Forfatter: Klimakrisen er naturens MeToo-sag mod mennesket

Med romanen ”Rosarium” vil Charlotte Weitze gerne vise, hvor tæt vi er forbundet med planter. Selv oplever hun også det guddommelige bedst på sine daglige gåture i skoven

”Klimakrisen kan man godt se som naturens MeToo-sag mod mennesket, fordi vi har forgrebet os på naturen,” siger Charlotte Weitze, som lader naturen være i en del af sin egen have, hvor hun har gjort plads til en lille vild skov. – Foto: Leif Tuxen.
”Klimakrisen kan man godt se som naturens MeToo-sag mod mennesket, fordi vi har forgrebet os på naturen,” siger Charlotte Weitze, som lader naturen være i en del af sin egen have, hvor hun har gjort plads til en lille vild skov. – Foto: Leif Tuxen.

Sneen dækker i disse dage Danmark som en dejlig stor dyne, der – til de dovne gartneres kortvarige glæde – lige nu får alle haver til at se ens ud.

”I sne står urt og busk i skjul”, som salmedigteren B.S. Ingemann engang skrev med det gode råd ”giv tid, giv tid!”. For vi kan alle lære meget af naturens tålmodighed. Livet og det dertilhørende havearbejde skal nok vende tilbage, og den årlige genopstandelse er allerede så småt på vej, så det snehvide ligtæppe, der nu skjuler de visne blade i skovbunden, inden længe bliver løftet af forårssolen og erstattet af et nyt lysende tæppe af anemoner. Og så bliver der nok igen travlt i de små danske haver, hvor mange af os vel dybest set forsøger at genskabe en lille flig af Edens Have med river, hækkesakse og græsslåmaskiner. Men på den måde skaber vi i virkeligheden kun naturen i vores eget billede, mener forfatteren Charlotte Weitze:

”De fleste af os tæmmer vores have, så den passer til vores behov og yndlingsblomster, men så bliver havearbejde hurtigt en kamp mod ukrudt og træer, der skal skæres ned, så der ikke kommer for meget skygge i haven. Det er altid en strid at skabe et paradis i sin have, fordi naturen går sine egne veje,” siger Charlotte Weitze, der dog selv har ladet en del af sin egen store have ved Vallekilde på Vestsjælland gro til, fordi hun deler naturtanker med netværket ”Vild med vilje”, der vil skabe mere naturlig natur.

I bunden af haven har hun derfor også en lille vild skov, og selv indenfor får visse planter lov til at vokse i fred.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Se,” siger Charlotte Weitze og peger på en selskabslysten stueplante, der snor sig kærligt om de sorte ledninger fra hendes computerskærm på hjemmekontoret, hvor selv tapetet forestiller en birkeskov. Og det ser også ud til, at den vildtvoksende stueplante er groet fast på selve computeren.

”Det er en ret almindelig stueplanteart, der hedder Hoya. Den har tykke blade og får lyserøde blomster, der dufter stærkt af honning. Denne her har jeg faktisk arvet fra min morfar, og mens jeg har siddet og skrevet på min nye roman, er den langsomt vokset ind i computerskærmen af sig selv. Jeg opdagede på et tidspunkt, at den var ved at sætte sig fast på computeren, og jeg lod den være for at se, hvad den fandt på,” siger forfatteren, der har god grund til at være fornøjet over, hvordan Hoya-planten har fundet sammen med hendes computer, mens hun de sidste fire år har ladet en særlig tekst vokse frem på skærmen.

”Jeg ville se, om man kunne skrive en roman, der handlede om en plante,” forklarer hun om sin nye roman, ”Rosarium”, der er en eventyrlig slægtsroman om en familie, der ikke kun får grønne fingre, men grønkorn i cellerne.

Charlotte Weitze var allerede med sin forrige roman, ”Den afskyelige”, en af de første forfattere herhjemme til at sætte fokus på klimakrisen, og med den nye roman håber hun at kunne pege på planternes betydning for vores liv.

”Vi har glemt naturen. Vi har grådigt taget af den som en stor slikskål, vi aldrig troede ville slippe op. Men i disse år går det op for stadig flere, at der faktisk er begrænsninger på resurserne. Og da kommer planterne meget godt ind i billedet, fordi vi ikke engang er bevidste om, hvor vigtige de er for os. Vi er jo dybt afhængige af planter. De giver os ilt, mad og lægemidler. De er nærmest som et ekstra sæt lunger for os. Men vi regner dem ikke for noget, og hvis man får øjnene op for det, så er der virkelig håb,” siger forfatteren, der er mere bekymret for menneskets overlevelse end planternes.

”Mange taler om, hvorvidt klimakrisen kan betyde jordens undergang. Men det bliver nok højst til menneskets. Planterne er mere hårdføre end os. Se bare, hvordan der igen vokser træer i Tjernobyl-området. Planterne kan godt overleve uden os, men vi kan ikke overleve uden dem. Men det kommer nok bag på mange, at de ligner os mere, end man skulle tro. Forskerne mener for eksempel, at de har samme fem sanser som os. De kan i hvert fald fornemme lys og mørke, de kan mærke vibrationer i jorden, så de kan også høre, og de kan kende forskel på syre og base, så de har også en form for smagssans. Og selv en lille gåseurt kan have flere gener end os.”

"Kirken bliver bare hurtigt et meget intellektuelt rum, men i naturen mærker man helt sanseligt både, hvor lille man er, og hvordan man hænger sammen med alt andet levende,” siger Charlotte Weitze. -Foto: Leif Tuxen
"Kirken bliver bare hurtigt et meget intellektuelt rum, men i naturen mærker man helt sanseligt både, hvor lille man er, og hvordan man hænger sammen med alt andet levende,” siger Charlotte Weitze. -Foto: Leif Tuxen

Den tanke voksede sig stor i hende, da hun udtænkte sin nye roman, der også er inspireret af Grimms eventyr.

Historien begynder for over 100 år siden i det nuværende Hviderusland som en slags Hans og Grete-fortælling om Bror og Søster, der af deres forældre bliver efterladt i en stor gammel skov, hvor de må klare sig selv i det, der i romanen er zarens jagtreservat.

”I Danmark har vi jo netop kun meget små pletter med utæmmet natur, men jeg ønskede at opleve en gammel skov, og sådan en fandt jeg i Hviderusland. Skoven ligger på grænsen mellem Hviderusland og Polen, og den har kun fået lov til at leve sit eget liv så længe, fordi skiftende zarer og konger har ønsket at bevare den som jagtområde, så den skov har jeg været inspireret af,” forklarer forfatteren.

I den store, gamle skov finder Bror og Søster ind i en slags urtilstand, hvor de lever af skovens spisekammer med moderens gode kostråd om at spise varieret, fordi der findes gift i alting, så det gælder om ikke at spise for meget af noget bestemt. Men det er mildt sagt ikke noget ferieparadis at overleve i sådan en gammel skov. Og i de kolde nætter finder Bror og Søster i en slags syndefald sammen som erotisk par – med en lille blivende frygt for at blive opdaget af de forsvundne forældre, men det er forholdet til naturen, der er romanens største tema.

Bror og Søster gror med tiden på hver sin måde helt ind i skoven. Charlotte Weitze skriver også om Bror og Søsters fjerne forfædre, der havde grøn hud, fordi de levede i fuldstændig pagt med naturen. I romanens anden del finder nogle nonner det, der formentlig er Bror og Søsters vilde naturbarn. Hun får det bibelske dronningenavn Esther, men hun har helt bogstaveligt slået rod i skoven som en slags vild menneskeplante, som nonnerne ikke ved, hvad de skal stille op med, så de lukker hende inde på klostret. Her møder hun botanikeren Johannes, som føler sig som Johanne. Og herfra fortsætter en kompliceret slægtshistorie, der også indebærer genteknologi og en eksplosivt voksende roseart, inden sidste del af romanen udspiller sig i vores egen tid i nye slægtled, der også kæmper med at finde deres egen rolle på planeten. For romanen handler også om, at mennesket hverken kan klare sig uden naturen eller uden andre mennesker.

”I øjeblikket er vi afskåret fra den fysiske kontakt til hinanden, mens mange genopdager naturen på grund af coronakrisen, fordi naturen virker mindre farlig end andre mennesker. Man kan også godt have en romantisk forestilling om at leve i naturen uden kontakt med andre mennesker. I 1700-tallet havde man ligefrem en forestilling om, at man talte med Guds stemme, når man ikke havde været i kontakt med andet end naturen. Men hvis man læser bøger om børn, der er vokset op uden menneskelig kontakt, bliver de aldrig hele mennesker. Vi har brug for øjenkontakt og berøringer fra andre mennesker for kunne fungere ordentligt. Balancen handler om både at passe på naturen og hinanden,” siger Charlotte Weitze, der selv blev opdraget til at sætte pris på naturen.

Da hun voksede op i det naturskønne Lyngby med moser og søer nord for København, gik hun i Rudolf Steiner-børnehave, med tryk på have, for det foregik i pædagogens egen have.

”Vi var udenfor altid, og fik fortalt eventyr ude under træerne. I Steiner-mytologien er det normalt at tro på små trolde og nisser, som skulle findes inde i krattet, i en tro på, at naturen er besjælet. Og det blev taget meget alvorligt, når et af børnene mente at have set en nisse, for så skulle vi alle sammen ind og kigge i krattet. Jeg så dog aldrig nogen, så det var en slem skuffelse. Men senere kom jeg på en grøn friskole, hvor vi til gengæld lærte at lave kompostbunker og synge aktivistiske sange mod forurening, så min forkærlighed for naturen er nok begyndt der. Og siden har alle mine bøger på den ene eller anden måde handlet om vores forhold til naturen,” siger Charlotte Weitze, der stadig nyder sine daglige gåture i lokalområdet, der både byder på opdyrkede marker og skove.

”Ifølge min clairvoyante nabo skulle der også bo små trolde min egen skov. Dem har jeg nu heller ikke set, men til gengæld føler jeg mig forbundet med det, der er større end mig selv, i naturen. For mig er naturen også en bedre indgang til det guddommelige end kirken. Jeg er selv medlem af en grundtvigiansk valgmenighed her i Vallekilde. Min mor arbejdede som kordegn, indtil hun gik på pension, og jeg hjalp tit som kirketjener, så jeg er overhovedet ikke kirke- eller bibelforskrækket. Kirken bliver bare hurtigt et meget intellektuelt rum, men i naturen mærker man helt sanseligt både, hvor lille man er, og hvordan man hænger sammen med alt andet levende. Der er jo også masser af natur i Grundtvigs salmer, hvor selv de mindste forårsplanter kan blive billeder på det største og mest ubegribelige i troen. Og han bruger også hele tiden naturen som et billede på menneskets forhold til Gud.”

Det forstår man bedst, når man selv står ude Guds store katedral, mener hun.

”Til gengæld har det stor betydning for mig at høre det kærlighedsbudskab, som bliver gentaget igen og igen i kirken. At Gud elsker os, lige meget hvad. For når man som jeg virkelig prøver at gøre noget i forhold til klimakrisen og den økologiske krise, så kan man føles sig så ufuldstændig og skamfuld, fordi det man gør aldrig synes, at være nok. Derfor sætter jeg også meget pris på, at prædikenen i Vallekilde Valgmenighedskirke, hvor jeg kommer mest, indledes med sindsrobønnen, hvor det handler om at se forskel på, hvor man kan ændre noget, og hvor man ikke kan,” siger forfatteren, der dog stadig har visse forbehold i forhold til kristendommen.

”Selvom jeg holder meget af at gå i kirke, har jeg et problem med, at der er en stor forskel mellem natur og menneske, så vi skal forstå os selv som herskere over naturen i stedet for at være en del af den, som man for eksempel ser i naturreligioner. Og det er nok derfor, at jeg ikke helt kan overgive mig til kristendommen,” siger Charlotte Weitze, der bedre kan lide oversættelsen i Bibelen 2020, hvor der står, at mennesket er sat til at passe på naturen. Og der står faktisk så meget om forvalteransvaret i Bibelen, at der er udgivet en hel engelsksproget grøn bibel, ”The Green Bible”, der skriver alt om forholdet til naturen med grøn skrift. I Bibelens erotiske bog, Højsangen, bliver kvinden for eksempel sammenlignet med en have, som manden skal fortjene at få adgang til.

”Man kan jo også betragte vores forhold til naturen som et kærlighedsforhold, der kræver en form for gensidig respekt. Klimakrisen kan man jo godt se som naturens MeToo-sag mod mennesket, fordi vi har forgrebet os på naturen. Og vi skal passe på, at vi mennesker ikke bliver Jordens ukrudt, men på den anden side er der vel ingen skabning, der kan betragte og elske naturen som mennesket. Det er jo derfor, at jeg selv skriver romaner om den,” siger hun og kaster et blik på sin computerplanter, der stadig vokser, selvom man ikke kan se det.