Det er ikke underligt at finde en bog i en kasse, men sommetider kan en kasse også blive til en bog. Sådan var det i hvert fald for forfatteren Iben Mondrup, der for få år siden fik en kasse fuld af gamle dokumenter og aviser af sin far som en gave ”til forfatteren”.
Kassen havde engang tilhørt hendes farfar, Kaj Mortensen, der døde i 1992, formentlig af eftervirkningerne af de skader, som han allerede pådrog sig under Anden Verdenskrig. Men det sidste fandt hun først ud af, da hun læste dokumenterne i kassen.
”Jeg vidste godt, at min farfar havde været frihedskæmper, men jeg anede ikke, at han også var leder af modstandsbevægelsen i Vendsyssel. I papirerne læste jeg, at han for eksempel havde givet ordre til en stikkerlikvidering. Det må have været et kæmpe ansvar at bære på et par ellers ret smalle skuldre. Og det forklarer nok også de mavesår og den ptsd, der forfulgte ham hele livet,” fortæller Iben Mondrup, der er aktuel med romanen ”Vi er brødre”.
Bogen udspiller sig i årene efter Anden Verdenskrig i Frederikshavn, hvor en hel familie er mærket af, at faderen, Harald, der er inspireret af Iben Mondrups farfar, var psykisk påvirket efter at have deltaget i modstandskampen, og han fik aldrig hjælp til at komme over det.
”Harald er inspireret af min farfar, der dog var et mere muntert menneske, end Harald er i romanen. Men de problemer, Harald har med sig selv, havde min farfar også. Han havde ikke bare tilbagevendende blødende mavesår.”
”I perioder havde han også depressioner, og det håndterede han ved at tage væk. I kraft af sin rolle som leder af modstandsbevægelsen i Vendsyssel og sit job som kriminalassistent havde han kontakter i hele oplandet deroppe, så han altid kunne låne en sofa, når han havde brug for at kunne væk fra familien,” siger Iben Mondrup og tilføjer, at hele familien alligevel kom til at lide under, at farfaderen havde svært ved at vise sine følelser:
”Når en familie har noget, man ikke snakker om, så knopskyder det, selvom det egentlig kun er en enkelt person, der har problemet. For så tager alle andre hensyn til det problem og går uden om det, og det skaber nye problemer. Og fordi min farfar led af ptsd, skulle de andre i familien sommetider gå på æggeskaller og tilsidesætte sig selv for ikke at overskride de uudtalte grænser,” siger Iben Mondrup.
”Den forsigtighed gik i arv til min far og senere til mig, fordi de voksnes fortielser også gav børnene en fornemmelse for, at man skal holde store følelser for sig selv. Dybest set er romanen nok også et forsøg på at forstå min egen følsomhed. For vi er jo præget af det, der er gået forud for os.”
Iben Mondrup tier selv et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Jeg har selv været meget kritisk over for vor tids terapikultur, hvor man skal lægge sig op på briksen over hvad som helst, og det er næsten altid forældrenes skyld. Men hvis alternativet er at tie, foretrækker jeg, at man taler om tingene.”
På den positive side var farfaderen også en spasmager, og hun husker, hvordan han både kunne være sjov og vittig ved enhver given lejlighed.
”Han fortalte faktisk også en del om sin tid i modstandsbevægelsen, men ofte som noget, der var skrevet i en knaldroman eller som noget fra en sjov fortælling. Det kan også være en måde at omgås traumer på.”
De efterladte papirer fortæller en mere barsk historie, og der ligger meget materiale om Kaj Mortensen i arkiverne på Frihedsmuseet.
”Fordi han talte tysk, blev han forbindelsesofficer til den tyske besættelsesmagt, og sådan fik han også vigtige informationer, så han kunne advare sine illegale venner. Men allerede i 1944 måtte han gå under jorden, fordi det illegale arbejde blev for farligt. Ligesom mange andre modstandsfolk blev han fejret som en helt bagefter, selvom han havde det rigtig svært med de oplevelser, han havde haft undervejs.”
De fleste af de efterladte breve var mellem Frihedsfonden og farfaderen, der skulle være med til at afgøre, hvem der skulle have krigsskadeerstatning.
”Jeg har selv læst en del af de ansøgninger, som frihedskæmperne eller deres enker sendte ind i 1970’erne med beskrivelse af de lidelser, de tidligere modstandsfolk har haft. Mange led af angst, var ikke i stand til at have et arbejde, fordi de besvimede eller havde mavesår. De led af det, man i dag ved hedder ptsd. Og en hel del endte ligefrem med at begå selvmord.”
Romanen bygger heller ikke kun på hendes egen familiehistorie, selvom den ene af sønnerne i familien også er inspireret af hendes far.
For da Iben Mondrup først fik stavet sig igennem farfaderens dokumenter, fik hun lyst til at høre flere historier, så hun indrykkede en annonce i en lokal avis i Frederikshavn, hvor hun efterlyste mennesker, der kunne fortælle om efterkrigstiden. Sådan fik hun købt mange kager til kaffe rundtomkring og hørt mange stærke historier.
”Jeg tror, at vi alle vil kunne finde historier i vores families fortid, som forekommer vilde, fordi de er blevet gemt. Specielt efterkrigstidsgenerationen blev opdraget til at lægge fortiden bag sig. For det sagde deres forældre, og det er klart, at det blev forstærket for dem, der skulle lægge låg på fem år, man måske ikke var så stolt af. Så skulle man se fremad.”
”Det er tydeligt i mine researchinterviews, at min families oplevelser ikke er enestående, mange fortæller om tavsheden, og at der var ting, man ikke snakkede om. De sværeste ting måtte man klare selv.”
Det viser hun for eksempel i romanen ved at lade en af sønnerne, Poul, gå alene med en traumatisk oplevelse, efter at han har set en dreng få kørt hovedet af. For han har jo set, at faderen heller ikke taler om sine svære oplevelser, og måske vil han ikke plage ham yderligere.
Den historie stammer fra et af Iben Mondrups interviews i Frederikshavn. Og selv tror hun, at tiden var med til at forstærke tendensen til, at man tav om fortiden.
”Det økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne gav jo nye muligheder, som fik endnu flere til at dyrke fremtidstroen og udsynet frem for tilbagesynet. Det tror jeg har betydet, at mange har mistet fornemmelsen for slægten og vores nære historie, og jeg tror desværre også, at det betyder, at vi kan komme til at gentage historiens uheldige sider, når man for eksempel ikke beskæftiger sig med, hvor let det egentlig var at indordne sig under besættelsesmagten” siger Iben Mondrup.
”Det var gode tider for mange mennesker, der var arbejde til alle, men kønt ser det jo ikke ud, når man går det efter i sømmene. Der har været god grund til at pakke sandheden væk.”
Mens hun skrev romanen, har Iben Mondrup tænkt meget over, hvordan hun selv ville have handlet under krigen:
”Jeg håber, at jeg havde været modig som min farfar. Men jeg tror også, at en af grundene til, at han handlede, var, at truslen var så konkret. Man vidste, hvem fjenden var. Trusselsniveauet i dag er meget mere abstrakt. Mine børn er vokset op i en tid, der måske især skaber frygt, fordi det er uklart, hvor truslen kommer fra, og hvem den er rettet imod. Klima, flygtninge, terror, det kan være svært at se, hvordan man kan gøre modstand.”
”I min egen barndom var man bange for atomkrig og den skrøbelige magtbalance mellem øst og vest. I dag er vi bange for terror, som kommer fra uorganiserede kræfter og kan ramme alle steder. Og kun tiden vil vise, hvordan det vil påvirke vores børns generation.”