Forfatter Kjell Westö er ikke som de fleste andre finner. For ét er, at hans modersmål er svensk. Noget andet er, at han begår sig ganske godt i disciplinen ”smalltalk”. En evne, som finnerne ellers sjældent udmærker sig ved.
”Det er ikke kun en skrøne, at finnerne ofte er temmelig fåmælte og forsigtige. Til gengæld kan man stole på, at en finne mener det fra hjertet, hvis han fortæller, at du er hans ven.”
Sådan lyder det fra forfatter Kjell Westö en sommereftermiddag i den finske hovedstad, Helsinki, hvor Kristeligt Dagblad møder ham ved en af Helsinkis største kirker, Johanneskirken, hvis tårne udgør et vartegn for byen, til en snak om finsk kultur og måden, den har formet hans forfatterskab på.
Nu da Kjell Westö har overstået dagens møder angående sin kommende udgivelse af romanen ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”, sætter han af sted hen ad fortovet i retning mod en café på byens havnefront. På vejen fortæller han ivrigt om den netop færdiggjorte skriveproces på sin nye bog, der udkommer simultant i Finland, Danmark, Norge og Sverige i august.
”Det ændrede ikke så meget ved min dagligdag, at coronakrisen pludselig blev en realitet, for jeg sad jo i forvejen en smule isoleret og dybt begravet i skrivningen. Til gengæld gav det lidt ekstra arbejde, for jeg havde skrevet romanens handling som om, at den foregik dette år. Det er jeg blevet nødsaget til at lave om til nær fremtid i stedet, for jeg havde jo ikke lige regnet med, at alting skulle påvirkes af coronakrisen.”
Det er hans ottende roman i rækken. Og ligesom flere af de foregående er den delvist skrevet i Kjell Westös sommerhytte på landet lidt uden for byen Turku, der ligger tre timers kørsel vest for hovedstaden. Selvom Kjell Westö har en lejlighed i Helsinki, kørte han i morges den lange vej fra sommerhytten og skal retur igen senere denne eftermiddag. I takt med, at kendskabet til Kjell Westös litteratur er vokset over de seneste 25 år, er også hans egen længsel væk fra byen og ud i den finske natur, der omgiver sommerhuset, vokset, fortæller han.
”Selvom min internetforbindelse faktisk er bedre i sommerhuset end i min lejlighed, så har jeg langt nemmere ved at lukke ned for omverdenen, når jeg er på landet. Det er typisk finsk det med at være god til at koble fra, når man befinder sig i naturen. Som helt ung så jeg mig selv som en del af den første urbaniserede generation i Finland. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at opleve en særlig længsel mod naturen, men jeg tror, at det ligger meget stærkere forankret i den finske kultur, end vi går og forestiller os,” siger han.
Da han blev far for første gang som 26-årig, oplevede Kjell Westö pludselig et nyt behov for at slippe ud af byen. Med sin første kone købte han derfor sit første sommerhus, som var et ganske primitivt sted uden rindende vand eller andre bekvemmeligheder.
”Mit nye sommerhus købte jeg for fem år siden, og det er blevet et godt miks mellem det primitive og det komfortable med varmt vand i bruseren, men med et toilet i haven. Mine to unge sønner kan kun holde ud at være der et par dage. Men når jeg selv er væk fra det, savner jeg det inderligt. For jeg mærker, at det er dér, jeg har lyst til at leve. Og den følelse bliver kun stærkere i mig, som årene går.”
Det er nu ikke, fordi Kjell Westö ikke bryder sig om at være i hovedstaden. Det var hér, han blev født i 1961, og det var hér, han befandt sig en stor del af sin opvækst, hvor han boede i en forstad tæt på byen.
Helsinki var dog en ganske anden by dengang, fortæller Kjell Westö. For det liv, der i dag summer af feriegæster og unge mennesker på skateboards i kapløb med byens mange sporvogne, er opstået i nyere tid.
”Det Helsingfors, jeg voksede op i, var ganske mørkt og trist. Vi gik en balancegang mellem øst og vest, der gjorde os indesluttede. Vi lukkede os om os selv. Det står i skarp modsætning til i dag, hvor byen er meget mere international og social. Det er blevet en cool by. Jeg kan til tider misunde dem, der er unge i byen i dag, dem, der sidder på græsplænerne i parkerne og drikker øl, går til koncerter og er en del af det levende klubliv. Det har forandret sig meget på kort tid.”
Selv bruger han ikke navnet Helsinki om sin hjemby. I stedet siger han Helsingfors. For Finland har status som et tosproget land med både svensk og finsk som officielle sprog. Og selvom Kjell Westö begår sig flydende på begge, er han en del af det svensktalende mindretal i landet, der udgør omtrent fem procent af befolkningen.
Gåturen fra Johanneskirken, der ligger i bydelen Ulrikasborg klos op ad centrum, har nu ført til caféen ved havnefronten, hvor Kjell Westö sætter sig på terrassen med udsigt over den finske bugt. På cafébordet foran ham står det stykke frugtkage og den cappuccino, som han netop har bestilt hos en ung servitrice, der forstod hans svenske uden problemer. På de omkringliggende caféborde foregår samtalerne på både finsk, engelsk, svensk og dansk, hvilket, selvom coronakrisen har gjort et indhug i turismen, understreger Helsinkis status som en internationalt orienteret by. Et faktum, som Kjell Westö forsøger at understrege i sin litteratur ved at beskrive, hvordan Finland i dag er blevet et moderne land. Det er en vigtig sag for ham, fortæller han. For i mange år har Finlands eksistens i mange henseender været gemt lidt af vejen, ligesom Kjell Westö også oplever, at landet til tider har været til grin andre steder i verden.
”Vi finner er blevet til vores egne på godt og ondt. Vores geografiske beliggenhed har betydet, at vi er blevet det mest glemte af de nordiske lande, mens andre lande på samme tid har haft enorm stor strategisk interesse i os. Rusland, Sverige og Tyskland har hevet i os fra forskellige sider, og det har vi gennem historien skullet bekæmpe. Men det er også det, der har gjort os stolte af vores identitet, og som har formet os,” siger forfatteren.
Han hælder vaniljesovs over frugtkagen på bordet, tager sit første nap i den med teskeen og bruger gumletiden som tænkepause.
”Jeg har en fornemmelse af, at vi nogle gange er blevet opfattet som en parodi. Finland har rekorden i, hvem der kan sidde længst tid i en sauna uden at besvime, og vi organiserer ofte verdensmesterskabet i luftguitar. Selvom vi har en enorm fin højkultur med fantastiske klassiske musikere og nogle af de bedste kapelmestre i verden, så husker folk os kun for de skøre bedrifter, som når der kommer en ny Youtube-video ud med en finsk mand, der forsøger at slå rekorden i at sidde længst tid på en myretue. Og det er ikke retfærdigt. For vi er meget mere end en nation af skøre nordboere. Og man må ikke glemme den historie, der ligger til grund for, at vi er blevet til det land og det folk, vi er i dag.”
Det er da også landet, dets folk og dets historie, der som temaer vejer tungest i Kjell Westös romaner, og som er det, han er blevet kendt for et være exceptionelt god til at skildre. Det gør han blandt andet i romanen ”Luftspejling 38”, som Kjell Westö modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2014, der fortæller den store historie gennem den lille om den finske borgerkrig. Og senest i Kjell Westös kommende roman ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”, der udspiller sig i et finsk skærgårdssamfund, og som beskriver dynamikken mellem de lokale folk på godt og på ondt.
Flere har undertiden spurgt Kjell Westö, hvorfor han ikke forsøger at give sig i kast med handlinger, der foregår andre steder end i Finland. Men det fungerer bare ikke, er hans svar tilbage. Og derfor har han aldrig for alvor forsøgt sig.
”Den sommer, jeg fyldte 50 år, blev jeg skilt, og der skulle ske noget nyt. Derfor flyttede jeg til Stockholm for at prøve tilværelsen af dér. Jeg kunne jo sproget og havde min kæreste og mange venner dér, men alligevel gik der kun tre år, før jeg ville hjem. Jeg indså, at alt, jeg skriver, handler om Finland, og at mit svenske sprog har en melankoli, der er særligt finsk,” siger Kjell Westö og skraber den sidste bid kage af tallerkenen med teskeen.
”Jeg tror, det er det her skift mellem livsglæde og sorg, som jeg godt kan lide at skildre. Og så naturligvis naturlængslen og den særlige fåmælthed, der er kendetegnende for finnerne. Nogle vil mene, at jeg skriver provinslitteratur. Og selvom det til tider kan være en ulempe at komme fra et lille land, når man forsøger at skrive til et bredt, internationalt publikum, så er det mit naturlige habitat. Finland er min litterære legeplads, hvor jeg bedst kan udfolde mig.”