Prøv avisen
Interview

Forfatter: Kelterne gjorde os kristne før Harald Blåtand

Da Gunnar Iversen i 1969 flyttede til Thy sammen med sin kone, kom han for alvor på sporet af den keltiske kristendom, som han er overbevist om fandtes blandt danerne, inden Harald Blåtand med Iversens ord ”indførte katolicismen i Danmark som tvangsreligion og ophævede religionsfriheden”. – Foto: Henning Bagger

Efter flere års studier af folkesagn, helgenlegender og stednavne er Gunnar Iversen ikke i tvivl: Jellingstenen er ikke Danmarks dåbsattest. Mange danere var allerede kristne, inden Harald Blåtand blev konge, skriver han i bogen ”Den keltiske kristendom i Danmark”

Det var i 1950, Gunnar Iversen så Jellingstenen første gang. Det var sommer. Han var 12 år gammel og på biltur op gennem Jylland sammen med sin bror og sine forældre. Turen var en gave til de to børn. Og den gik blandt andet ud på at vise sønnerne det Danmark, som forældrene selv havde savnet.

Som børn i et Sønderjylland, der først blev dansk med Genforeningen i 1920. Måske var det også derfor, at Gunnar Iversens mor og far var så optagede af at gøre sønnerne fortrolige med alt det danske – både kulturen, historien, sangene og altså også landskabet.

Gunnar Iversen slugte det hele. Hans historiske interesse blev vakt. Og han husker i dag, hvordan det gjorde et særligt stort indtryk på ham, at runer på en ældgammel sten kunne fortælle noget vigtigt: Harald Blåtand havde gjort danerne kristne. For godt 1000 år siden.

Som de fleste andre har han da også troet på denne fortælling om, hvordan og hvornår kristendommen blev indført i Danmark. Men for nogle år siden dukkede en mistanke op. For i en af de mange historiebøger han pløjede sig igennem som voksen, faldt han pludselig over følgende sætning: ”Danerne var fra gammel tid kristne, men de tjente ikke desto mindre afguder efter hedningeskik.”

Historiebogen var skrevet af den tyske historiker Widokind, som levede på samme tid som Harald Blåtand. Derfor meldte spørgsmålet sig: Hvad var det for en kristentro, der blev dyrket i Danmark, længe før Harald Blåtand blev konge?

I dag sidder 78-årige Gunnar Iversen med sit eget historiske værk foran sig. I en bog på over 300 sider kommer han med sit eget svar på spørgsmålet, og det kan allerede aflæses af titlen: ”Den keltiske kristendom i Danmark”.

”Det var Widokind, der satte mig i gang med at undersøge den tidlige kristendom herhjemme. Men det var først, da vi flyttede til Thy i slutningen af 1960’erne, at jeg for alvor kom på sporet af, at det nok var de keltiske munke, der havde indført kristendommen i det hedenske Danmark. Og et af sporene fandt jeg i egnens gamle folkehistorier om de 12 røvere, der boede lige her i Sindrup, hvor min kone og jeg bor i dag,” fortæller Gunnar Iversen, der sidder med en stor stabel bøger om kelterne foran sig. Samt en meget tyk, og virkelig slidt, ordbog med oversættelser fra engelsk til gælisk.

Ved siden af ham sidder netop Susanne Tvermoes, hans kone, som i den grad har fulgt med i ægtemandens søgen efter spor af den del af danmarkshistorien, som ikke har fundet vej til historiebøgerne. Endnu. Hun har set ham komme begejstret frem fra studierne eller udflugterne rundt i landet og hørt hans ”Heureka!”, når der var nye forbindelser og tydelige tegn på, at især Jylland var befolket af keltiske munke, der bragte evangelierne til landet. Som for eksempel gennembruddet med røverne, som hun nu også hører ham genfortælle.

”Gennem Evald Tang Kristensens (lærer og folkemindesamler, 1843-1929, red.) samling af danske folkesagn ved vi, at der gik en historie om 12 røvere, der boede her i Tingbakkerne ved Sindrup. Men det underlige var, at de her røvere hverken stjal eller opførte sig dårligt på andre måder. Tværtimod. De hjalp folk. Historien fortæller, at de ligefrem havde spændt net ud ved de vadesteder, folk skulle over, og som var meget svære at passere. Når snorene så blev ramt, ringede en klokke hos røverne, og de kom så til vadestedet for at hjælpe folk over. Der var altid en røver på vagt. Selv juleaften, fortælles det. Det var da nogle underlige røvere, tænkte jeg. Men da jeg så hørte, at de blev kaldt atrismænd, så fandt jeg ud af, at det keltiske ord ’áth’ er et vadested, og at ordet ’treise’ betyder en beskytter. Så gav det jo pludselig mening,” fortæller Gunnar Iversen.

Og da han siden fandt ud af, at det keltiske ord ”ro-air” betyder ”stor omsorg”, følte han sig endnu mere sikker på, hvem de 12 røvere i virkeligheden var.

Siden har han fundet masser af den slags spor og tegn på keltisk kristendom i Danmark. Også særligt udhulede sten, som kelterne brugte til dåb, og såkaldte femfingersten, hvor de fem fordybninger eller huller i stenen gengiver det keltisk-kristne symbol for død og genopstandelse.

”Stenene er de mest håndgribelige beviser på, at kelterne har været her. Mine sproglige opdagelser er selvfølgelig kun indicier, og der findes jo heller ikke en officiel historieskrivning af denne periode i historien, så jeg har tyet til den folkelige historieskrivning også. Ikke kun den danske, men også de keltiske helgenlegender. Og det er påfaldende, hvordan mange af de danske folkesagn faktisk trækker på netop de keltiske legender. For eksempel går der mange danske folkehistorier om, at man i forbindelse med placering af en ny kirke bandt to stude sammen og så lod dem gå. Dér, hvor de så lagde sig til hvile, skulle kirken bygges. For mig at se er det her helt tydeligt, at den keltiske kristendom er inspirationskilde til den tidlige kristendom i Danmark. For det var netop den metode, den walisiske helgen Sankt Cadoc benyttede sig af.”

Fra skriftlige kilder ved man, at keltiske munkemissionærer byggede kirker og klostre i både Frankrig og Tyskland. Der er også beretninger om irske eneboer-munke, der slog sig ned på Færøerne og på den norske vestkyst. Men der står intet om Danmark.

Derfor er Gunnar Iversen udmærket klar over, at hans teorier kan møde kritik og blive kaldt for fikse ideer. Men han er ikke den første, der er overbevist om, at en del danere allerede var blevet kristne efter mødet med de keltiske munke.

”Teologen Mads Lidegaard, min tidligere kollega på Krogerup Højskole, var inde på de samme tanker og sætter i sin bog ’Hvad troede de på?’ også spørgsmålstegn ved forestillingen om, at det var Harald Blåtand og Ansgar, der med ét gjorde danerne kristne. Han henviste mig til en anden teolog, Knud Høgsbro Østergaard, der havde fulgt samme spor og blandt andet rejst rundt i Irland og Skotland for at samle stof til en bog om keltisk kristendom i Danmark. Han nåede desværre ikke at blive færdig, før han døde, men datteren stillede alt hans materiale til rådighed for mig, så min bog hviler i høj grad også på Høgsbro Østergaards opdagelser.”

Gunnar Iversen og Susanne Tvermoes er begge blevet ret fascinerede af keltisk kristendom, jo mere de har lært den at kende gennem de mange års studier.

En kristendom, der ifølge begge passer godt med deres eget livssyn, hvor kærlighed til både naturen og det dennesidige liv er det vigtigste. Fra vinduerne i den lavloftede stue på husmandsstedet har de frit udsyn til hele den vestlige del af Limfjorden og kan høre lyden af skræppende gæs på træk hen over himlen.

I haven har de ligefrem indrettet en særlig ”Danas Have”, hvor besøgende kan stoppe op ved små tableauer, der viser årets gang i den nordisk-keltiske mytologi. Og i den gamle lade har de udstillet plancher og montrer, der viser Limfjordens søhandelsvej og thyboernes 2000-årige ravrute.

Det er også her, Gunnar Iversen holder foredrag for blandt andtr menighedsråd og frikirkepræster, der vil høre mere om hans arbejde med den keltiske kristendom. Når tilhørerne har sat sig på langbænkene i rummet, stiller han sig ved siden af et stort hjemmelavet keltisk kors, der har fået hæderspladsen i laden.

”Jeg tør dog ikke kalde mig kristen, for jeg har svært ved at tro på en skabende Gud. Selvom jeg sagtens kan forstå, at man kan have den tanke, når man oplever naturens storhed. Men den keltiske kristendom har påvirket mig kraftigt. Ud over at være båret af ideen om, at naturen er lige så hellig som Skaberen, og guddommeligheden dermed findes i hver eneste plante og dyr, ja, så er den båret af et meget positivt livssyn. Det ses for eksempel i det keltiske kors. Ud over korset, og dermed døden, er der en cirkel omkring korset. Den symboliserer blandt andet solopgangen og viser os dermed, at det dages igen og igen. Mørket overvindes altid. Som den den walisiske helgen Sankt Cadoc sagde: ’Intet menneske er fromt uden også at være munter’. Det passer meget godt med min livsfilosofi.”

”Det var Widokind, der satte mig i gang med at undersøge den tidlige kristendom herhjemme. Men det var først, da vi flyttede til Thy i slutningen af 1960’erne, at jeg for alvor kom på sporet af, at det nok var de keltiske munke, der havde indført kristendommen i det hedenske Danmark," fortæller Gunnar Iversen. Foto: Henning Bagger