Fra morgen til eftermiddag sidder Lise Bidstrup foran sin mørkegrå Macbook-computer i sit skriveværelse i Snekkersten med hendes to hunde som selskab. Udsigten er Øresund, og fordybelse er en selvfølgelighed. Livet med ordene i centrum har ifølge hende været ”et helt normalt liv”, som hun har haft, siden hun i 2005 fik udgivet sin første bog.
”Efter at den var udkommet, var jeg virkelig ’happy go lucky’ (ubekymret, red.), og jeg kunne klare alt,” siger hun med et stort smil.
Efter 12 afslag på bogen var hun pludselig blevet forfatter, og i dag lever hun af forfatterskabet. Størstedelen af bøgerne er til børn og unge, og hendes bog nummer 96 er for nylig blevet udgivet. Og ifølge hende selv går der højst et halvt år, før hun bliver 100-bogsjubilar.
Men til trods for de mange udgivelser, har hun aldrig skrevet en bestseller. Og det har indimellem fået hende til at stoppe og tænke over, om hun har valgt den rigtige vej. Hun droppede nemlig at læse videre efter en bachelor i religionsvidenskab, fordi hun inderst inde kun brændte for at være forfatter, og fordi hun mente, at det måtte kunne lade sig gøre for hende at leve af ordene. Og netop den beslutning skal man nok være ”lidt åndssvag” for at tage, mener den flittige 42-årige forfatter, der alligevel aldrig har været tæt på at lægge forfatterskabet på hylden.
”Hvis det ikke lykkes at skrive bestselleren i første hug, så er det virkelig et langt sejt træk for at få det til at løbe rundt økonomisk. Hvis mine bøger pludselig stopper med at sælge nu, så har jeg jo lukket alle døre bag mig, og det skal man jo nok være lidt åndssvag for at gøre,” siger Lise Bidstrup.
Men hun vil være det levende bevis på, at det ikke er nødvendigt at sælge stort med en enkelt bog for at skabe sig et liv med det litterære i centrum. Så siden første udgivelse har Lise Bidstrup indrettet sin hverdag, så forfatterskabet får tid og plads.
”Jeg lever en meget struktureret tilværelse,” slår hun fast og forklarer, at hun ser sig selv som en vedholdende håndværker.
”Det er er aldrig sådan, at jeg vågner midt om natten med en god idé, drikker en halv flaske whisky og sætter mig til at skrive. Jeg er meget mere håndværker, end jeg er en impulsiv kunstner.”
Det er ikke whisky-flasken og dens indhold, som i sig selv er skrækkelig, men den er udtryk for et impulsivt kunstnerliv, som hun lægger afstand til. Faktisk er det en mere simpel tilværelse, som tiltaler hende. Hver morgen tager hun hundene Sakki og Frøken med ud i Egebæksvang Skov, og her mærker hun efter, om hun den dag vil skrive videre på en bog, læse korrektur eller tage sig af mails fra redaktører. Det er adspredelsen og muligheden for at vælge selv, som er nødvendig for hende, og det er også derfor, at hun snart har skrevet 100 bøger.
”Man kan ikke altid være kreativ, og derfor mærker jeg efter og tager mig tid. På den måde undgår jeg det der sorte hul, som jeg forestiller mig, at impulsive kunstnertyper af og til må ende i, når de vil tvinge noget ned på papiret. Og altså, jeg har aldrig haft en skriveblokade.”
Selvom skriveriet foregår alene i skrivekammeret, så har hun aldrig været helt alene i sit forfatterskab. Hendes far har altid været en fast støtte, og derudover kan man velsagtens sige, at de ikke har langt til hinanden. Begge Lise Bidstrups forældre bor nemlig i stueetagen, mens Lise Bidstrup, hendes mand og deres to børn bor ovenpå. På over halvdelen af hendes første bøger har faderen ageret førstelæser, og det ekstra sæt øjne har været med til at gøre det nemmere for Lise Bidstrup, som oplever sin far som sit litterære sikkerhedsnet.
”Min far har været en slags mentor for mig, og jeg har jo ikke en fortid på forfatterskolen eller noget i den stil, så det har virkelig været en stor hjælp at kunne tale med ham om ordene. Og så er han en dejligt kritisk læser,” siger Lise Bidstrup og pointerer, at han ofte havde samme antal rettelser og bemærkninger, som hendes forlagsredaktører har i dag.
Faderen har selv forfattet enkelte bøger til børn, så Lise Bidstrup er ikke ene om entusiasmen for at skrive til netop dem. Det er hovedsageligt børn og unge, hun skriver til, og hun føler, at det er et privilegium, at hun kan inspirere med sine bøger. Hun nævner en oplevelse med en kvinde, som kontaktede hende, fordi hendes søn havde læst en serie ved navn ”Shinobi”, som Lise Bidstrup har skrevet.
”Han var ordblind, men havde alligevel kæmpet sig igennem mine bøger, og at jeg kan få en hærdet ikke-læser til at interessere sig for litteratur – jamen, det er jo guld værd,” siger Lise Bidstrup.
Samme begejstring for sin litteratur oplever hun også, når hun holder foredrag rundt omkring på folkeskoler, hvor flere af hendes bøger bliver læst. Ligesom det høje antal udgivne bøger hjælper de hyppige foredrag også med at sikre indkomsten, så Lise Bidstrup kan leve med bøgerne i centrum. Foruden sine bøger fortæller hun under sine foredrag også om sine rejser, som går til alt fra Brasilien til Grønland.
”Jeg er der også for at vække en ild i dem, så de får lyst til at læse og lære. Og det er virkelig fedt, når jeg efter et foredrag i en klasse får kommentarer som: ’Nu har jeg lyst til at rejse til Japan.’ Så giver alt, hvad jeg foretager mig, pludselig mening.”
Lise Bidstrup har altid rejst meget, og hendes ture til forskellige lande danner rammen for mange af hendes bøger. Sidste år blev hun udvalgt til skrive en bog for Danida, som endte med en bog om drengen Drissa, der arbejder i en guldmine i Burkina Faso. Den fandt hun inspiration til ved selv at rejse til landet.
”Mange af mine bøger er præget af fiktion, men læseren skal kunne mærke og lugte, at jeg har været der selv. På den måde bliver de bedst,” siger hun om sine bøger, som typisk udkommer i et førsteoplag på 1500, og ”det er okay, selvom jeg hverken har en Mercedes eller et sommerhus i Spanien,” siger den berejste forfatter, der nu også er godt tilfreds med udsigten over Øresund fra sin faste skriveplads.