Prøv avisen
Interview

Forfatter: Frygten er dét, man skal være bange for

"For mig er det rituelt at læse mine bøger for første gang som bogværk, og det bliver så også sidste gang, jeg læser dem. For så er jeg klar til det videre forløb,” siger Dorthe Nors hvis novellesamling ”Kort over Canada” udkommer den 23. august. Foto: Leif Tuxen

Dorthe Nors’ nye novellesamling handler om mænd, kvinder og omsorg – og ensomhed som eksistentielt vilkår. Et vilkår hun også oplever som en stor del af hendes job som forfatter.

Den første sætning er både spændende og eksistentielt ladet. ”Det var et spørgsmål om tid,” skriver Dorthe Nors i begyndelsen af sin nye novellesamling, ”Kort over Canada”.

Og det er også et spørgsmål om tid, hvis man skal nå at fange sine læsere som novelleforfatter, forklarer Dorthe Nors, der selv fik et amerikansk gennembrud efter sin første novellesamling, ”Kantslag”. For i USA er novellen stor, men genren kræver også stort nærvær, eller ”presence”, som amerikanerne kalder det.

Det er derfor, der altid skal være en stærk stemme, der holder læserne fast fra begyndelsen. Hvis ikke folk bliver suget ind i teksten, står de af – som fra et tog, der holder stille for længe på en perron, forklarer Dorthe Nors, da vi mødes ved Hovedbanegården i København, hvor hun har overnattet på et hotel for at få fingre i sin egen nye novellesamling, ”Kort over Canada”, der netop er kommet fra trykkeriet.

Nu har hun lige nået at læse sin egen bog på hotellet, og hun er lettet og glad:

”Jeg synes selv, at den er blevet stramt fortalt, grum og morsom. Sommetider tog jeg mig selv i at ligge og grine, fordi jeg glemte, at det var mig selv, der havde skrevet det,” siger hun og griner, inden hun tilføjer:

”Nogle forfattere gider ikke læser deres egne bøger, når de har læst dem så mange gange på computerskærmen, men for mig er det rituelt at læse mine bøger for første gang som bogværk, og det bliver så også sidste gang, jeg læser dem. For så er jeg klar til det videre forløb.”

Det videre forløb kan godt blive langt – især i USA, hvor en udgivelsesperiode kan strække sig uendeligt som horisonten på den amerikanske prærie, fordi der findes så mange magasiner og aviser, der skriver om litteratur i USA. Og nu er danske Dorthe Nors altså blevet sådan en, man skriver om. Sidste år var hun endda en af de sidste seks finalister til den fornemme Man Booker International Prize for romanen ”Spejl, skulder, blink”, mens den nye novellesamling, ”Kort over Canada”, allerede er solgt til flere lande, ligesom Dorthe Nors også er blevet interna-tional klummeskribent for den britiske avis The Guardian i klummeserien ”Europe Now”, hvor den vestjyske forfatter for eksempel har skrevet om den danske ulvedebat.

På grund af sin succes er Dorthe Nors vant til at bo på hotelværelse. Det bruger hun også i den nye novellesamling, hvor en af novellerne hedder ”Mellem filialerne” og handler om en tilsynsførende med forretninger, der konstant er på farten, men altid ser de samme hoteller, uanset hvilke filialer han besøger, mens han længes efter sin egen rod i Sæby, da han kommer til Minneapolis, hvor byen er fuld af skandinaviske navne.

”Se den bygning der,” siger Dorthe Nors og peger på en stor, solid murstensbygning i nærheden af Hovedbanegården.

”Den slags skandinavisk arkitektur kan man også finde i Minneapolis – bare blæst lidt større op, og de fleste folk ligner også skandinaver,” siger Dorthe Nors, der selv har sit amerikanske forlag i Minneapolis, mens handlingen i novellesamlingen fører til flere amerikanske og europæiske byer.

Titlen ”Kort over Canada” er således mere en leg med ord end en varedeklaration. For handlingen kommer aldrig rigtig over grænsen til Canada, selvom Canada nævnes flere steder som et billede på et stort sted, hvor man kan begynde forfra, og det skriver Dorthe Nors så ”kort over” i sine korte noveller, som mere er bundet op på følelser end steder.

”Selvfølgelig er der kulturforskelle, afhængigt af, hvor man befinder sig på Jorden, men når det kommer til de grundlæggende eksistentielle temaer, ligner vi hinanden helt horribelt meget. Det er nok også en af forklaringerne på, at jeg kan have amerikanske læsere, der gider læse historier om Dirch Passer eller Nordjylland. For på det psykologiske og eksistentielle plan er mennesker stort set ens overalt.”

Dorthe Nors er selv meget optaget af forbindelsen mellem psykologi og eksistentialisme, som den schweiziske psykiater Ludwig Binswanger, der var en pioner inden for eksistentiel psykologi, også arbejdede med. Han nedskrev også sine personstudier, ”der næsten er litteratur i sig selv”. Og Dorthe Nors’ noveller er ligeledes baseret på hendes egne studier af mennesker.

I en af hendes nye noveller, ”Solens hunde”, er en kvinde bange for at havne i en forfatters bøger, og sådan har Dorthe Nors også oplevet flere, der var bange for, at de skulle ende i en af Nors’ bøger, men virkelighedens indtryk bliver aldrig gengivet en til en:

”Mine noveller er ren fiktion. Jeg skriver jo ikke journalistik. Men i novellen ’Solens hunde’ viser jeg også, at alt er materiale. Hver situation, jeg oplever, er en potentiel tekst. Og det er blevet værre med årene. Jeg tænker hele tiden over, om der er noget, jeg kan bruge. Måske sidder jeg i et tog og hører en replik, som jeg synes var bizart sagt. Eller måske skriver jeg om noget, jeg selv tumler med. Novellerne er ikke direkte biografiske, men hvis man ikke donerer noget af sig selv i en tekst, dør den.”

Samlingens 14 noveller har henholdsvis syv mænd og syv kvinder som fortællere. Og tilsammen handler de meget om mennesker, der står midt i psykologiske forskydninger og ofte føler sig fejlplaceret, fordi de befinder sig på udebane på den ene eller anden måde:

”Jeg tror dybest set, at det er godt at forskyde sig. Hvis man bliver på det samme sted, gør det en blind for ens egen identitet og egne relationer. Når man forskyder sig en lille smule, bliver man måske mere usikker, ensom og famlende i en periode, men man får nok også et klarere blik på det sted, man kom fra, så man også får muligheden for at bestemme sig for, om man vil høre til der, eller om man vil forskyde sig yderligere,” siger hun og tilføjer:

”Men sandheden er jo også, at man aldrig kan komme tilbage til det sted, man kom fra. Det er allerede i datid. ”

Selv kommer hun fra Midtjylland, og for fire år siden flyttede hun fra Valby via Dollerup Bakker til Vestjylland, hvor hun har købt et hus ved Vedersø, efter mange år i både Herning, i Aarhus, på Fanø og i København.

”Jeg stod ved en korsvej i mit private liv, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage et stort spring som et lille spring. Jeg har heller aldrig været så bange for korsvejene i mit liv. Jeg tror, at hvis man bliver bange, så har man låst sig fast. Det eneste, man skal være bange for, er frygten. For den kan ødelægge livet for en, så man ikke tør tage chancer. Men man er nødt til at satse livet og geografien en gang imellem. Og jeg er meget glad for mit hus, min have og landskabet. Og der er venlige og hjælpsomme mennesker derude. Jeg kan enormt godt lide, at der kommer folk og siger, at de kigger efter mit hus, når jeg er væk. Sådan var det ikke i Valby. Men det er fuldstændig umuligt for mig at assimilere mig. Jeg har ingen børn, jeg er ugift, og jeg flakker rundt i verden, så jeg har opgivet håbet om at være assimilerbar,” siger hun og smiler, inden hun tilføjer, at der sjældent går mere end 10 dage, før hun føler sig så rastløs, at hun må tage til en større by for at få input og se sine storbyvenner.

For hun har både brug for freden og forstyrrelsen i sit liv, forklarer hun.

”Jeg er meget forskudt i mit eget liv, og jeg veksler mellem at være introvert og ekstrovert, og jeg har brug for begge dele. Hjemme i Vestjylland går jeg meget ned til havet for at samle tankerne, og når jeg er i byen og på farten, går jeg af og til ind i en kirke for at sætte mig. Kirken er et godt sted at sætte sig ind uden at ville noget og uden at vide noget. For i kirken kan man tillade sig at være dum. Der skal man ikke præstere noget. Og jeg synes, at det er en luksus at bruge en time i en kirke på at gøre tavlen blank. Men jeg tror også, at det kan være vigtigt at flytte sig geografisk, hvis man vil udvikle sig kunstnerisk. For det giver nye sanseindtryk.”

Dorthe Nors nyder samtidig også livet for sig selv med masser af tid til at tænke, læse og skrive.

”Alle forfattere er nødt til at acceptere, at ensomhed er en meget stor del af ens job. Det er et ensomt job.”

Nogle af hendes læsere mener også, at forfatterskabet handler meget om ensomhed, selvom hun selv synes, at det handler om andre ting.

”Isolation fra relationer er en ting, men der findes også en ensomhed, der er et eksistentielt vilkår. Der er jo folk, der vælter rundt i relationer og aldrig er alene, men alligevel føler sig ensomme. Man kan se det på ægtepar, hvor ensomheden nærmest damper ud af dem på grund af manglende kommunikation. Og det skal litteratur også handle om.”

Kender du også det selv?

”Ja, jeg synes, at man kan være meget ensom i relationer, hvor man forstiller sig. Det har jeg aldrig været god til. Ingmar Bergman (svensk filminstruktør, red.) sagde vist engang, at den, der har måttet lyve meget, elsker sandheden. Og jeg har selv forsøgt at leve ægte. Men ellers vil jeg sige, at mit privatliv er mit privatliv.”

I novellesamlingen er der mange eksempler på mennesker, der går skævt af hinanden. En dør ligefrem på grund af overdreven omsorg, en anden ender med at sidde og gemme sig i et skydetårn med mos på bukserne, fordi han er træt af samlivet med sin dominerende kone, mens en tredje person møder op til en fræk af-tale, der mildt sagt får ham til at føle sig fejlplaceret. Og sådan kan litteratur også være med til at gøre folk mindre ensomme, fordi den viser, hvor ensomme alle dybest set er. Og det viser de indre monologer i ”Kort over Canada” også, mener hun:

”Vi er jo alle sammen alene inde i os selv, hvor vi har hver vores billeder og tanker, og dem er vi alene om. Vi går alle sammen rundt i vores eget spejlkabinet, hvor tanker og oplevelser kun vendes med os selv. Og det tror jeg ikke er farligt, men når ensomheden bliver for slem, skal man selvfølgelig sige det til en ven.”