Verden har selvsagt ændret sig en del siden 1960’erne, hvor den populære islandske forfatter Kristín Marja Baldursdóttir var ung uden at tænke over, at hun levede i det, hun i dag kalder et stagneret samfund. For selvom hun ikke ønsker sig datidens kvindesyn tilbage, var der trods alt også dans, biografture og fed musik fra England i de glade 1960’ere, hvor man ikke var begravet i hver sin skærm, men så sine venner direkte i øjnene, når man mødtes.
Dengang udspionerede man måske også sine naboer fra sine egne vinduer; nu går mange i stedet via Windows til sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter for at lure på andre mennesker, men nysgerrigheden er den samme, som hun siger. Og det er også et tema i hendes nye roman ”Mødrenes gade”.
I begyndelsen af romanen samler den unge hovedperson Marin og hendes gymnasiekammerat Kristofer, som en fælles hobby, observationer og fantasier om deres naboer, især gadens mange husmødre, sammen i en rød bog. Og fordi Marin også tegner sin gades mennesker og lægger dem i den røde bog, bliver det jo også en slags analog ansigtsbog, altså som en forløber for Facebook. Og det er ikke helt tilfældigt, forklarer forfatteren.
”Da jeg besluttede, at romanen skulle foregå i en gade i midten af 1960,’erne, var det netop, fordi jeg gerne ville studere menneskets trang til at observere andre mennesker. I dag lever vi jo i en tid, der nærmest kræver, at man gør sit privatliv offentligt på de sociale medier, og Google følger med i alt, hvad vi gør i den digitale verden. Men i 1960’erne observerede man også hinanden, bare på en anden måde. Man kendte de fleste i sin gade, man snakkede om de mennesker, som deboede dér. Og man holdt øje med hinanden på godt og ondt. Om et ægtepar for eksempel skulle skilles, eller om der var nogen, som havde alt for mange penge, eller nogen, som havde brug for hjælp på grund af fattigdom, så det var ikke Facebook, der opfandt vores lyst til at holde øje med hinandens gøren og laden,” skriver hun i et mailsvar til Kristeligt Dagblad fra sit hjem i Reykjavik, hvor hun har siddet i frivillig coronaisolation siden marts 2020.
Allerede før coronakrisen færdiggjorde Kristín Marja Baldursdóttir ”Mødrenes gade”, der udkommer på dansk den 28. januar, men selvom den også foregår midt i 1960’erne i Reykjavik, kan den virke underligt corona-aktuel, når hun for eksempel i romanen beskriver et hjem ”som et altædende uhyre”, der kræver, at man vover sig ud på skrækkelige indkøbsture for at fodre monstret, altså hjemmet, med mere mad og toiletpapir.
Til gengæld udspiller handlingen sig i en tid, før rødstrømpebevægelsen ruskede op i kønsrollerne. For meget af romanen foregår også i de hjem, som kvinderne dengang styrede, mens mændene styrede landet. Men romanens unge hovedperson Marin bor på en gade, hvor kun få af kvinderne har titler som ”bankdamen”, mens mange alligevel bidrager til husholdningen ved at bage brød til bagerne, gøre rent hos firmaer eller sy ting for dem, der har brug for det.
Selv er Marin efter sine forældres død flyttet til Reykjavik for at bo hos sin storesøster, der er gift og har to børn, som Marin hurtigt bliver sat til at passe. Ved siden af går hun i gymnasiet og arbejder selv som billetsælger i den lokale biograf, hvor hun sidder og tegner, når der ikke er kunder. Pausen mellem forestillingerne kalder hun ”dødetimen”, og det er også dér, hun bearbejder sorgen over tabet af sine forældre. I hendes indre udspiller der sig også konstant nye film, og hun tegner selv en hel film om kvinder og deres døde mødre. Forholdet til de afdøde er på den måde også et tema i bogen. Og Kristín Marja Baldursdóttir kalder ligefrem døden for et af sine yndlingsemner som forfatter.
”Mit forhold til døden har ændret sig med alderen. For 30 år siden, da mine døtre var hjemmeboende, var jeg rædselsslagen for at dø, fordi jeg ikke ville have, at de skulle vokse op uden en mor. Nu frygter jeg ikke selve døden, men mere den ubehjælpsomhed og lidelse, som måske kommer før døden. ’Efterlivet’ er jeg ikke sikker på, at jeg tror på, men jeg tror på Jesu lære om næstekærlighed, og jeg ville da ikke have noget imod, hvis der virkelig findes en himmel, hvor man kan møde sine slægtninge i glad genforening.”
En anden form for genopstandelse skaber hun selv i fiktionen, når hun for eksempel genopliver 1960’erne i sin nye roman. Og man kan måske også læse billetsælgeren Marin som et billede på selve forfattergerningen, der også giver folk et vindue til en større verden.
”Jeg deler min interesse for film og biografer med Marin. Jeg synes også selv, at det er lidt magisk at sælge andre mennesker ’a ticket to life’ uden nødvendigvis selv at vide, hvordan man skal have styr på sit eget liv, sådan som Marin gør det. I 1960’erne spillede biograferne en meget stor rolle i Island. Det var den bedste underholdning, man kunne få. I den tid rejste man ikke så meget til udlandet. Men den skønne verden i filmene får også stor indflydelse for Marin. Hun opdager, hvordan livet er i udlandet, i det mindste i Amerika og England, hvordan mennesker opfører sig, hvordan de klæder sig på og så videre.”
Over for drømmeverdenen i fiktionen eller på det store lærred føler Marin sig i sit eget liv meget ensom i gymnasiet, hvor hun ingen venner har, før hun møder Kristofer, som hun begynder at mødes med, hvor de altså sammen udspionerer hans naboer fra vinduet, der i sig selv virker som et biograflærred ud mod vejen. Men da søsteren smider hende ud, efter Marin ellers har passet søsterens børn hele sommeren, bliver Marin alligevel boende på samme gade som lejer hos flere forskellige husmødre, som hun kommer tæt på. På den måde handler romanen også om kvinders (manglende) muligheder i 1960’erne, når ansvaret for at holde hus og hjem blev pålagt dem alene.
”Dengang i 1960’erne var det islandske samfund stagneret. Mænd styrede landet, og kvinderne hjemmet. Det islandske fjernsyn kom først i efteråret 1966, og p-pillen det samme år, men kun for gifte kvinder. Men der var liv på gaderne. Og man drak kaffe hos hinanden og snakkede om livet og andre mennesker. Man havde en følelse af at være deltager i samfundet.”
Senere træder Marin også selv ind i rollen som ung alenemor.
”Marin opdager, hvor meget tid og arbejde hjemmet tager, særlig når det drejer sig om indkøb og madlavning. Børn og mænd kunne altid stole på, at kvinderne ville redde den del af livet, man snakkede ikke engang om det. Nu er det pludselig hende, Marin, som skal gøre det, og det er hun ikke tilfreds med. Men hun søger alligevel at skabe sit eget hjem. Det tror jeg også er en grunddrift i mennesket. At få et hjem betyder jo også sikkerhed, og det er jo noget, som alle mennesker søger efter.”
Det er netop også trangen til tryghed, der i begyndelsen får Marin til at leje et værelse eller en lille lejlighed i den samme gade, hvor hun i forvejen kender folk. Og selvom ingen tror på hende, viser den stærke unge kvinde hurtigt, hvor meget hun kan selv.
”Jeg er helt sikker på, at hun senere vil blive en af de stærke kvinder, som vi så gerne vil have som forbillede. Hendes erfaring er ikke min erfaring, men jeg kender kvinder som hende.”
Hvordan var det for dig selv at være ung i 1960’erne?
”Hvad mig selv angår, syntes jeg, at livet dengang var helt dejligt. Man var sammen med sine skolekammerater, dansede hveranden weekend, læste og lyttede til den fede musik fra England. Jeg anede ikke, at samfundet var stagneret og interesserede mig heller ikke for det dengang. Men i den dejlige atmosfære, som herskede for unge mennesker midt i 1960’erne, kunne man dog mærke, at det var noget, som ’kogte’ hos kvinderne. Så kom efteråret 1970. Rødstrømperne trådte frem, og det islandske samfund forandrede sig helt. Men selvom kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var det stadig dem, der var projektlederne i hjemmet. Og sådan er det nok stadig i mange familier. Måske er det derfor, så mange kvinder nu vælger at være single. De har ikke den tålmodighed, som kvinder havde før eller måtte have. Hjemmet koster tid og arbejde, og efter min mening burde mænd og kvinder deles om de huslige pligter.”
Den islandske forfatter savner 1960’ernes mere analoge verden, hvor man mødte sine naboer ansigt til ansigt i stedet for at gemme sig bag skærme.
Under coronakrisen er hun alligevel selv blevet mere afhængig af den digitale verden, som i det mindste kan give os et virtuelt vindue til hinanden, men det er stadig ikke det samme, og hun savner den menneskelige kontakt, der er afgørende for at være glad og tilfreds som menneske, som hun formulerer det:
”I de sidste måneder har det været lidt svært at skrive, måske fordi jeg mangler mit ydre liv. Alt, som før har inspireret mig, er væk – rejser, kunstoplevelser, koncerter, teaterture og møder med venner og så videre. Men jeg har endnu min familie, og vores døtre besøger os stadig. Ikke så ofte som før krisen, men det betyder meget at se dem,” fortæller hun og tilføjer:
”Behovet for og forholdet til andre mennesker forsvinder ikke, fordi man ikke ser folk. For forholdet til andre mennesker er formentlig det vigtigste i livet.”