En stærk mand er én, der kan gennemføre det, han vil. Og er man resultatorienteret på nationens vegne, så må en stærk mand ved roret være at foretrække, frem for en blødsøden og vægelsindet type, der får udviklingen til at stå i stampe.
Nogenlunde sådan tænkte digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) i sine helt unge år. Den historiske kontekst var, at den tyske kejser Wilhelm den Anden i 1918 var flygtet til Holland fra et hjemland i kaos efter Første Verdenskrig. Også i Rusland var tsar Nikolaj blevet tvunget til at trække sig tilbage af sin egen regering. Situationen efter krigen var skuffende, mente unge Munk. For hvilken leder gør sådan imod sine undersåtter, efterlader dem i stikken, uden nogen fremtid og retning?
Kaj Munk begyndte at tro mere og mere på diktaturet som den rette styreform.
Kaj Munk var i 1930’erne fascineret af udviklingen i Italien og Tyskland, hvor henholdsvis Mussolini og Hitler havde taget styringen. Fascinationen kom blandt andet til udtryk i en række artikler, som danner baggrund for en ny bog af forfatteren og Munk-kenderen Jon Høgh, ”Kaj Munks Inferno”. Bogen udkommer på lørdag den 13. august, samme dag som der afholdes seminar i præstegården i Vedersø, i år med temaet ”Kaj Munk, en digter under krigen.”
Men hvor Munks fascination af ”den stærke mand” før er blevet behandlet, blandt andet som en vigtig drivkraft for hans virke som dramatiker, så fremhæver den nye bog det dilemma, Munk blev sat i, efterhånden som krigen skred frem.
”Man kan jo forestille sig den indre kamp, det må have været at skulle opgive noget, man har troet på siden sin ungdom,” siger han.
”Kaj Munk var ikke nødvendigvis begejstret for Hitler eller Mussolini, men det begejstrede ham, at her var nogle mænd, der kunne sætte sig igennem. Men han var også opdraget med den værdi. Man kan sige, at hans plejemor var den første diktator i hans liv. Og før han får sin teologiske embedseksamen, får han øjnene op for kong Herodes den Store, og skriver et stykke om den idealist, der sætter alt ind på den sag, han tror på,” fortæller Jon Høgh.
Men de ideologier, der lå bag de diktaturer, Kaj Munk siden så udfolde sig i både Tyskland og Italien, viste sig at være frygtelige. Og det var diktatorernes metoder, der til sidst overbeviste Munk om værdien af demokratiet, mener Jon Høgh.
”Han så, hvordan tyskerne og italienerne led på grund af strabadserne forårsaget af deres to ledere. Det, at måtte nå til den erkendelse, må have været et inferno for ham.”
”Jeg har ikke børn med demokratiet,” skrev Munk som ung med en kryptisk pen. Men blev siden overbevist om noget andet, der også fik ham til at yde den modstand under krigen, der til sidst kostede ham livet i 1944. Beviset for, at Munk endelig havde ladet sig overbevise af demokratiets værdi, finder Jon Høgh i en valgpjece for partiet Dansk Samling, som Kaj Munk leverede tekst til i 1943.
”Heri skriver han, at han har aldrig stemt ved et politisk valg før, men at han vil stemme på Dansk Samling, fordi det er et godt og demokratisk parti, og det vil han støtte. Dansk Samling handlede jo om at samle Danmark og skærme landet mod de ideologier, der trængte sig på udefra. I 1943 var han absolut fuldblodsdemokrat. Det vil mange være uenige i, men det mener jeg nu, at han var,” siger Jon Høgh.
Det vil der være lejlighed til at diskutere ved weekendens seminar i Vedersø. Munks ”omvendelse” til demokrat er i allerhøjeste grad relevant i dag, mener Jon Høgh.
”Den respekt for individet, man bør have, er fuldstændig en mangelvare i diktaturstaterne. Vi mennesker er stadig rå og ubarmhjertige over for hinanden, for eksempel i Syrien. Der har verden – desværre – ikke forandret sig meget siden.”