En bølge af utilfredshed bredte sig, da hvide europæere blev hyret til at oversætte den afroamerikanske digter Amanda Gormans digte. Flere forlag har siden taget kritikken til sig, og i Danmark er valget nu faldet på en ung forfatter med pakistanske rødder. Men Ahmad Mahmoud, du mener ikke, at det havde været problematisk at lade en hvid person oversætte Amanda Gormans digte. Hvorfor ikke?
Forlaget skal sikre, at oversætteren, som får jobbet, er den bedste kandidat. Og her kan oversætterens baggrund og livserfaring naturligvis spille en rolle. Men det vigtigste er i sidste ende, om oversætteren har de faglige kompetencer, som skal til for at løfte værket. Og jeg mener ikke, at det, man har oplevet på sin egen krop, er udslagsgivende for disse evner. Det, som kunsten kan, er jo netop at åbne vinduer ind til oplevelser, som vi aldrig nogensinde har oplevet selv. At vække forståelse og empati for mennesker, som har levet et andet liv. Men med en beslutning som denne, ender det hele med at blive reduceret til et spørgsmål om hudfarve.
Da din egen bog, ”Sort land: Fortællinger fra ghettoen”, blev oversat til svensk, stillede du ikke nogen særlige krav til forlaget om, at oversætteren skulle have en baggrund, som mindede om din egen. Hvorfor ikke?
Jeg er muslim og homoseksuel. Skulle oversætteren af min bog så nødvendigvis være det samme? Jeg synes, det bliver en fuldstændig absurd diskussion. Men det er der, hvor vi er på vej hen. Konkrete erfaringer på cv’et bliver skiftet ud med vores baggrund og vores livsstil.
Hvis først man siger, at det kun er brune mennesker, som kan forstå et værk, fordi det handler om at møde modstand og undertrykkelse, så siger man samtidig, at alle brune mennesker oplever undertrykkelse og forskelsbehandling. Men jeg kender mange minoriteter, som aldrig har oplevet at blive diskrimineret imod, og mange hvide, som har. På den måde bliver det også et spørgsmål om, hvordan man definerer den nødvendige form for livserfaring, uden at det bliver diskriminerende. Og det er simpelthen racistisk at pege på alle brune mennesker og påstå, at vi deler samme livserfaring.
Men har du ikke en frygt for, at noget går tabt i oversættelsesprocessen, hvis en person uden forståelse for det miljø og de udfordringer, som du beskriver i din bog, får til opgave at oversætte den?
Der vil jo altid være noget, der går tabt, når et værk bliver oversat. Men hvis valget af oversætter kun baserer sig på, hvem der har de rette livserfaringer, så risikerer man at ende med en oversætter, der sætter sit eget liv ind i værket. Det er ikke det, man ønsker, som forfatter. Jeg oplevede selv noget lignende, da min egen bog blev anmeldt. Jeg kunne mærke, at bogen ramte noget personligt hos flere af de minoritetsdanskere, der anmeldte den. De følte sig angrebet. Så på den måde kan livserfaringen også komme til at spænde ben for kunsten.
I sidste ende er det forfatteren, der skaber værket og giver det liv. Alle, der berører det derefter, skal sådan set bare formidle det videre med loyalitet til værket – og til kunsten. Derfor nytter det ikke noget, at man forsimpler den slags beslutninger til et spørgsmål om livserfaringer baseret på hudfarve eller baggrund.