Forfatter Johanne Bille skrev sin roman "i en vrede over, at det stadig skal være så svært at være kvinde i dag"

Med romanen ”Når mænd forlader mig” vil Johanne Bille, der selv har været udsat for voldtægt, blande sig i samtykkedebatten

”Pointen med romanen er, at det kan være svært at undslippe de normer og kønsroller, som vi er opdraget med helt fra barnsben af. Selv de oplyste med hjertet på rette sted kan begå fejl og ende med at opføre sig grænseoverskridende,” siger Johanne Bille.
”Pointen med romanen er, at det kan være svært at undslippe de normer og kønsroller, som vi er opdraget med helt fra barnsben af. Selv de oplyste med hjertet på rette sted kan begå fejl og ende med at opføre sig grænseoverskridende,” siger Johanne Bille. Foto: Leif Tuxen.

Johanne Bille ville ønske, at hun ikke kunne have skrevet sin nye roman ”Når mænd forlader mig”, selvom hun også er stolt af den.

”Jeg har det meget ambivalent med den roman,” siger hun og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:

”Jeg er glad for, at bogen nu findes, men jeg ville da stadig gerne have undgået de erfaringer, som ligger bag den. For hvis jeg ikke selv havde prøvet at blive voldtaget, ville jeg heller ikke kunne have skrevet den. Romanen om Maria er opdigtet, men hendes følelser efter det overgreb, hun oplever i romanen, er mine egne. Det var i høj grad sådan, jeg havde det efter min voldtægt. Og det var slet ikke terapeutisk at skrive om. Faktisk vil jeg sige, at det var grænsende til retraumatiserende, men jeg har gjort det, fordi jeg føler, at vi har brug for bogen, og fordi jeg gerne vil stille mig ved siden af alle de andre vanvittigt stærke kvinder, som i øjeblikket går ud og fortæller om grænseoverskridende oplevelser,” siger Johanne Bille.

Romanen er skrevet ”i en vrede over, at det stadig skal være så svært at være kvinde i dag,” forklarer hun.

”Egentlig havde jeg tænkt at skrive en roman i en let tone om en kvinde, der bliver forelsket i mænd. Men romanen fik sit eget liv undervejs, da jeg blev optaget af samtykkedebatten herhjemme.”

Allerede forrige år fandt hun således modet til at skrive en kronik i dagbladet Information om den voldtægt, der tog ti minutter at gennemføre, men formentlig vil sidde i hende resten af livet, som hun skrev.

”Traumer er ligesom sorg. Dem kan man ikke bare trylle væk. Men i vores samfund har vi en tendens til at bilde os selv ind, at man skal komme over alt det tunge i livet i en fart. Det tror jeg bare ikke, at man kan. Men man kan leve med det. Jeg mistede min far, da jeg var ganske ung. Det kommer jeg mig aldrig over, ligesom jeg aldrig kommer mig over, at jeg for nyligt mistede min veninde, forfatteren Charlotte Strandgaard, som jeg ville ønske var her nu. For nu har spillet en stor rolle i bogens tilblivelse som min bedste læser og kritiker undervejs.”

Et spejl til andre voldtægtsofre

Den anerkendte forfatter Charlotte Strandgaard (1943-2021) skrev selv bøger om tabubelagte emner, fordi hun dybest set håbede at ændre verden gennem sine bøger. I den forstand kan Johanne Bille godt ses som en arvtager til sin 50 år ældre forfattervenindes virke. Hun har ifølge anmelderne ligeledes evnen til at skrive godt, sjovt og smukt. Men for hende er litteratur heller ikke kun æstetik, men også et virkemiddel til at diskutere etik. ”Problemer skal sættes under debat,” som allerede den hvide, ciskønnede mand, Georg Brandes, skrev om litteraturen engang. Men litteraturen har også en kvalitet, man ikke i samme grad finder på avisernes debatsider, mener Johanne Bille.

”I en kronik kan man udtrykke holdninger, som jeg også gjorde i min egen kronik, da jeg på grund af den stigende tendens blandt kvinder til at stå frem med deres overgrebshistorier også selv fik modet til at gøre det. Og det har sin egen værdi. Men litteraturen kan på en anden måde udtrykke følelser, som andre kan sætte sig ind i, fordi man i en stærkere forstand kan leve sig ind i den, man læser om. Derfor er litteraturen også en genvej til empati, fordi man som læser jo i virkeligheden sætter sig i en andens sted. Og her ville jeg gerne vise, hvordan det føltes at være udsat for et overgreb. Hvis jeg ikke selv skrev, hvem skrev den så? Ingen ville i hvert fald gøre det på samme måde,” siger hun og tøver et øjeblik.

”Længe kunne jeg ikke lide at se mig selv som et offer, men det var jeg jo, og gennem min roman vil jeg både gerne give andre voldtægtsofre en historie at spejle sig i og vise måske især mænd, hvad det kan betyde, når man overskrider en grænse.”

Feministen bliver voldtægtsmand

Romanens hovedperson Maria arbejder som tekstforfatter, hvor hun skal sælge lavkvalitetsprodukter til midaldrende mænd. Og hun overfører den tankegang til sit kærlighedsliv ved at inddele mænd omkring sig i stereotyper. Ironisk nok er det ham, hun kalder ”Feministen”, som forgriber sig på hende i en parkeringskælder. Og det har sin egen selvstændige pointe, forklarer hun.

”Pointen med romanen er, at det kan være svært at undslippe de normer og kønsroller, som vi er opdraget med helt fra barnsben af. Selv de oplyste med hjertet på rette sted kan begå fejl og ende med at opføre sig grænseoverskridende. Der er ikke nogen, der går fri af det her. Nogle tror måske, at voldtægtsmænd er sådan nogle hulemænd, der springer ud af en busk. Men langt de fleste voldtægter bliver begået af mænd, som kvinder ellers var trygge ved. Og det bliver kun muligt, fordi vi har udviklet en mandsdomineret kultur med nogle meget skadelige patriarkalske strukturer, som tillader grænseoverskridende adfærd. Som regel er det jo mindre grænseoverskridende adfærd som at blive klasket i røven eller kysset mod sin vilje. I romanen er der en beskrivelse af, at en mand stikker fingrene op i trussen på Maria. Og min pointe er, at de mindre grænseoverskridelser også er dem, der muliggør voldtægt. De små hændelser er et symptom på et samfund, hvor noget så grelt som voldtægt kan finde sted.”

Hvilket billede af mænd synes du, at det tegner?

”Jeg synes, at der er mange forskellige mænd i ’Når mænd forlader mig’, som titlen også indikerer. Pointen er, at både mænd og kvinder kan blive ofre for den struktur og den kultur, vi har, hvor nogle kroppe bliver betragtet som mindre vigtige end andre kroppe. Det skal vi gøre op med. Så det er først og fremmest en bog om at passe på hinanden eller om hvad der sker, når man ikke gør det.”

”Håbet” er dog – uden at afsløre for meget - bogstaveligt talt også med i romanen, for det navn giver Maria en mand, som hun (i begyndelsen) ikke synes fortjener at blive reduceret til en arketype.