet de globale smittetal på sin offentlige facebookside, hvor han også sommetider har beklaget sig over manglende interesse for hans bøger fra de store medier (måske fordi han engang har været i PET’s søgelys som spion for KGB, hvad der dog aldrig er bevist). Men Arne Herløv Petersen er en forfatter med en ”særlig litterær magi”, der fortjener et større publikum, mener forfatteren Peter Høeg, som tidligere i år anmeldte Arne Herløvs sidste roman ”Klinte” begejstret og samtidig skrev, at han engang fik et ustoppeligt latteranfald i en lufthavn midt i sin læsning af en anden af Arne Herløv Petersens bøger. Men Peter Høeg må vente på fortsættelsen til ”Klinte”.

Arne Herløv Petersen havde ellers netop tænkt at følge op på to af sine to tidligere værker ”Hvede” og ”Klinte” om unge danske lyrikere i 1940’erne og 1920’erne med en ny bog om unge danske lyrikere i 1930’erne. Men det krævede studier af dagbøger og breve på Det Kongelige Bibliotek, hvor han ikke frivilligt sætter sine ben under pandemien, som altså i stedet har inspireret ham til en lille bog om det værste år i menneskehedens historie.

”Da landet var blevet lukket ned, læste jeg helt tilfældigt artiklen i Science om det forfærdelige år 536. Jeg tænkte: ’Sikke nogle fantastiske paralleller til vores tid’. Men det gav mig også mulighed for at dykke ned i en periode, jeg i forvejen har interesseret mig for, og jeg har også måttet genopfriske en del kirkehistorie for at kunne skrive bogen,” siger Arne Herløv Petersen, som betegner sig selv som en inspireret kulturkristen.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er venstreorienteret, og jeg betragter Jesus som den første store socialist. Han gjorde op med sin tids frådseri og de riges hykleri og rakte hånden ud til de fattige. Og hvis Gud er kærlighed, som en af mine præstevenner siger med et bibelvers, er jeg en stor tilhænger af kristendommen. Jeg har faktisk også altid interesseret mig for kirkehistorien, især fortællingerne om kætterierne i den tidlige kirke, fordi det kunne være så små ting, der adskilte folk dengang, og nu er de ting blevet levende for mig igen,” siger Arne Herløv Petersen, der tidligere også har rejst en del for at dykke ned i (kirke)historien.

”Engang for mange år siden, i 1974, var jeg i Armenien og i audiens hos deres patriark, som jeg interviewede til en bog. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at den armenske kirke var monofysitisk. Han svarede: ’Det siger de andre, at vi er, men det er vi nu ikke rigtig’, og så gik han i gang med at udrede Helligåndens komplicerede forhold i treenigheden. Jeg kunne ikke rigtig følge med, og så så han på mig og udbrød: ’Jeg kan godt se, at det kan virke lidt fjernt, men jeg kan godt sige Dem, at det var noget, der optog sindene meget i det 6. århundrede.’ På den tid diskuterede man simpelthen Helligånden med samme iver, som folk taler om sport og politik i dag,” siger Arne Herløv Petersen, som netop genopliver nogle af de store teologiske diskussioner i sin bog, der både har tråde til den ortodokse og romerske kirke, mens Kina lever i sin egen verden i Arne Herløv Petersens fortælling.

”Det er fascinerende, at folk dengang – som i dag – både har levet med en klimakatastrofe og en epidemi hængende over hovedet,” siger Arne Herløv Petersen om sine fortællinger om verdenshistoriens måske værste år - ”536 (Artiklen fortsætter under billedet). – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.
”Det er fascinerende, at folk dengang – som i dag – både har levet med en klimakatastrofe og en epidemi hængende over hovedet,” siger Arne Herløv Petersen om sine fortællinger om verdenshistoriens måske værste år - ”536 (Artiklen fortsætter under billedet). – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

I tråd med den virkelige historie beskriver han samtidig et blodigt opgør med de præster og åndelige ledere, der bildte folk ind, at krisen var Guds eller gudernes straf. Og sådan endte menneskeofringer – også i virkeligheden – med præsteofringer. Men verdenshistorien kunne have set anderledes ud, hvis krisen ikke var sat ind i 536. Og den gamle historiker tænker også kontrafaktisk med sin lille bog, som også omhandler den byzantinske kejser Justinians forsøg på at generobre Romerriget.

”Det ville formentlig være lykkedes ham at samle Romerriget igen, hvis pesten ikke havde udslettet halvdelen af befolkningen. Sommetider afgøres historien jo af begivenheder, som ingen mennesker kan styre eller forudse. Men den afgøres også af, hvordan vi reagerer på de kriser, der rammer os. Før coronakrisen så det for eksempel ud til, at Trump ville genvinde det amerikanske valg. Måske gør han det også, men nu ser det i hvert fald sværere ud. Parallellen er ikke helt ren, for jeg syntes jo, at Justinian i modsætning til Trump var en klog mand, men de blev begge ramt af epidemier.”

Justinian kunne have været manden, der samlede Romerriget, men kom i stedet til at lægge navn til Justinians pest, som hærgede over store dele af den kendte verden, og i bogen citerer Arne Herløv Petersen den græske historiker Prokopios (500-565) for at skrive, at pesten ikke ”fjernede sig fra et land, før det havde afgivet sin retmæssige andel af døde”.

”I dag er det coronakrisen og klimakrisen, som hærger over hele kloden, men den fordeler sig ikke jævnt retfærdigt overalt, som Justinians pest gjorde. Især klimakrisen rammer jo nogle lande hårdere. Derfor har vi et solidarisk ansvar for at gøre vores for at begrænse den. For ellers kan det være, at vi selv ender i lige så slemme kriser som den i 536,” siger forfatteren, der gerne bliver hjemme lidt endnu for at gøre sit for at redde verden.